Fortsæt til indhold
Indland

Horsens-familie og Michael Mortensen er med på liste over Danmarks 100 rigeste

Familien bag kølervirksomheden K. Nissen hopper et par pladser op, mens byggerigmand Michael Mortensen gør comeback på listen over de 100 rigeste i Danmark.

Familien Nissen, der står bag kølervirksomheden K. Nissen, og byggerigmanden Michael Mortensen er begge blandt de 100 rigeste familier i Danmark.

Det fremgår af en ny liste, som Økonomisk Ugebrev har lavet over landets 100 rigeste. Tidligere er det Berlingske, der har stået bag listen.

Familien Nissen indtager listens plads nummer 66 med en formue på 2,8 mia. kr. Dermed rykker Nissen-familien to pladser frem i forhold til sidste års liste. Desuden er deres formuer også steget fra 2,2 mia. kr., fremgår det af listen.

Kølervirksomheden blev etableret i 1921 af Julius Nissen og var frem til 2017 familieejet. Herefter blev den solgt til en kapitalfond. Familien er stadig medejer og Alan Nissen er næstformand i bestyrelsen.

Ifølge Økonomisk Ugebrev består hovedparten af familiens formue af midler fra tidligere delvise salg af kølerkoncernen.

Formuen er steget

Tre pladser under familien Nissen - på 67. pladsen - finder man Michael Mortensen. Han har ifølge Økonomisk Ugebrev en formue på 2,7 mia. kr. Casa A/S-stifteren er ny mand på listen, men det er ikke første gang, han er at finde på den. Han var på listen første gang tilbage i 2015 og har været inde og ude af den. Sidste år var Michael Mortensen ikke med, men ligger nu et godt stykke over nummer 100, Morten K. Larsen fra Euro Steel, der har en formue på 1,7 mia. kr.

Michael Mortensens formue tog i 2020 et hop opad. Det skyldes bl.a. et delvist frasalg af Casa Group til en tysk kapitalfond.

På sidste års liste var Schur-familien også med. De lå nummer 100 med en formue på 1,3 mia. kr. I år er grænsen for at komme på listen altså steget til 1,7 mia. kr.

Lego-familien Kirk Kristiansen topper listen over de 100 rigeste danskere. Ifølge Økonomisk Ugebrev har familien Kirk Kristiansen en formue på 322,5 mia. kr. I top tre finder man desuden familien Holch Poulsen, der står bag Bestseller, samt familien Louis Hansen, som tjener sine penge på Coloplast, der laver medicinske hjælpemidler. De to familier har en formue på henholdsvis 134,6 mia. kr. og 80,7 mia. kr.

Hele listen kan hentes her.

Artiklens emner