Modige elever gjorde indtryk på kronprinsessen og chefredaktører
Der var både kongelige selfies og store temaer på dagsordenen, da skolelever blev hyldet for deres gode aviser.
Mod kommer i mange former. Det kræver mod at drage i krig som dansk soldat, men også at sige fra, når ens skolekammerat bliver udsat for mobning.
Netop ”mod” var temaet i årets Mediekonkurrence, hvor skoleklasser fra hele landet har idéudviklet, researchet og interviewet kilder for at lave deres helt egne aviser. Resultatet var masser af historier om dristige mennesker og tunge temaer som voldtægt, mobning og fængselsbetjentes barske hverdag.
Tirsdag blev vinderne af konkurrencen kåret ved et arrangement i JP/Politikens Hus, hvor også kronprinsesse Mary deltog.
I Jyllands-Postens kategori løb 8.C fra Nørre Boulevard Skolen i Holstebro og 7.C fra Hareskov Skole i Furesø Kommune med sejren. Juryen fremhævede, at Hareskov-eleverne havde lavet en flot og gennemarbejdet avis med levende historier om aktuelle emner såsom ordblindhed og krænkelser af kvinder.
Også Nørre Boulevard-eleverne fik ros for deres gode historier fra virkeligheden. Bl.a. fremhævede juryen klassens brug af en spørgeskemaundersøgelse til at afsløre, at hele 70 pct. af eleverne i fjerde klasse havde oplevet mobning.
En artikel, som gjorde indtryk på kronprinsessen.
»Den handler om modet til at sige nej til mobning. Når vi gør det, siger vi samtidig ja til det fællesskab, som handler om at skabe tryghed,« sagde hun.
Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen var overbevist om, at der gemte sig et par af fremtidens skarpe journalister i forsamlingen.
»Nysgerrighed og gode spørgsmål har ingen alder, og det er I et godt eksempel på,« sagde hun i sin tale til vinderne.
Ud over æren og en medalje om halsen fik vinderne 5.000 kr. til klassekassen. Også Politiken og Ekstra Bladets chefredaktører, Christian Jensen og Henrik Qvortrup, uddelte priser til vinderne i deres respektive kategorier.
Hele showet blev bundet sammen af rimsmeden og freestyle-rapperen Per Vers, mens musikeren Wafande fyrede op for festen, så selv kronprinsessen og chefredaktørerne fik armene i vejret foran scenen.
Bare giv den gas
15-årige Andreas Skov Kristensen fra Nørre Boulevard Skolen havde sammen med fire kammerater valgt at skrive om en dansk politimand, der har været med i Siriuspatruljen i Grønland. For dem var det en spændende og lærerig oplevelse at lave avis.
»Vi har lært, at man bare skal give den gas, også selv om det ikke er noget, man har arbejdet med før. Vi havde overhovedet ikke regnet med, at vi ville vinde,« sagde han.
Det var tredje gang, at kronprinsessen deltog kåringen, som i år var arrangeret af Mary Fonden, Mellemfolkeligt Samvirke og Østifterne i samarbejde med JP/Politikens Hus.
Hun roste elevernes produktioner for at vise, at mod ikke kun handler om at være frygtløs, men også om at turde stå alene eller blive såret – og alligevel komme fremad.
»Når jeg står her og ser ud over jer, ser jeg håb, forventninger, drømme, bekymringer, fejl, muligheder, lyst og kærlighed,« sagde hun.
»Ja, vi ser fremtiden.«