Covid-19: Spørgsmål og svar om coronapas, pcr-test, vaccine og coronatal
Få svar på læsernes egne spørgsmål om bl.a. coronapas-gyldighed, tredje stik og svar på coronatest.
Hvor lang tid går der, fra man er smittet, til det kan påvises i en test?
Der går noget tid, fra man er blevet smittet, til infektionen er ”slået an”, og der er virus til stede i svælget, som kan påvises med en test.
Efter smitte går der 3-8 dage, før virus kan påvises med pcr-test, og derfor skal nærkontakter tage en hurtigtest hurtigst muligt og testes på fjerde- og sjettedagen for udsættelsen af smitte.
Der har været skiftende regler for, hvem der er nærkontakter, og hvordan diverse former for kontakter skal forholde sig. Læs de nyeste retningslinjer her.
Hvor længe kan man risikere at teste positiv i en pcr-test efter overstået smitte?
En pcr-test vil som regel fortsat være positiv 2-3 uger efter smitte, men kan også være det efter 6-8 uger.
Kan man teste, om man stadig smitter, når et coronaforløb afsluttes?
Nej, det kan man ikke blive testet for. Det anbefales, at smittede med symptomer holder sig isoleret til 48 timer efter symptomophør, og at smittede uden symptomer isolerer sig i syv dage, efter den positive test blev taget.
Udvikles der nye vacciner, når nye virusvarianter gør, at de oprindelige vacciner har ringere virkning?
Covid-19-vaccinerne tilpasses, når virus muterer. EU-Kommisionen har ændret den lovgivningsmæssige procedure for fremskyndelse af godkendelse af vacciner. Kommissionen skriver på sin hjemmeside, at »vi tror på, at det bliver muligt hurtigt at udvikle og godkende tilpassede vacciner. Afhængigt af den anvendte platformsteknologi kan det tage fra 3-4 måneder til 6-9 måneder at foretage de nødvendige tilpasninger.«
Medicinalselskabet Pfizer/BioNTech regner f.eks. med at have en coronavaccine tilpasset omikron-varianten klar til marts 2022. WHO udnævnte den 26. november 2021 omikron-varianten til en covid-19-variant, der skulle holdes særligt øje med.
Får man automatisk coronapas igen efter konstateret smitte?
Dit gyldige coronapas forsvinder automatisk i appen, når man bliver testet positiv for corona. Men det kommer igen efter 14 dage. Ifølge retningslinjerne må man dog ophæve sin selvisolation 48 timer efter, at symptomerne er forsvundet, og hvis du ikke har haft symptomer, må du ophæve isolationen syv dage efter, din test er blevet taget. Det betyder altså i begge tilfælde, at du kan få nogle dage uden gyldigt coronapas.
Hvor mange indlagte er vaccinerede?
De fleste indlagte er uvaccinerede, dernæst følger gruppen der ikke er fuldt vaccinerede, mens den mindste gruppe af indlagte er færdigvaccinerede. Udviklingen kan løbende følges hos Statens Serum Institut her.
Hvor mange af de smittede er vaccineret, og hvor mange er ikke vaccineret?
Pr. 20. december 2021 udgør uvaccinerede personer 201,2 af de konstaterede smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere, mens personer der har fået såkaldt ”forventet fuld effekt” af vaccinerne udgør 154,4 pr. 100.000. Men i reelle antal konstaterede smittede personer så fylder gruppen af vaccinerede mest, idet flertallet af befolkningen er vaccineret. Disse tal opdateres dagligt hos Statens Serum Institut.
Beskytter covid-19-vaccinerne mod smitte eller alvorligt sygdomsforløb?
Analyser har vist, at vaccinerne giver en høj beskyttelse mod at blive smittet med covid-19, men at smitte fortsat er en risiko også for vaccinerede. Analyser viser også, at beskyttelsen mod et alvorligt sygdomsforløb, der fører til indlæggelse, er endnu bedre, som Statens Serum Institut har formuleret det.
Hvor længe er coronapasset gyldigt, når man har fået første og andet stik?
Sundhedsstyrelsen anbefalede pr. 9. december 2021, at coronapasset fremover kun skal gælde i syv måneder efter andet stik for alle over 18 år. Coronapasset forlænges efter revaccination.
Hvor kan man indberette mulige bivirkninger af covid-19-vaccinen?
Hvis du oplever mulige bivirkninger af covid-19-vaccinen, kan du indberette det til Lægemiddelstyrelsen. På denne side kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig samt finde den blanket, du skal udfylde.
Hvor mange er døde med covid-19 i Danmark?
Antallet af smittede, indlagte og døde opdateres dagligt i denne tabel:
Kan man vælge at få Pfizer i tredje stik, selv om man har fået Moderna i de to første stik?
Nej. Man skal vaccineres med samme vaccine, som man er blevet ved de to første stik. Men hvis man skal have første stik, kan man nu frit vælge, hvilken vaccine man ønsker at få.