Fortsæt til indhold
Indland

Nyt dansk studie giver svar på, hvordan man kan opnå et varigt vægttab

»Rent urbiologisk« er det svært at holde et vægttab, men ny forskning viser vejen for, hvordan det kan lykkes.

Det er almindeligt kendt, at det er svært at holde fast i de sunde vaner og holde vægten nede efter en slankekur, og mange ender med at tage det meste eller det hele på igen.

»Rent urbiologisk er det sådan, at hvis man undergår et vægttab, ændrer appetithormonerne sig meget voldsomt, så der bliver sendt et signal til hjernen, der siger ”du er ved at dø af sult”. Samtidig nedsætter kroppen energiforbruget, når man taber sig. Det gør, at det er virkelig svært at fastholde et vægttab, fordi du kæmper mod din egen biologi,« siger Signe Sørensen Torekov, der er professor på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

Men et nyt studie af forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, som Signe Sørensen Toreskov står i spidsen for, kan måske være med til at gøre det lidt nemmere.

Studiet, som er omtalt af Politiken, og som torsdag er publiceret i det internationale tidsskrift New England Journal of Medicine, har nemlig fundet nogle svar på, hvordan man kan fastholde et sundt vægttab.

Der er ikke fundet et smuthul, som gør det let at smide de overskydende kg og fastholde vægttabet efterfølgende. Men det er lykkedes dem for første gang at påvise, hvordan forskellige tilgange til at fastholde et vægttab virker.

Fedmemedicin og motion

Forskerholdet undersøgte overvægtige voksne med en BMI mellem 32 og 43, hvilket ifølge Sundhed.dk betyder, at gruppen var i kategorierne »fedme«, »svær fedme« og »ekstrem overvægt«. Forsøgsdeltagerne skulle først igennem en otte uger lang lav-kalorie-diæt, hvor de i gennemsnit tabte 13 kg. Derefter blev de i et år bedt om at følge én af fire strategier: Motion, fedmemedicin, motion og fedmemedicin eller almindelig aktivitet.

Den mest effektive metode til at holde vægttabet viste sig at være kombinationen af et godt motionsprogram og fedmemedicin.

»Vi adresserede den øgede appetit ved at give fedmemedicin, der hæmmer appetitten, og så adresserede vi det nedsatte energiforbrug ved at give et meget fast motionsprogram. Begge dele kunne vedligeholde vægttabet, og når man kombinerede det, fik man dobbelt så gode effekter,« siger Signe Sørensen Torekov.

I gennemsnit endte dem, der både tog fedmemedicin og havde et fast motionsprogram, med at tabe sig 16 kg i gennemsnit, mens placebogruppen tog ca. halvdelen af den tabte vægt på igen.

Signe Sørensen Toreskov understreger dog, at det er en god idé at alliere sig med nogen, der kan hjælpe med at lave et godt motionsprogram og følge op på det. I deres studie indeholdt programmet meget »højintensitetstræning, hvor man får pulsen meget op.«

»Det er en rigtig god idé at alliere sig med nogen, så man har et fællesskab om at få lavet nok motion hele året rundt,« siger hun.

Artiklens emner
Fedme
Sundhed