- Opdateret 08/06/2021 kl. 00:26
Danmark forlader hemmelig mission
Danmark har deltaget i Operation Gallant Phoenix og trækker sig nu ud uden forklaring. I samarbejdet deles bl.a. data om IS-krigere.
I hemmelighed har Danmark siden 2018 deltaget i efterretningssamarbejdet Operation Gallant Phoenix, der fra en base i Jordan samler og deler information om ekstremister og fremmedkrigere. Eksempelvis store mængder data samt dna fra ligene af IS-krigere.
Operationen er en »platform«, hvor man kan dele informationer, viser frigivne dokumenter fra New Zealand, som er en af de omkring 30 deltagere i det amerikansk-ledede samarbejde, og som netop har forlænget sit medlemskab til 2023.
Ifølge avisen Le Monde har de franske myndigheder brugt 700 dokumenter fra operationen i terrorefterforskning. I februar blev beviser herfra for første gang brugt i en retssag i Paris, hvor de spillede en »stor rolle« for dommen.
Hidtil har den danske deltagelse været hemmelig. I marts ville Forsvarsministeriet »hverken be- eller afkræfte dansk deltagelse i Operation Gallant Phoenix«. Nu bekræfter ministeriet deltagelsen over for Jyllands-Posten i forbindelse med en aktindsigt. Samtidig fortæller ministeriet, at Danmark træder ud af operationen om få uger:
»Den danske deltagelse i Operation Gallant Phoenix er planlagt til at slutte med udgangen af juni 2021.«
Vi vil både have svar på, hvad meningen var med at gå med i operationen, og hvorfor vi nu er på vej ud.
Ministeriet ønsker ikke at fortælle, hvorfor Danmark trækker sig, og om det hænger sammen med, at der undervejs er brudt en instruks.
På en liste over sagens dokumenter var der i september 2020 bl.a. et ”Notat om brud på instruks i Operation Gallant Phoenix”. Der har også været en del korrespondance om, hvor operationen skulle »forankres«.
Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, vil have forsvarsminister Trine Bramsen til at redegøre for sagen.
»Vi vil både have svar på, hvad meningen var med at gå med i operationen, og hvorfor vi nu er på vej ud,« siger Flyvholm, som også vil vide, hvem informationerne deles med, og om nogen af dem er frembragt ved tortur.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen, kendte ikke til operationen, men støtter den, fordi man »bør bruge alle tænkelige midler« på at kortlægge islamisternes færden.
Forsvarsministeriet havde oprindeligt mandag ikke yderligere at tilføje:
»Vi har ingen kommentarer til historien,« lød det.
Ved 23-tiden mandag aften - efter artiklen var publiceret online og gået i trykken - sendte ministeriet dog alligevel en udtalelse fra Forsvarsminister Trine Bramsen:
»Operation Gallant Phoenix er et samarbejde om blandt andet oplysninger om ISIL-fremmedkrigere. Ud fra en samlet vurdering af blandt andet ressourceforbrug over for udbytte, har Forsvarsministeriet valgt at indstille den aktive deltagelse,« siger Trine Bramsen, der tilføjer:
»Men det ændrer ikke ved vores fortsatte store fokus på at indsamle og udveksle relevante oplysninger om fremmedkrigerne til brug for bl.a, retsforfølgelse.«