Fortsæt til indhold
Indland

Mette Frederiksen til demonstration: »Putin troede, at han kunne splitte os. Men det kan ingen«

»Vi skal styrke forsvaret,« lød det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der var blandt talerne ved demonstrationen ved det russiske ambassade.

»Putin troede, at han kunne splitte os. Men det kan ingen. Putin har undervurderet, hvor mange mennesker der lever i frihed,« lød det fra statsminister Mette Frederiksen, der var på talerstolen, da ca. 10.000 mennesker ifølge politiet søndag eftermiddag var samlet foran den russiske ambassade i København for at protestere mod invasionen af Ukraine.

»Europa og verden er forandret for evigt, efter at Ukraine blev brutalt angrebet. Der er krig i Europa mellem en aggressiv angriber og et fredeligt folk, mellem undertrykkelse og demokrati, mellem ufrihed og frihed. Det er derfor, vi er så mange her i dag,« sagde Mette Frederiksen.

Putin er den bølle, og bøllerne stopper først, når alle vi andre står sammen,
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Hun sagde, at hele Europa trues af Rusland.

»Ukraines fantastiske præsident Zelenskij har sagt det præcist og kort: ”Det, der sker nu, er lyden af et nyt jerntæppe, der sænker sig”. Beskeden fra København i dag er: Lad det være et jerntæppe, der lukker Putin inde, og som aldrig nogensinde lukker friheden ude,« sagde Mette Frederiksen.

I sin tale ved demonstrationen pointerede V-formand Jakob Ellemann-Jensen, at krigen skyldes »én mand, en despot med en adfærd som en mobber i skolegården, der er ligeglad med alle andre«:

»Putin er den bølle, og bøllerne stopper først, når alle vi andre står sammen, lød det fra Ellemann, der kaldte invasionen i Ukraine »et ubeskriveligt overgreb«

»Jeg foragter krig og hader slagsmål. Tag ikke fejl af det, men hvis man vil undgå slagsmål, skal man kunne sætte sig til modværge så tilpas voldsomt, at modstanderen overvejer sin skæbne og forholder sig i ro. Derfor må vi opruste i Danmark. Vi skal styrke forsvaret. Tyskland har meddelt, at man vil afsætte 2 pct. af bnp til forsvaret. Vi skal gøre det samme i Danmark, og vi skal gøre det nu,« sagde Venstres formand.

Demonstrationen var arrangeret af en række ungdomspartier og organisationer.