Delfin fik kastet en flaske efter sig
En fisker valgte for få dage siden at kaste en flaske efter en delfin i farvandet ud for Thyborøn. Han fik en fyreseddel og blev meldt til politiet, mens delfinen ifølge eksperter nok er sluppet med chokket.
I farvandet ud for Thyborøn kan man være heldig at se delfiner boltre sig i vandet. Men både en delfin-safaribåd og naturfotograf Lars Mikkelsen fik mere at se, end de havde forventet, da de for få dage siden var ude på vandet.
Mens turisterne nød synet af delfinerne, valgte en ung fisker, der stod i forstævnen af en fiskekutter, at kaste en tilsyneladende fuld plastikvandflaske efter en delfin, beretter TV Midtvest.
Naturfotograf Lars Mikkelsen valgte at melde fiskeren til politiet, og rederen af fiskekutteren har taget afstand fra handlingen og fyret fiskeren.
»Jeg fatter ikke, at man bevidst går efter at skade et fredet dyr. Det svarer til, at man går ind i en zoologisk have og tyrer en vandflaske i hovedet på pandaen. Så gad jeg godt se, hvordan folk ville reagere,« siger Lars Mikkelsen til TV Midtvest.
Ifølge TV Midtvest har en kvinde fra delfin-safaribåden fanget hændelsen på video, men det er uklart om delfinen blev ramt af flasken.
Delfin har nok fået et chok
Hvis delfinen ikke nåede at dukke sig, burde en enkelt flaske i hovedet ikke have gjort stor skade, mener marinebiolog ved Kattegatcentret Rune Kristiansen.
»Jeg håber ikke, at delfinen blev ramt, men hvis den gjorde, ville det være det samme som, hvis vi mennesker fik en flaske i hovedet,« siger han.
Han gætter på, at formålet med at kaste flasken var at skræmme delfinen væk, da fiskeren og delfinen konkurer om de samme fisk. Det har nok ikke haft den ønskede effekt, da det chok, delfinen kan have fået, har været begrænset.
Om hændelsen vil udløse en bøde eller anden straf, er svært at svare på, siger Rune Kristiansen. Ifølge ham er det ikke utænkeligt, at det udløser en bøde at skræmme et fredet dyr, men der findes ikke mange eksempler på den type sager i Danmark.
Hvalekspert Carl Kinze mener, at det er vigtigt, at personer, der udviser dårlig og skadende adfærd over for vilde dyr, mærker konsekvenserne af deres handlinger.
»Det er jo det samme, hvis man kaster sten efter en hund. Det er en overlagt handling, som bliver brugt som underholdning, og det er ikke i orden,« siger han.
Carl Kinze er sikker på, at delfinen nok skal komme sig efter mødet med vandflasken. Han mener dog, at det er vigtigt at statuere et eksempel, så andre tænker sig om en ekstra gang, inden de gør noget dumt, som potentielt kan få delfinerne til at trække sig væk.
For at undgå at stresse eller genere vilde dyr opfordrer Rune Kristiansen til, at man holder god afstand, hvis man ser dem ude i naturen.
»Man skal hele tiden være opmærksom på vilde dyrs adfærd, men en god huskeregel er at holde 100 meters afstand, hvis man ser en delfin eller en sæl. Delfiner kan godt finde på at svømme tæt på en båd, og det skal man bare lade dem gøre. Ser man tilgengæld stilleliggende sæler på land, skal man holde god afstand,« siger han.