Jubel, kampråb og skældsord blev til stilhed, da Kane sparkede Danmark ud af EM
Jyllands-Posten var med, da England sendte Danmark hjem i en hård og lang udmattelseskamp.
Regnen silede fra en gråsort himmel på Tangkrogen i Aarhus under optakten til Danmarks semifinale mod England.
Men stemningen var ikke til at tage fejl af.
8.000 fans i rødt og hvidt lyste op i den sydlige del af Aarhus med sang, klaphatte og plastikkrus.
Da stemningen var allermest sitrende og intens før kampstart, viste der sig en regnbue på himlen.