103 stiller op i demokratiets navn: Her er alle kandidaterne til Horsens Byråd
Den 16. november 2021 er der kommunalvalg. I Horsens Byråd skal der vælges 27 byrådsmedlemmer blandt i alt 103 kandidater.
Byrådet i Horsens Kommune som det så ud efter valget i 2017. Pressefoto
Snart skal stemmeboksene igen stilles op i gymnastiksale over hele landet. Tirsdag den 16. november er der kommunalvalg, og nu er den samlede liste over opstillingsparate kandidater i Horsens Kommune klar.
Som det ser ud i dag, har Socialdemokratiet alene flertal i Horsens Byråd med 14 ud af 27 sæder. Venstre er repræsenteret med seks byrådsmedlemmer, Dansk Folkeparti med to medlemmer, samt Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Miljølisten Horsens med hver ét medlem.
Af de nuværende byrådsmedlemmer er der fem, der ikke stiller op igen ved årets kommunalvalg. Det er Lone Ørsted og Ellen T. Schmidt fra Socialdemokratiet og Christa Skelde, Anne Lene Løvbjerg og Henning Jensen fra Venstre.
Radikale Venstre og Kristendemokraterne vil forsøge at komme ind i byrådet, mens man som nyt parti på opstillingslisten kan finde Nye Borgerlige. Blandt de lokale lister findes Miljølisten Horsens, Maren Spliid Gruppen og Frie Danske.
Der er indgået to valgforbund: Ét mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og ét mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne, Maren Spliid Gruppen og Nye Borgerlige.
Det er muligt at brevstemme til kommunalvalget fra tirsdag den 5. oktober.