Fortsæt til indhold
Indland

Fra fredag er det slut med gratis parkering ved Horsens Station

Der skal være plads til togpendlernes biler på parkeringspladsen ved siden af Horsens Station. Derfor indfører DSB nu betalingsparkering for ikke-pendlere.

Gratis, ubegrænset parkering kan være svært at finde i midtbyen af Horsens. Derfor har pendlerparkeringspladsen ved siden af Horsens Station længe været meget populær. Så populær, at det er blevet for svært for togpendlerne at sætte deres biler på stedet.

Derfor har DSB fra fredag den 1. oktober indført betalingsparkering på pladsen. Det kommer til at koste 15 kroner i timen at parkere - med mindre man altså er togpendler og har downloadet den korrekte app - og har en billet eller pendlerkort til toget. Så kan man nemlig få 16 timers gratis parkering på pladsen.

»Det er nyt, at vi indfører en løsning som denne her i Horsens. Men vi har erfaret, at vores kunder har haft svært ved at finde parkeringsplads på DSB’s parkeringspladser tæt på stationen, fordi andre benytter de hidtil gratis parkeringspladser,« siger Niels A. Dam, der er chef for Bygherre og Entreprise i DSB i en pressemeddelelse.

»Den her løsning skal bidrage til, at parkeringspladserne bliver benyttet af togrejsende, der har behov for parkering. DSB vil gerne have, at det er forholdsvist let for vores kunder at komme af med deres bil, inden toget kører, så det er enkelt at kombinere tog og bil,« siger Niels A. Dam.

Du kan finde mere information om apps og de nye parkeringsregler på DSB’s hjemmeside.