Analyse: Udflytning af uddannelser er svær for både universiteter og politikere
Når universiteter og professionshøjskoler i disse uger melder ud, hvordan de vil lukke og udflytte uddannelser i de fire største byer, er det både en armlægning med politikerne, en balance og det muliges kunst.
I uddannelsesverdenen er man sjældent begejstret, hvis politikerne vil bestemme alt for meget over, hvordan et universitet eller en professionshøjskole skal køres, hvilke studerende der skal gå der, hvad de skal undervises i, og hvor undervisningen skal foregå. Det kan man godt selv finde ud af.
Selv om der senest i Jyllands-Posten har lydt mere forsonende toner, har universiteternes rektorformand, Anders Bjarklev, da også været usædvanlig skarp og kritisk i sin retorik, når han har kommenteret sommerens folketingsbeslutning om, at op mod 10 pct. af studiepladserne i København, Aarhus, Odense og Aalborg lukkes eller udflyttes frem mod 2030.
Beslutningen skal bremse mange års tendens til, at de unge i massevis strømmer til storbyerne for at læse.
Beslutningen skal bremse mange års tendens til, at de unge i massevis strømmer til storbyerne for at læse og for senere efter endt studie at slå sig ned i byerne mere permanent. Men øvelsen er dyr, og Danmark risikerer at miste højt uddannet arbejdskraft, fordi færre vil tage en uddannelse, lyder kritikken.
De danske universiteters økonomi og udbud af uddannelser reguleres bl.a. efter taxameterordningen, der sikrer universiteterne penge afhængigt af, hvor mange studerende de får igennem. En dimensionering lægger et loft over optaget på en række uddannelser, som har haft overledighed. Gennem årene har politikerne og universiteterne taget diverse armlægninger om reformerne.
For næsten fire år siden formulerede Anders Bjarklev, der også er rektor på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, det f.eks. på denne måde, da en undersøgelse viste, at der samfundsøkonomisk var mange penge at tjene på at uddanne ingeniører frem for humanister:
»Jeg er ikke den store tilhænger af en hel masse centralt styret dimensionering.«
Året forinden sagde han, da den daværende uddannelses- og forskningsminister var i færd med at løsne nogle af de administrative spændetrøjer på universiteterne:
»Jeg håber og har en forventning om, at ministeren vil rydde op i noget af den her detailstyring.«
Ny detailstyring
Nu har uddannelsessektoren så fået ny detailstyring. Men i universitetsverdenen ved man dog også godt, at det i sidste ende er dem, der betaler, som bestemmer. Og det er sådan, at det er staten, der betaler for uddannelsen af de unge.
Det er i det lys, at man nu skal vurdere de planer, som de første universiteter og professionshøjskoler har udarbejdet for at leve op til politikernes beslutning.
Planerne skal afleveres senest den 12. januar og leve op til ønskerne hos dem, der bestemmer. Men de skal også hænge økonomisk sammen samt sikre, at det enkelte universitet eller professionshøjskole har tilstrækkelig søgning og stærke forsknings- og studiemiljøer.
Det er for universiteterne en balancegang og kan være forklaringen på, at der barsles med lukning af mange studiepladser. Og at f.eks. DTU og en professionshøjskole som VIA University College stadig holder det meste af udflytningen inden for en overskuelig afstand af hovedcampus.
DTU flytter f.eks. de fleste studiepladser til Risø nord for Roskilde. Så her kan man sagtens læse, mens man bor i København. Mens VIA University College beholder en meget stor del af deres udflyttede pladser i Østjylland. Altså i en overskuelig afstand fra Aarhus.
En svær opgave
Det er landspolitikerne, der i sidste ende skal vurdere, om universiteterne og professionshøjskolerne lever op til ambitionerne. Eller om de skal laves om, fordi de f.eks. lukker for meget og flytter for lidt.
Men under alle omstændigheder er det en utrolig svær opgave, politikerne har givet sig selv på. At påvirke hvor unge skal læse, og hvor de skal bo.
I årevis har politikerne uden den store effekt forsøgt at få unge til at vælge erhvervsuddannelser frem for gymnasiet. Det er også løbende uden det store held forsøgt at få unge til at tage den videregående uddannelse decentralt. Mens det f.eks. kan kræve et højt karaktergennemsnit at komme ind på en uddannelse i de store byer – står tilsvarende studiepladser ofte tomme i de mindre.
De kommende år vil vise, om politikerne denne gang får held med at styre de unge i en bestemt retning både geografisk og i forhold til uddannelse.
Og om den nye uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen, efter Socialdemokratiets katastrofale kommunalvalg i netop de fire store byer står fast. Senest har han i DR’s ”Deadline” holdt fast i planen og hovedbudskabet om adgang til uddannelse og arbejdskraft i hele landet.