Nanna Skov Høpfner vil søge erstatning for uretmæssig fængsling
Den 31-årige kvinde, som torsdag blev frikendt for at have opfordret til vold, fik reduceret sin oprindelige straf markant.
Corona-aktivisten Nanna Skov Høpfner vil søge erstatning for uretmæssig fængsling efter at have tilbragt næsten fem måneder bag tremmer, mens hendes sag kørte ved byretten og landsretten.
Onsdag kunne den 31-årige mor til to forlade Østre Landsret som en fri kvinde, da dommerne afviste at give hende dobbeltstraf for hendes rolle under en Men in Black-demonstration, der udviklede sig voldeligt den 9. januar i København.
Landsretten nedsatte samtidig hendes straf fra to års ubetinget fængsel til 60 dage og løslod hende på stedet, da hun allerede havde udstået straffen og mere til.
Nu vil forsvarsadvokat Mette Grith Stage kræve erstatning på vegne af sin klient.
»Erstatningen er ikke noget, som Nanna på nogen måde har interesseret sig for. Det eneste, der fylder noget for hende, er at komme hjem til sine børn, og at hun har opnået retfærdighed.«
»Men jeg skal varetage min klients interesser, så selvfølgelig skal der søges erstatning, når hun har siddet varetægtsfængslet i fire en halv måned og fået en dom på 60 dage,« siger Mette Grith Stage, som føler sig overbevist om, at erstatningen bliver godkendt.
Hun er overbevist om, at Nanna Skov Høpfner får erstatningen.
»Det går jeg stærkt ud fra. En erstatning er jo samfundets måde at sige undskyld for uberettiget at have taget to en halv måned af hendes liv,« siger hun.
Nanna Skov Høpfner blev fængslet sidst i januar. Taksten for erstatning for uretmæssig frihedsberøvelse er fastsat af Rigsadvokaten og lyder på 850 kr. pr. døgn samt 7.000 kr. for det første døgn af fængslingen. Det vil sige, at Nanna Skov Høpfners erstatning kan lande i omegnen af 65.000 kr.
Opfordrede ikke til vold
I marts blev hun i Københavns Byret idømt to års fængsel for blandt andet at have tilskyndet til vold under coronademonstrationen i januar ved at have opfordret deltagerne til at »smadre byen på en ikkevoldelig måde«.
Hun blev også dømt for at gå forrest i optoget og råbe i megafon, ligesom hun ikke fulgte politiets anvisninger om at opløse demonstrationen.
Straffen blev ekstra lang, fordi byretten benyttede den særlige coronabestemmelse i straffeloven, paragraf 81d, som giver dobbeltstraf.
Ankesagen fik dog et helt andet udfald.
I landsretten blev hun frikendt for medvirken og opfordring til vold i forbindelse med demonstrationen. Hun blev således ”kun” fundet skyldig i at have deltaget i en demonstration, efter at den var blevet opløst af politiet, samt grov forstyrrelse af den offentlige orden. Og derfor blev straffen altså takseret væsentligt lavere end i byretten.
Efter dommen forventer Mette Grith Stage, at det nu er slut med at give dobbeltstraf for forbrydelser begået ved coronademonstrationer.
»Nu ligger der to afgørelser fra landsretten, så må det stå klart for alle – også anklagemyndigheden – at paragraf 81d ikke finder anvendelse i de her sager,« siger hun.
Anklagemyndigheden har endnu ikke taget endelig stilling til, om den vil forsøge at få sagen for Højesteret.