Giraffer og næsehorn reddet ud af brændende bygning i Københavns Zoo
Tidligt mandag morgen opstod der brand i et hjørne af girafstalden i Københavns Zoo. Branden er kommet under kontrol, og alle store dyr er i god behold.
Tidligt mandag morgen rykkede brandvæsenet og Københavns Politi ud til en brand i Zoologisk Have på Frederiksberg.
Vagtchef hos Københavns Politi Martin Kejberg fortæller, at politiet modtog anmeldelsen om branden mandag klokken 04.44, hvor der stak høje flammer op fra girafhuset.
»Vi konstaterer, at der er brand, og faciliterer en slukningsindsats derude og får tilkaldt dyrepassere, der får evakueret de store dyr. Der er tale om næsehorn og giraffer,« siger Martin Kejberg.
Klokken 7.45 er branden ifølge politiet under kontrol, men der forgår fortsat muligt slukningsarbejde.
Der er ingen indikationer på, at der har været tale om en kriminel handling. Derimod tyder alt på, at branden er opstået i nogle tekniske installationer i girafhuset, og at branden derefter har bredt sig gennem et ventilationsanlæg.
Ingen dyr skulle ifølge politiet være kommet til skade ved branden, og samme melding kommer fra Presse- og kommunikationschef Zoologisk Have København, Jacob Munkholm Hoeck.
»Der er nogle væverfugle, der bor under girafstaldens tag, som var noget stressede under branden, og som skal ses efter en ekstra gang af vores dyrlæge. Han vil ikke udelukke, at en enkelt eller to af dem har været så stressede, at de må aflives, men det er stadig uklart,« siger Jacob Munkholm Hoeck.
Pressechefen fortæller kort før klokken 8 til Jyllands-Posten, at branden har været under kontrol i mere end en time, men at efterslukningen stadig er i gang.
Branden har efter hans opfattelse kun fået fat i det hjørne af bygningen, hvor teknikrummet ligger, og Københavns Zoo kommer til at holde åbent som normalt mandag.
Men girafferne kan meget vel se frem til at skulle tilbringe i hvert fald et par nætter under åben himmel og altså uden deres hus.
Branden har krævet en større indsats fra Københavns Politi, der har været nødt til at afspærre den stærkt trafikerede Roskildevej uden for Zoologisk Have.
Men kort før klokken 8 lykkedes det politiet at indrette afspærringen på en måde, så der er ét farbart spor i begge trafikretninger, fortæller vagtchef Martin Kejberg.
Det er uvist, hvor længe politi og beredskab vil være på stedet.