Fortsæt til indhold
Indland

4 af 10 ved ikke, hvor nærmeste hjertestarter hænger

En stor andel af danskerne ved ikke, hvor de kan finde den hjertestarter, der er tættest på egen bopæl.

/ritzau/

Hver dag rammes 13 danskere af hjertestop uden for hospitalerne.

Mange kan genoplives, hvis personer på stedet bruger en hjertestarter. Fire ud af ti danskere ved dog ikke, hvor hjertestarteren nærmest egen bopæl hænger.

Det viser en undersøgelse foretaget af Gallup for Hjerteforeningen.

Ifølge administrerende direktør for Hjerteforeningen Anne Kaltoft er der behov for, at flere danskere ved, hvor hjertestarterne er.

- Ingen ved hvor eller hvornår et hjertestop rammer. Det kan være et hvilket som helst sted, og det er afgørende, at nogen træder til.

- Kan man indenfor de første 3-5 minutter skaffe en hjertestarter, er der større sandsynlighed for, at personen med hjertestop overlever. Ved man ikke, hvor den nærmeste hjertestarter er, ved man ikke i hvilken retning man skal løbe efter den, siger hun.

Ved de fleste hjertestop, er personer på stedet hurtige til at foretage livsvigtig hjertelungemassage, inden professionel hjælp ankommer.

Den hjertestopsramte persons chance for at overleve mere end fordobles, hvis der også bruges en hjertestarter.

Kun 30 procent af de danskere, der ved, hvor en hjertestarter hænger, kan nå at hente den indenfor de kritiske 3-5 minutter.

- Har man hjertestop cirkulerer blodet ikke rundt i kroppen og op til hjernen. Efter kort tid vil hjernen begynde at gå til grunde, siger Anne Kaltoft.

Derfor ønsker hun, at der sættes flere hjertestartere op, så danskerne får kortere vej til en hjertestarter.

- Der er plads til, at vi hænger nogle flere hjertestartere op. Det vil være godt, at der stort set alle steder med mange mennesker også er mulighed for at skaffe en hjertestarter indenfor kort tid.

Søndag den 24. april afholder Hjerteforeningen Landsuddeling, hvor der samles penge ind til flere hjertestartere. Det er dem, der samler pengene ind, der bestemmer, hvor hjertestarterne opsættes.

Bliver en person ramt af hjertestop, er det vigtigt at ringe 112 og begynde hjertelungeredning. Er flere personer til stede, kan en person løbe efter en hjertestarter, mens en anden fortsætter hjertelungeredningen.