Fortsæt til indhold
Indland

Guide: Hvor finder du det flotteste julelys i Viborg

Vi søgte, og I fandt. Her guider vi dig til den bedste julebelysning i byens mørke vintertid. Tag dine kære under armen og nyd de kreative lyskreationer rundt om i byen, når vi hylder byens bedste.

Når vintermørket føles uendeligt, findes der ikke noget bedre end at kompensere for det svigtende dagslys ved at pakke alt fra vinduer til tag, garage, hække, buske og træer ind i tusindvis af små, funklende stjerner.

Det synes vi i hvert fald her på JP Viborg, og derfor satte vi, sammen med jer læsere, jagten ind på byens absolut bedste oplevelser, når det kommer til de tindrende julelys i mørket.

Vi skulle ikke lede længe, og nu er den her altså. Den ultimative guide til julelys i Viborg:

Holstebrovej 146 lyser op fra Viborg til Holstebro

For Casper Munch på Holstebrovej 146 var idéen, at folk skulle få glæde af lysene på vej til eller fra Holstebro. Og der er nok at få glæde af som forbipasserende til julelandskabet, der tæller både lysende dyr og julegaver.

Holstebrovej 146, 8800 Viborg. Foto: Casper Munch

Se flere billeder her.

Tag forbi julefesten på Boghvedevej

Martin Henriksens Boghvedevej kan umuligt overses i vores guide, og det er da også den adresse, som de fleste nævner i vores efterlysning på Facebook.

Og det er også blevet en hel turistattraktion, fortæller han her til JP Viborg, som selvfølgelig måtte lægge vejen forbi.

Boghvedevej. Foto: Emma Amalie Oxenbøll

Se flere billeder fra Boghvedevej og læs portrættet af Martin Henriksen i artiklen herunder.

Wow på Høgevej 32

»Wow« og »fedt der er nogen, der sørger for at lyse Viborg op,« lyder det om lysene på Høgevej i kommentarsporet til vores facebook-opslag.

Og det skal vi ellers love for, at Christian Bitsch sørger for på Høgevej 32. Han skriver selv i opslaget på Facebook, at han har holdt sine lysinstallationer i varme farver.

Høgevej 32, Bruunshåb. Foto: Christian Bitsch
Der er hvid jul på Rosmarinvej 48

Hos Nikolaj Cramer Jessen på Rosmarinvej bliver det hvid jul uanset, hvad vejrudsigten lover. Det sørger snemanden i forhaven for, selvom det meste af sneen er forsvundet for nu.

Rosmarinvej 48, Viborg. Foto: Nikolaj Cramer Jessen

Se flere billeder her.

Juletræet står klar på Klostermarken

Ved Overlund Skole i rundkørslen på Klostermarken har Gitte Würtz Henneberg pyntet havens nåletræ op til jul.

Ved Overlund Skole, rundkørslen ved Gl. Randersvej, Klostermarken. Foto: Gitte Würtz Henneberg
Holstebrovej 170 ligner et vaskeægte juleeventyr

»Klart et godt bud på byens bedste belysning«, lyder det og flere stemmer i nedad i facebook-tråden. Johnny-Doktor Nielsens nydeligt udsmykkede tage og gavle på gården, lader til at falde i manges smag.

Så glem ikke at svinge forbi, når du kører ad Holstebrovej, der byder på flere perler.

Holstebrovej 170, 8800 Viborg. Foto: Johnny-Doktor Nielsen