Mobilselskaber donerer 20.000 simkort til ukrainske flygtninge
Teleselskaberne YouSee, Telia, Telenor og 3 donerer hver 5000 simkort til ukrainske flygtninge i Danmark.
Fire af mobilbranchens største selskaber i Danmark donerer 20.000 simkort til ukrainske flygtninge i Danmark.
Det skriver brancheorganisationen Teleindustrien i en pressemeddelelse.
Med simkortene følger et abonnement, som gælder til 1. juli.
Abonnementerne, der tilbydes, varierer fra selskab til selskab, men fælles for alle er, at der er fri tale og sms, fri data eller store datapakker og mulighed for at foretage opkald i Europa.
De fire selskaber er YouSee, Telia, Telenor og 3.
Røde Kors har modtaget 4000 simkort, mens landets kommuner står for at uddele resten af kortene.
Teleindustrien glæder sig over tilslutningen til projektet.
- Befolkningen i Danmark er enormt engageret i at hjælpe i denne helt ekstraordinære situation. Det er vi også i telebranchen.
- I erkendelse af, at vi er stærkere sammen, er jeg særligt glad for, at vi har kunnet samle mobiloperatørerne om dette initiativ, som med kommunernes og Røde Kors uvurderlige hjælp forhåbentlig kan gøre en forskel for dem, der i disse dage kommer til Danmark, siger direktør for Teleindustrien Jakob Willer i pressemeddelelsen.
De første simkort blev uddelt af Røde Kors torsdag aften på hovedbanegården i København.
Danske asylcentre har også modtaget simkort, mens kommunerne kan bestille simkort afhængig af behov.
- Det er tænkt som en starthjælp til dem, der er kommet til landet og skal etablere sig, fortæller Jakob Willer.
/ritzau/