Fortsæt til indhold
Indland

Badedyr kaldt tilbage efter fund af kanyle

Badedyr er blevet kaldt tilbage, efter forældre fandt en kanyle i et badedyr, i forbindelse med deres datter var i bad.

En række farverige badedyr, som har kunnet købes i Netto-butikker over hele landet, er blevet kaldt tilbage.

Badedyrene er produceret af Nohro ApS og solgt i oktober 2021.

»Ud fra et forsigtighedsprincip tilbagekaldes produktet, da der er i et enkeltstående tilfælde er fundet en spids genstand inden i et produkt,« skriver virksomheden i pressemeddelelse.

Nohro ApS opfordrer derfor dem der har købt badedyrene til at kassere produktet eller levere legetøjet tilbage til butikken, hvor de er købt.

Man kan få pengene retur uden kvittering, skriver Nohro ApS.

Det hele begyndte med et Facebook-opslag.

Et par havde i weekenden fundet en kanyle i deres babys badedyr, efter at have stukket sig på badedyret, da badekaret skulle tømmes for vand.

Herefter skrev kvinden et opslag om oplevelsen for at advare andre, som har købt badedyret.

»Det er jo en stærk ubehagelig oplevelse at finde den her kanyle i et badedyr, men lige nu ved vi ikke, hvordan det er sket,« har kommunikationsdirektør hos Salling Group, som ejer Netto, Henrik Vinther Olesen sagt til Ekstra Bladet.