DMI har målt regn på toppen af Grønlands Indlandsis
For første gang i målestationens historie har DMI registeret regn på toppen af Indlandsisen 3.200 m over havets overflade.
Siden 1987 har DMI drevet en klimastation på toppen af Grønlands Indlandsis ca. 3.200 meter over havets overflade.
Her er der selvsagt koldt, og nedbør falder som sne. Sådan plejer det i hvert fald at være.
Tidligere i august var der dog en afvigelse. Det har nemlig regnet ved vejrstationen, som kaldes Summit, for første gang i dens 34-årige levetid.
Regnvejret er både blevet observeret af internationale forskere på stedet og bekræftet af DMI’s egne klimaforskere i Danmark.
»DMI’s klimaforskere bekræfter, at der er observeret regn for første gang på Summit i Grønland siden målingernes start i 1987. Set i et klimaperspektiv kommer det til at ske oftere i fremtiden ifølge IPCC’s nye klimarapport,« skriver DMI offentligt på Twitter.
Den IPCC-rapport udgivet af FN’s klimapanel, som der bliver henvist til, blev udgivet i første halvdel af august og er baseret på en gennemgang af de seneste tre års videnskabelige litteratur om klimaforandringer.
Det var en rapport, der fik Sebastian Mernild, klimaforsker og prorektor på Syddansk Universitet, til at udtale dette til Jyllands-Posten:
»Den her rapport er et wakeupcall. Den sender et tydeligt signal om, at vi ser en klode under forandring qua de menneskeskabte klimaforandringer. Den viser, at vi kigger ind i en fremtid, der bliver varmere, vådere og mere ekstrem.«
DMI-forsker Martin Stendel har på Twitter suppleret nyheden om regnvejret ved Summit med oplysninger om tidligere eksempler på registreret tøvejr. Her kan forskerne på grund af undersøgelser af iskerner udtale sig om et perspektiv, der mildt sagt rækker noget længere tilbage end til vejrstationens oprettelse i 1987.
»Ja, regn er blevet observeret ved Summit for første gang, siden observationerne begyndte i 1987,« indleder Martin Stendel og fortsætter:
»Afsmeltning er også meget sjældent. Smeltevand fryser til is igen i sneen og kan observeres som en iskerne. Over de seneste 2.000 år er dette kun sket i 2021, 2019, 2012, 1889, 1094, 992, 758, 753 og 244.«