Fortsæt til indhold
Indland

Rekordmange er startet på efterskole i år

32.447 unge er startet på efterskole. Det er 702 flere end sidste år og dermed ny rekord, oplyser forening.

/ritzau/

Rekordmange unge er begyndt på en af landets efterskoler.

Det skriver Efterskoleforeningen i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at 32.447 unge er startet på en efterskole i skoleåret 2022/23.

Det er det højeste antal nogensinde og en stigning på 702 elever i forhold til sidste skoleår.

- Jeg vil gerne byde hver og én velkommen. De 32.447 elever får et år med personlig og faglig udvikling.

- Alle 241 efterskoler arbejder målrettet for, at de får et godt efterskoleår i et stort og forpligtende fællesskab, udtaler Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen, i pressemeddelelsen.

Ifølge Efterskoleforeningen er der alene i 10. klasse begyndt 1238 flere efterskoleelever end sidste år. Der er tale om i alt 24.572 elever.

Dermed udgør de 76 procent af det samlede antal elever. I 2021 lå tallet på 74 procent.

Torben Vind Rasmussen mener, at tallene antyder en tendens.

- Udviklingen viser, at der i befolkningen er et stort behov for 10. klasse på efterskole. Unge i dag har brug for tid til både afklaring og personlig og faglig udvikling. Jeg glæder mig over, at klassetrinnet er attraktivt.

- Fra efterskolernes side står udviklingen af både 9. og 10. klasse højt på dagsordenen. Vi vil fortsat være et attraktivt tilbud for alle unge mellem 14 og 18 år, siger han.

Regionalt er der store forskelle på, hvordan optaget på efterskolerne har været.

På Fyn er optaget 4,24 procent højere i forhold til sidste år.

Derimod har den midt-og vestjyske region som den eneste oplevet et fald i optagne efterskoleelever på -1,42 procent.

Den gennemsnitlige størrelse for efterskoler er i 2022 134 elever.

I 2021 var gennemsnittet 132 elever per efterskole.

Der er 241 efterskoler i Danmark.