Fortsæt til indhold
Indland

Temperaturen stiger: Her er der varmest i Danmark lige nu

Dagen i dag kan blive den varmeste. Allerede nu er temperaturerne høje særligt et sted i landet.

Varmen breder sig i Danmark, hvor temperaturen i dag har nået nye højder.

»I dag kan måske gå over i historien, idet nogle prognoser antyder at en ny dansk varmerekord er inden for rækkevidde,« skrev vagthavende meteorolog hos DMI Anna Christiansson i sin daglige opdatering tidligere på dagen.

Dagens første varmerekord er da også faldet. Der er dog ikke tale om Danmarks højest målte temperatur nogensinde - den 47 år gamle varmerekord fra Holstebro, hvor der den den 10. august 1975 blev målt hele 36,4°C.

Den varmerekord, som ved 15-tiden onsdag måtte se sig slået, var imidlertid rekorden for den højeste temperatur målt en juli-dag nogensinde i Danmark. Der er således målt 35,6°C i Borris i Vestjylland. Den gamle lød rekord lød på 35,3°C og var 74 år gammel.

Temperaturen kan dog fortsat stige i løbet af dagen, og Danmarks varmerekord kan derfor stadig blive slået.

DMI har på forhånd peget på, at Store Jyndevad nær den dansk-tyske grænse kan blive stedet, hvor temperaturen i dag slår ny rekord.

»Store Jyndevad ligger nemlig lige i skudlinjen når sydøstenvinden sender den massive varme fra det europæiske kontinent op mod Danmark,« skrev vagthavende meteorolog hos DMI Anna Christiansson og understregede:

»En ting er i hvert fald sikkert, meteorologerne på DMI følger situationen med spænding.«

Aktuelt er der således varmest i vestjyske Borris, hvor tempetaruen altså kl. 15:12 blev målt til 35,6°C.

Den næsthøjeste temperatur finder man lige nu lidt nord for Borris i Mejrup, hvor der kl 15:12 blev målt 34,9°C.

Temperaturen ændrer sig løbende. Du kan selv følge DMI’s seneste temperaturmålinger her. Der kan være små udfald på DMI’s hjemmeside.

Artiklens emner
Vejret