Fra skov til naturnationalpark? »Hvis der ligger et dyr på en mountainbikerute, håber jeg, at bremserne virker«

De er der alle sammen. Fuglekiggere. Spejdere. Hestefolk, løbere, vandrere. Landmænd, forældre. Lokalpolitikere. Pensionister, mountainbikere og en enkelt hund.

Tanken om, at Pamhule Skov, deres skov, skal hegnes ind, forekommer uvirkelig – i hvert fald for den langt overvejende del af de godt 100 mennesker, som bevæger sig ubesværet gennem efterårsløvet, mens de hører skovrider Inge Gillesberg fortælle om regeringens planer for naturnationalparker.

Pamhule Skov ved Haderslev er på bruttolisten over de steder, hvor miljøminister Lea Wermelin gerne vil have en. Sat på en meget kort form skal en naturnationalpark hegnes ind. Store dyr som elge, køer eller heste skal gå frit rundt inden for indhegningen og æde den føde, som de finder. Alt sammen for at »styrke biodiversitet ved at skabe store, sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på egne præmisser«, som Lea Wermelin formulerer det.

I Haderslev har de taget kampen op.

»Det nytter ikke at møde store dyr herinde,« mener Signe Marie Plenge.

Hun er mountainbiker og koordinator for de 21 lokale foreninger, som har protesteret mod planerne om en naturnationalpark.

»Vi respekterer både hinanden og naturen. Vi hjælpes ad med at holde den gode stemning i skoven,« siger hun.

Hør Signe Marie Plenge forklare, hvorfor hun synes, at en det er en dårlig idé at omdanne Pamhule Skov til en naturnationalpark:

En Noas ark for dyr og planter

Skovrideren lægger ud med at understrege, at det ikke er hende, som træffer afgørelsen.

Den beslutning tages på Christiansborg. Og det er da også her, fjernt fra Pamhule Skov, at et politisk flertal bestående af regeringen, støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale samt Alternativet har besluttet, at Danmark skal have naturnationalparker. 15 stk. for at være helt præcis.

Pamhule Skov er i konkurrence med 20 andre områder og er rent biologisk et noget nær ideelt bud på en naturnationalpark. Men på et punkt adskiller skoven ved Haderslev sig ikke væsentligt fra de andre: Modstanden mod at sætte store græssende dyr ind bag hegn i de danske skove har vist sig mere sejlivet end de glade toner, der lød fra politikerne, da de for et år siden indgik aftalen:

»Det er godt nyt for dyr og planter og for alle os, som kan se frem til at gå på opdagelse i en mangfoldig natur,« mente Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet.

I Pamhule Skov vil de gerne gå på opdagelse i en mangfoldig natur, men de er ikke meget for at skulle balancere med cykler, barnevogne, heste eller bare sig selv i Noas ark.

Slut med skovdrift

Høje graner knejser på stiens højre side. De skal væk, forklarer Inge Gillesberg. Eksotiske graner som Douglas skal fjernes, grøfter skal lukkes og erstattes af vandhuller.

»Bindegalt,« mumler en af naboerne.

»De er så kloge på Sjælland,« kommenterer en anden, mens en tredje vil vide, om alle træer fældes på én gang? Det skal de. Kun et par løvtræer får lov at stå tilbage i det område af skoven.

»Jeg er tilhænger af biodiversitet, skovdrift og adgang til statsskoven. Men jeg er modstander af fanatisme, hvor man påstår, at naturen snart forsvinder. Det er desværre den slags mennesker, der sidder og regerer i dag. De ødelægger det, som generationer har opbygget,« mener Lars Mikkelsen, som er en lokal landmand.

For snart 10 år siden fik han afslag på at lade sine kreaturer afgræsse nogle af de arealer, som nu er på spil.

»Hegning til skovgræsning må ikke forringe mulighederne for offentlig færdsel og ophold,« stod der bl.a. i det afslag, som Naturstyrelsen udsendte i 2012.

Får Pamhule Skov stemplet som naturnationalpark, er det slut med skovdrift, og når skovhuggerne ikke kommer ind med motorsave og maskiner for at holde skoven i ave, skal der andre metoder til.

De er levende, har fire ben og skal græsse i skov og lysninger. Krondyr, dådyr, stude kunne være et realistisk bud i Pamhule Skov. Men der er også dem, som vil gå videre. Naturen skal være vildere, og det kræver store dyr at vælte store træer. Forslag om at importere skovelefanter eller andre store dyr figurerer i debatten om at genskabe den vilde natur i Danmark.

Af en videnskabelig rapport fra Aarhus Universitet, Biodiversitetseffekter af Rewilding, som udkom tidligere i år, fremgår det, at rewilding hviler på en biologisk forståelse af selvforvaltende økosystemer som den optimale forvaltningsmodel for biodiversiteten. Rapporten har en lang liste over »relevante arter af store planteædere for rewilding i Danmark«: skovelefant, steppenæsehorn, skovnæsehorn, vandbøffel, elg og europæisk æsel nævnes på linje med bæver, vildhest, krondyr, dådyr og rådyr.

Uanset om det er elefanter, hjorte eller køer, er et faktum ikke til at komme udenom.

»Afgræsning er en afgørende faktor,« fastslår Inge Gillesberg.

Skal lære at omgås dyr

Skovrideren mener, at det skal være dyr, som passer ind i Danmark, og at der allerede i Danmark findes en bred vifte af arter, som er egnede. Hun mener også, at der ligger en proces forude i simpelthen at lære at omgås store dyr.

»Flere er flyttet til byen, og det betyder, at naturlig omgang med dyr er dalende,« siger hun og pointerer, at de dyr, som sættes ud, ikke skal være opsøgende i forhold til mennesker.

Inge Gillesberg kan dog godt forestille sig situationen, når en mountainbiker kommer susende ned ad bakken, og der ligger en ko på sporet:

»Hvis der ligger et dyr på en mountainbikerute, håber jeg, at bremserne virker,« siger hun og tilføjer, at det samme jo gør sig gældende, hvis sporet er blokeret af et væltet træ.

Signe Marie Plenge forstår ikke logikken. Et væltet træ kan man advare andre om, indtil det bliver fjernet. Med en ko er det anderledes. Hvem ved, hvornår den flytter sig, og hvor den lægger sig næste gang, anfører hun.

Inge Gillesberg fortæller, at udsatte bisoner på Bornholm er blevet et tilløbsstykke.

En tilhører har hørt godt efter det med granerne og om, hvordan kun sorter, som hører naturligt hjemme i den danske til nød den europæiske natur, skal have lov at gro.

»Bisoner er jo ikke hjemmehørende i Danmark,« råber han.

Skovrideren forsikrer, at der ikke er planer om at indføre bisoner i Pamhule Skov.

»Hvad med får?« foreslår en anden.

De er, viser det sig, ikke egnede til opgaven. Inge Gillesberg forklarer uddybende, at hvis der sættes krondyr ud, skal hegnet være stort, omvendt vil det være mindre, hvis det handler om heste og kreaturer. Ligesom på Mols Laboratoriet, som Inge Gillesberg kalder et virkelig fint område.

Men det er der delte meninger om.

Sultne heste på Mols

Mange har fulgt med i debatten om de 22 vilde heste på Mols og om, hvorvidt de havde nok at leve af bag deres hegn, da vinteren satte ind og gjorde det sværere at finde føde på deres tilgængelige 120 ha under Mols Laboratoriet. Her har den kendte naturvejleder Morten D.D. Hansen base.

Sammen med Rune Engelbreth Larsen, forfatter til bogen ”Danmarks genforvildede natur”, som handler om »vilde naturlandskaber med genudsatte nøglearter uden motorsavenes larm i skovene«, har han drevet på for at få naturnationalparker. Morten D.D. Hansen har fastslået, at »dyrene skal ikke fodres i naturnationalparkerne. Ellers kan det hele jo være lige meget. Så er det bare naturpleje, som vi kender det i forvejen«.

En af grundene til, at Venstre stemte imod ”L229 Forslag til lov om ændring af naturbeskyttelse, lov om skove, dyrevelfærdsloven, lov om mark og vejfred og færdselsloven (adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.)”, er frygten for, at de udsatte dyr lider overlast. Med i pakken er nemlig, at dyrevelfærdsloven lempes således, at det er bestanden som sådan og ikke det enkelte dyr, som skal tilses.

»Vi er modstandere af, at der laves lempeligere regler for staten end for andre lodsejere,« forklarer Jacob Jensen, miljøordfører for Venstre.

En rytter kanter sig uden om flokken af mennesker, som smågrinende konstaterer, at det var da en anskuelse i mødet mellem dyr og menneske.

»Hvad med dyrenes arbejdsforhold?« spørger en kvinde.

Gillesberg svarer, at der ikke kun er én model for at udsætte dyr.

Men har nogen tænkt over, hvem der har ansvaret, når børn lukkes ind bag hegnet?

Det vil Karen Melin, mor til islandshesterytteren Freja Kirstine, vide.

Hvem har ansvaret

Personligt vil Karen Melin ikke lade sin datter ride alene sammen med fritgående kreaturer i en indhegnet skov.

Signe Marie Plenge har svært ved at forestille sig, hvordan hun kan stå med ansvaret for de små mountainbikere, hvis de skal styre uden om vilde planteædere. Danmarks Cykle Union har i et høringssvar afvist idéen om indhegnede naturnationalparker og spurgt, hvad det betyder, når man færdes i de indhegnede områder »på eget ansvar«: Vil en træner stå med ansvaret, hvis der indtræffer en ulykke? Og hvad med spejderlederen, pædagogen, læreren og de mange frivillige foreningsledere? spørger De Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), som peger på, at der allerede er sket ulykker med kvæg, der har angrebet borgere på Naturstyrelsens arealer.

I 2017 blev en mand trampet ihjel af en ko i Sønderjylland, i sommer blev en kvinde livsfarligt kvæstet efter at være trampet ned af naturplejekvæg på Helgenæs. Ifølge DGI viser det »tydeligt, at en gåtur med familien hurtigt kan udvikle sig til en livstruende situation, og at ingen i efterspillet vil tage ansvar«.

Inge Gillesberg advarer mod at lytte til det, som hun betegner som »frygtscenarier«.

»Når de første naturnationalparker sættes i gang, får vi andre erfaringer,« spår hun.

DGI’s udsendte repræsentant, Carsten Jensen, slår fast, at DGI står 100 pct. bag de lokale foreninger. Han forstår godt, hvis borgerne er ved at køre træt. Den ene dag får de at vide, at de skal leve med støjende F35-jagere, den næste med en motorvej og den tredje med vindmøller. Nu er det så naturnationalparker.

»Folk får opfattelsen af, at de tromles ned,« siger han og henviser til de mange kommuner, der har takket nej til at huse en naturnationalpark.

Borgmestre protesterer

Blandt dem, som har protesteret mod naturnationalparkerne, er borgmestre fra både Socialdemokratiet og De Radikale, som ellers er med i forliget.

Ulla Vestergaard er socialdemokratisk borgmester i Thisted Kommune, hvor to steder er i spil: Vester Thorup og Nationalpark Thy.

Hun har for nylig sendt et brev til Lea Wermelin. Heri understreger hun, at planerne om naturnationalparker går imod de flestes vilje i Thy, hvor man i flere år har arbejdet på at brande Nationalpark Thy.

»Giv os tid! Ikke blot to måneder, men i stedet to år. Lad os vise, at vi kan lave og udrulle en plan for øget biodiversitet. En plan lavet i samarbejde med alle – og så skal vi nok levere,« skriver Ulla Vestergaard, som i lighed med flere andre borgmestre og interessenter kritiserer, at der har været alt for lidt tid til at forholde sig til de vidtrækkende planer om naturnationalparker.

Den radikale borgmester Leon Sebbelin i Rebild Kommune har kaldt høringsfasen for »en ren skueproces«.

»Jeg er bekymret for, at man får truffet beslutninger, der er forhastede,« siger han og afviser, at Rold Skov er egnet som naturnationalpark.

I Jammerbugt Kommune undrer borgmester Mogens Christen Gade (V) sig over, at Bulbjerg står på bruttolisten. Her er man allerede i gang med at etablere naturnationalpark i Tranum, som ifølge borgemesteren udvikler sig til noget helt andet end det, som kommunen forestillede sig.

»Det er en kæmpe udfordring, og nu vil man så have projekt nummer to i vores kommune. Så skal vi kæmpe,« lyder det.

Lokalpolitikere, ryttere, cyklister og landmænd er ikke de eneste, som er skeptiske. Også store statslige aktører har meldt sig i koret.

Frygt for kulturlandskabet

I sit høringssvar skriver Energistyrelsen, at høringsfristen har været meget kort. Energinet bemærker, at der ikke er taget hensyn til energiforsyningsanlæg i planerne, for eksempel at Blåbjerg Plantage er et knudepunkt for ilandføring af både nuværende og planlagte transmissionsanlæg for el og gas samt strøm fra havvindmølleparker, hertil kommer, at Energinet »har behov for at kunne tilgå ethvert anlæg til enhver tid på døgnet«, som det formuleres. Det betyder, at teknikerne skal kunne rykke ind »med de nødvendige maskiner«.

Midt i oktober blev Blåbjerg Plantage strøget fra bruttolisten sammen med området omkring Nyminde, Skallingen og Ho Plantager.

De ligger i eller i tilknytning til det store øvelsesområde ved Oksbøl, som Forsvaret benytter. Af høringssvaret fra Forsvarsministeriet fremgår det, at der i udpegningen af mulige naturnationalparker ikke er taget hensyn hverken til militære øvelser, eller at der i statsskovene er placeret militære depoter, bunkere og andre installationer.

Slots- og Kulturstyrelsen er betænkelig over at omdanne Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i Nordsjælland til en naturnationalpark.

»Hellebæk er antagelig et af de vigtigste præindustrielle kulturlandskaber i det nuværende Danmark fra Renæssancen,« anfører Slots- og Kulturstyrelsen, som frygter, at udsatte dyr kan beskadige fortidsminderne.

Områderne ved Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn er nu indskrænket, men står fortsat på Miljøministeriets bruttoliste.

Tusmørket sænker sig omkring Pamhule Skov. En sølvhejre passerer netop, som Carsten Ørnholt, pensioneret statsskovrider, tager ordet. Han erindrer, hvordan natursynet er skiftet. For 200 år siden gik man målrettet til værks for at jage kreaturer ud af skovene, og der blev sat turbo på skovdriften. Til bindingsværk, til ligkister.

»Nu er det så biodiversitet, som det drejer sig om,« konstaterer han og mener selv, at det må være muligt at indrette skovene, så der både kan produceres træ og værnes om dyr og natur. Ifølge Ørnholt er det først nu ved at gå op for befolkningen, hvilken kæmpe forandring det vil være, hvis planerne om at udlægge 75.000 ha til naturnationalparker og urørt skov gennemføres.

»Vi kan ikke føre dansk natur 1.000 år tilbage. Vi er altså lidt flere end et par hulemennesker,« siger Carsten Ørnholt, som mener, at der skal produceres træ i de danske statsskove.

»Der er øretæver i luften,« siger han henvendt til de syv skovgrønne repræsentanter fra Naturstyrelsen.

Naturelsker glæder sig

Inge Gillesberg tager igen mikrofonen og bevæger sig lidt væk fra den hvide VW Golf, som transporterer højttaleranlægget rundt på ruten. Hun henviser til Skjern Å, som først blev rettet ud og siden ført tilbage til sin slyngede form.

»Ja, ting laves om, politikerne må træffe beslutningen om, hvad der er det rigtige på det rigtige tidspunkt. Og det kan man ikke tage historien til indtægt for,« siger hun og forsikrer forsamlingen om, at der bliver lyttet til alle argumenter.

De bliver også noteret ned ligesom ved de andre naturvandringer, som gennemføres fra Skagen Odde i nord, Sydlangeland i syd, Husby Klitplantage ved vestkysten og Bidstrup Skovene omkring Lejre på Sjælland. I løbet af november er der mulighed for at besigtige alle 21 områder på bruttolisten. Når nogen siger, »har I tænkt over, om ...«, lyder svaret fra skovrideren, at stort set alle argumenter er gennemtrevlet:

»Jeg kan love jer for, at alle for’er og imod’er har været vendt. I har ikke opfundet en eneste vinkel, som ikke har været vendt og drejet,« siger Inge Gillesberg.

Det bekræftes af en ung mand iført en strikhue med et stort Ø: Rasmus Vestergaard Madsen er medlem af Enhedslisten og var indkaldt som suppleant til Folketinget, netop som forliget om »et historisk løft til den danske natur blev indgået«. Danmark har en kæmpe biodiversitetskrise. Med naturnationalparkerne går man den rigtige vej, mener han.

Færre insekter i naturen

Lyden fra et F16-jagerfly får alle til at tie. Skoven ryster, og da stilheden igen lægger sig, bliver den brudt af Erling Sørensen, som mener, at det er på tide, at også tilhængere af projektet har noget at skulle have sagt. Han er vandrer og ornitolog.

»Vi er rigtig mange, som synes, at det er en god idé,« siger han.

På det punkt støttes han af Danmarks Naturfredningsforening, som betegner sig som Danmarks største grønne organisation med 130.000 medlemmer, og som var begejstret, da regeringen i foråret udpegede Almindingen, Stråsø og Tranum til kommende naturnationalparker. Sammen med Gribskov og Fussingø udgør de den første stamme på fem. I december træffes der efter planen beslutning om, hvor de sidste 10 skal placeres.

Erling Sørensen er tidligere reklamechef ved Gram Køleskabe, nu pensioneret og peger på, at Danmark har oplevet en tilbagegang af insekter, at man for 15-20 år siden knap kunne se ud ad bilruden, fordi den var fyldt med døde insekter:

»Det sker ikke mere,« konstaterer han.

For Erling Sørensen er Pamhule Skov nærmest ideel som naturnationalpark.

»Vi går alle ind for biodiversitet, men når det er i baghaven, trækker vi os tilbage,« mener han.

Hør Erling Sørensen forklare, hvorfor han synes, at en det er en god idé at omdanne Pamhule Skov til en naturnationalpark:

»Skovelefanter er urealistiske«

Flokken fortsætter gennem den del af Pamhule Skov, som ligger hen som urørt skov. Her guider Erling Sørensen gerne grupper på de vildnatur-ture, som han er med til at arrangere. Bækken risler, og væltede træstammer fungerer som broer over vandløb i det kuperede landskab. Erling Sørensen holder af en mangfoldig natur og mener, at det bare giver endnu bedre oplevelser, når man færdes i skoven, hvis dyrene lukkes ind, og det hele får lov at passe sig selv:

»Skovelefanter er urealistiske, men ellers har jeg ikke begrænsninger,« siger han.

Lea Wermelin er enig.

»Skovelefanter taler vi ikke om,« siger hun og beklager, at debatten især på sociale medier er blevet noget vild.

»Udgangspunktet er, at vi udsætter hjortevildt, stude og heste. Elgene i Gribskov i Nordsjælland bliver det mest eksotiske,« siger hun og fastslår, at det ikke er et spørgsmål, om Danmark får naturnationalparker. Spørgsmålet er, hvor de kommer.

»Naturnationalparker er en hjælpende hånd til en mere spændende natur, og vi skal også sikre masser af plads til friluftslivet. Det er et spørgsmål om at finde gode lokale løsninger,« lyder det fra Lea Wermelin, som forsikrer, at der ikke findes en løsning, som skal bruges overalt, men at hegn som udgangspunkt er nødvendigt for at holde de græssende dyr inde:

»Vi har tusindvis af hegn i Danmark. Men der er ikke en opskrift, som passer til alle,« siger hun.