Fortsæt til indhold
Indland

Læk af palmeolie skabte flere kilometer lang kø på motorvej

Trafik på Sønderjyske Motorvej var påvirket i cirka syv timer på grund af uheld med tankvogn.

/ritzau/

Et uheld med en tankvogn lastet med palmeolie har i adskillige timer lørdag plaget trafikken på Sønderjyske Motorvej nær Haderslev.

Det begyndte ved syvtiden, da lastvognen snittede en personbil, som holdt stille i nødsporet i nordgående retning.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

I forbindelse med uheldet sprang tanken med olie læk, og det forsinkede oprydningsarbejdet betydeligt.

Helt og delvist blev der spærret for trafik på strækningen mellem Haderslev N og Christiansfeld.

På et tidspunkt nåede køen af biler op på flere kilometer, oplyser politiet. I Vejdirektoratet oplyser man, at hændelsen har givet op til en halv times ekstra rejsetid.

Ved 16-tiden skulle der atter blive helt fri bane på strækningen, forudser politiet.

I første omgang forlød det, at lastvognen var brudt i brand ved sammenstødet. Men det viste sig at være en misforståelse. Formentlig stammede røgen fra palmeolie, som var dryppet ned på udstødningen.