Red Barnet fraråder adskillelse af evakuerede familier
Hvis evakuerede mødre og deres børn adskilles ved ankomst til Danmark, kan det traumatisere, siger Red Barnet.
De tre danske kvinder og deres 14 børn, der onsdag - ifølge flere medier - er evakueret fra Syrien og på vej mod Danmark, bør ikke adskilles, når de lander i Danmark.
Det mener Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær for Red Barnet Danmark.
- En adskillelse fra deres mødre kan traumatisere børnene yderligere og spænde ben for deres behandling, siger hun.
Ifølge DR Nyheder ventes det, at kvinderne bliver varetægtsfængslet for terror, når de ankommer til Danmark, fordi de har været tilknyttet Islamisk Stat.
Netop ankomsten er vigtig for børnenes videre forløb, siger Janne Tynell.
Red Barnet Danmark har løbende leveret faglige input til regeringens taskforce omkring mødrene og deres børn.
Organisationen har anbefalet en løsning, hvor børnene fortsat kan være tæt på deres mødre - også selv om mødrene bliver varetægtsfængslet, når de ankommer - men under trygge forhold, der ikke er ”fængselslignende”.
- Så skal børnenes mentale og fysiske tilstand undersøges, så de kan få den nødvendige hjælp, siger Janne Tynell.
- De har allermest brug for ro, tryghed og sikkerhed, siger hun.
Hun understreger dog, at forslaget om, at børnene ikke bliver adskilt fra mødrene, gælder den første tid i Danmark.
- Hvis man adskiller de her børn og deres mødre umiddelbart ved ankomsten, vil det blive oplevet som endnu et overgreb, siger Janne Tynell.
- Børnene har allerede taget alvorlig skade i deres liv under de her umenneskelige forhold, hvor de har været spærret inde, oplevet vold og overgreb, og hvor de har været afskåret fra helt basale rettigheder, siger hun.
Derfor mener Red Barnet, at børnene langsomt skal lære at få tillid til andre mennesker, og at de skal vænnes til at være væk fra deres mor i kortere eller længere perioder.


/ritzau/