Bjarne Hansen tog kampen op efter sin far. Nu bliver der ryddet op efter historisk miljøskandale

Miljøforkæmperen Bjarne Hansen har spillet en helt afgørende rolle, når der nu skal gøres rent efter årtiers giftproduktion på kemikalievirksomheden Cheminova ved Harboøre Tange.

Med finanslovens bevilling af over en halv milliard kroner kunne Bjarne Hansen indstille sin kamp mod forureningen fra Cheminova - men det gør han ikke. Foto: Casper Dalhoff

»Ved du hvad? Nu sker det. Vi finder alle pengene til at rydde op på høfden,« fortæller SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, over en skrattende telefonforbindelse den 6. december 2020.

I den anden ende af linjen knækker en ellers kraftfuld og vestjysk stemme over. Stemmen tilhører miljøforkæmper Bjarne Hansen fra Thyborøn.

»Hu’r møj fik vi, Pia?« mumler han.

Stilhed. For en stund er der pludselig langt fra den forblæste fiskerby til Christiansborgs velholdte partilokaler. Bjarne Hansen gentager sit spørgsmål, så Pia Olsen Dyhr forstår det:

»Hvor mange penge, Pia?«

»Vi har fået alle pengene til Høfde 42, og så har vi også fået penge til, at vi kan begynde at rydde op på Cheminova-grunden,« fortæller Pia Olsen Dyhr.

Bjarne Hansen er målløs, og tårerne fylder i de 70 år gamle øjne, der ellers har set så meget. I to generationer har først faderen, Aage Hansen, og siden Bjarne Hansen selv kæmpet en hård og til tider ensom kamp for at få giften op af jorden. En kamp med store menneskelige konsekvenser, fjendskaber – men også venskaber.

Modgang er pludselig vekslet til over en halv milliard kroner, der nu rejser mod Harboøre Tange og en af danmarkshistoriens største miljøskandaler. Samlet er der afsat 630 mio. kr. på finansloven til de største forureninger. Og størst er Cheminovas.

Måske trænger følelserne sig på lige netop her, fordi Bjarne Hansen i det sekund får sit livs chance for at trække sig ud af den opslidende kamp, der har martret hans familie i seks årtier. Men det vælger Bjarne Hansen ikke. Det her er hans historie.

Et væksteventyr på Harboøre

Der er intet, der tydede på, at Bjarne Hansen skulle ende med at bruge de fleste vågne timer på Cheminova, da han i 1950 sagde goddag til verden i et renoveret svinehus på Vesterhavsgade 66 i Thyborøn på kanten af Danmark.

»Vi var fattige. Meget, meget fattige, og jeg kunne se, at min far havde et hyr med at få enderne til at nå sammen. Når jeg lå og sov, kunne jeg høre grisene grynte fra nabohuset, og det var koldt,« fortæller Bjarne Hansen om livet dengang med sin mor, far og to søskende.

Mens han lærte at trille fra ryg til mave – og mave til ryg – blev der tænkt tanker i hovedet på den energiske Cheminova-stifter og kemiingeniør Gunnar Andreasen.

I 1952 besluttede han, at Cheminova skulle flytte fra Måløv på Sjælland til Harboøre Tange syd for Thyborøn. Flytningen var mere af nød end af lyst, da en række forureningssager truede fabrikken. En nabobonde til Måløv-fabrikken klagede over stanken, at hans køer var stoppet med at give mælk. Gartneriet i nærheden klagede over, at afgrøderne på markerne ikke kunne vokse i op til 10 kilometers radius fra fabrikken. Fabrikkens giftige affald blev ført urenset ud i vandløb og gav en kraftig afsmag i de fisk, der overlevede.

Midt i den kattepine faldt Gunnar Andreasens øjne på Harboøre Tange.

»Spildevand skulle kunne ledes direkte ud i åbent hav, så det blev fortyndet«, og »det var et stykke fra menneskeboliger«, skrev Gunnar Andreasen i sin erindringsbog ”Første Halvleg”.

Selve giftdepotet ved Høfde 42 er i dag indkapslet af en jernspuns, der er forankret ca. 14 meter under terræn i fjordleret. Spunsvæggens længde er ca. 600 meter, og den indkapsler et areal på 20.000 kvm. Foto: Casper Dalhoff

Sagt på en anden måde kunne Cheminova lede sit spildevand direkte ud i havet – og naboer var der ikke mange af. Og sådan blev det. Giftproduktionen begyndte i 1953 i vandkanten af Nissum Bredning på Harboøre Tange.

»Det var et virkelig fattigt samfund herude. Fiskere, samlere og jægere. Vi havde ingen DJØF’ere, men vi havde da et sogneråd … og en fiskemelsfabrik,« lyder Bjarne Hansens beskrivelse af sin fødeby og Harboøre Tange i 1950’erne.

Cheminova kunne mætte sulten

Det fattige fiskerområde hungrede i efterkrigsårene efter andre arbejdspladser end dem i fiskeriet, og Cheminova kunne mætte den sult. Arbejdspladser i hundredvis opstod pludselig, der blev bygget nye huse i Harboøre, handelslivet blomstrede, og Cheminova strøede med rund hånd penge ud i foreningslivet. Selv kirken i Thyborøn og Harboøre fik ifølge Hansen-familiens kilder en mønt fra Cheminova.

På den måde kan man sige, at Cheminova sponsorerede alt fra breddeidræt til Gud.

»Alle var glade for Cheminova og ikke mindst de mange penge, som fabrikken fordelte rundt i samfundet herude,« fortæller Christian Møller fra Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg.

»Det er penge, der skal til.

Og Andreasen han vil,

at enhver skal tjene penge i det lille spil.

Han vil leve, han vil dø for sin Cheminova-ø.

Den skal vokse – og bli’ større – pø om pø,« lød det i Lemvig Gymnastikforenings revy i 1956.

»Mange vil gerne skyde mig og min far i skoene, at vi ikke kan se, hvad Cheminova har betydet, men det er forkert. Jeg er ikke blind for den enorme betydning, Cheminova har haft for Harboøre Tange,« fortæller Bjarne Hansen.

I 1952 flyttede Cheminova fra Måløv på Sjælland til Harboøre Tange mellem Vesterhavet og Nissum Bredning syd for Thyborøn. Det skete pga. problemer med forureninger og klagende naboer. Sidenhen har kemivirksomheden haft stor betydning for lokalområdet. Foto: Casper Dalhoff

Men de første tegn på Cheminovas giftige slipstrøm viste sig hurtigt. De få naboer, der var, oplevede, kort tid efter fabrikken åbnede, hovedpine, opkastninger, kvalme og symptomer på forgiftning. Cheminova handlede hurtigt og fjernede de otte naboer, der klagede.

»Det foregik, som da Valdemar Atterdag samlede Danmark – ved en blanding af trusler, penge og overtalelser,« skrev Gunnar Andreasen senere i sin erindringsbog.

De få naboer blev købt ud. Men der var én fisker, som ikke kunne købes.

En fisker slog alarm

På Vesterhavsgade 5 i Thyborøn bor Bjarne Hansen i dag i et undseeligt, gråt hus med lav rejsning på taget. DMI har varslet storm – vind fra vest. I det tilfælde er det en fordel med lave tage. Intet rager op her i Thyborøn. Det, der rager op, river vinden ned.

Måske bortset fra Hansen-familien.

Bjarne Hansen sidder lavstammet, bred og stærk med ældet, hvidt hår i sit kontrolrum.

Skrivebordet har i 10 år været Bjarne Hansens kommandostation i kampen mod forureningen fra Cheminova. Foto: Benny Kjølhede

Et rektangulært skrivebord. En stationær computer, et detaljeret søkort over Harboøre Tange, Vesterhavet og Limfjorden, en telefon og en kontorstol danner rammerne for den post, hvorfra han i knap 10 år har kæmpet og orkestreret kampen for at få Cheminovas livsfarlige giftrester op af jorden.

I 1957 begyndte Cheminova at deponere sine giftrester i en klitgryde ved høfde nummer 42.

Høfderne. Anlagt i beton og pyntet med tonstunge granitsten, der ikke lige flytter sig, stritter de som fingre ud i Vesterhavet. Som med alt andet her i verden har de fået navne. Dog ikke mere venskabelige end numre, og høfde nummer 42 bliver i de år for evigt landskendt som Høfde 42-depotet. Her blev der i de marehalmsbeklædte sandklitter deponeret i hundredvis af tons af godt 100 forskellige kemikalier. Nogle af giftstofferne så voldsomme og potente, at blot få gram kan slå et voksent menneske ihjel.

Foto: Google Earth
Grafik: TBJ, BR
Tekst: Viktor Reddersen

Gammel fabriksgrund

Den Gamle Fabriksgrund rummer den ældste forurening. Grunden ligger syd for den nuværende Cheminova-fabrik. Navnet refererer til, at det var på den 7.500 kvadratmeter store grund, Cheminova byggede sin første fabrik i 1952 og 1953. Grunden er forurenet fra før 1957, hvor Høfde 42-depotet blev etableret. Der er nu afsat penge til at rense op efter denne forurening.

Cheminovas fabriksgrund

I dag: FMC Agricultural Solutions

Rønland og Svovldepoterne: Det er på Rønland, at Cheminovas fabrik ligger i dag. Her ligger også depoter, der blandt andet bestod af store betonkar, hvor svovlaffald og flydende gift- og affaldssupper – kaldet organik – blev deponeret frem til 1980’erne. I 2016 blev området godkendt som renset, men Cheminova driver i dag fortsat omfattende afværgeforanstaltninger, og Region Midtjylland regner med, at området fortsat er stærkt forurenet.

Høfde 42

Høfde 42-depotet er det første godkendte depot for Cheminovas giftige affald. Her deponerede kemifabrikken sit giftaffald fra 1957-1962. Også staten deponerede i Høfde 42-depotet. Region Midtjylland regner med, at der i dag ligger mindst 110 tons gift tilbage. Der er afsat penge til at rense Høfde 42 i den seneste finanslov. To ingeniør-virksomheder lykkedes forrige år med at få renset forurenet sand fra Høfde 42. Det lykkes også at få renset kvivksølvet ud af sandet.

»Fiskene bliver underlige. De får pletter. De dør. De driver ind på stranden, og det sker lige der, hvor Cheminova begynder at smide sin gift. Det er min far, der finder fiskene. Der dukker også deforme fisk op. Han fisker lige ved giften, og på et tidspunkt finder man godt 50.000 tons døde fisk. Jeg kan huske, at min far kommer hjem med favnen fuld af døde fisk, som skal fryses ned. Han vil have dem undersøgt,« fortæller Bjarne Hansen om Aage Hansens spirende modstand mod Cheminovas affaldsdepoter.

Ved siden af skrivebordet i Vesterhavsgade 5 står en flødehvid kommode med ni skuffer. På hver skuffe sidder et lille skilt. ”Rønland”, ”Høfde 42” og ”Den Gamle Fabriksgrund”, står der med blokbogstaver. Én skuffe – sin egen forureningssag. Her kan relevante rapporter og dokumenter og aktindsigter grovsorteres i rette skuffer til senere brug. Når skuffen er fuld, arkiveres de mange papirer i husets Cheminova-arkiv.

De døde måger

I Bjarne Hansens hus med blot to værelser er det ene dedikeret til soveværelse og det andet til arkiv; fyldt med gamle Cheminova-akter fra gulv til loft. To rum til de store ting, der findes i Bjarne Hansens liv. Cheminova-kampen og den livsnødvendig søvn. Spørgsmålet er, om det første også er blevet livsnødvendigt.

Præcis lige så vigtig, som kampen mod giften endte med at blive for faderen, ”Rav-Aage”.

Han var fisker og ordblind. Havde svært ved at læse – men ikke svært ved at tænke. Han blev kaldt ”Rav-Aage”, fordi han var ravsliber og lavede et ravmuseum.

»Rav kan vi alle sammen kigge på og tale om uden at blive uenige. Ravet er mit og min fars åndehul og mit værn mod alt det onde, der omgiver os,« fortæller Bjarne Hansen.

Bjarne Hansen har gennem mere end 10 år samlet masser af materiale om forureningsskandalen ved Cheminova. Men det er en misforståelse, at det var faderen "Rav-Aage" Hansen, der bad ham om at fortsætte miljøkampen. »Det var ikke min fars vilje, at Hansen-familien skulle fortsætte kampen. Jeg skulle ikke fortsætte,« fortæller Bjarne Hansen. Foto: Casper Dalhoff og Benny Kjølhede

Aage Hansen giftede sig i 1948 med Marie Birgitte Pedersen. Hun var tilflytter – dog kun fra Lemvig. De mødte hinanden og bosatte sig i en egn af Danmark, hvor status ikke blev opgjort i kroner og øre, men i, hvor mange tons din fiskekutter vejer.

»Jeg var tilfældigvis hjemme fra havet en dag, hvor min far kom nede fra Sandø. Han har set en hel mågekoloni, der lå og vred sig og skreg. Mågerne løb rundt og faldt om, rejste sig og skreg igen. Ungerne løb mellem benene på dem. Han forsøgte at slå dem ihjel med en kæp, men det var nytteløst. Der var hundreder og atter hundreder,« fortæller Bjarne Hansen.

Efterfølgende brød Aage Hansen, der beskrives som en robust type, grædende sammen på sin fiskekutter og besluttede sig for, at det skulle være løgn. Det øjeblik blev afgørende for, at ”Rav-Aage” viede sit liv til at råbe op om giften – uanset hvad konsekvenserne skulle blive.

Hold jeres kæft

I de år deponerede Cheminova med statens velsignelse og bidrag tons på tons af giftigt kemiaffald fra produktionen af insektgifte. I dag vurderer Region Midt, at der ligger over 110 tons gift tilbage i Høfde 42. Parathion, kviksølv, sulfotep og malathion for at nævne nogle.

Det vurderes i dag, at der findes flere end 100 forskellige stoffer i depotet ved Høfde 42. I 2012 blev der lavet en detaljeret kortlægning af det mest forurenede område i depotet. Beregninger viser, at der ligger 100 tons kemikalier, heraf mere end syv tons kviksølv og 68 tons af det yderst giftige pesticid parathion. Foto: Casper Dalhoff

I nutidens Danmark kan de fleste se, at det ikke var holdbart. Men dengang, 20 år før Danmark i 1973 fik sit første Miljøministerium, var der ikke mange, der lyttede til sådan en som ”Rav-Aage”. En »miljøfusentast«, som Cheminova-stifter Gunnar Andreasen yndede at kalde sådan nogle som Aage Hansen.

»Min far går ud til Gunnar Andreasen på Cheminova og siger, at vi skal have styr på det her. Han siger det til sine fiskerkolleger på havnen. Han siger det til alle, også til sognerådet. Han prøver at råbe folk op: ”Det slår ihjel!” Men han får bare at vide, at han fandeme skal holde sin kæft, at der er arbejdspladser på spil, og sådan er vækst. Han får kort sagt at vide: ”Vil du have din natur, eller vil du have arbejdspladser?”« fortæller Bjarne Hansen.

Også Viggo Aagaard, en mangeårig ven af Aage Hansen, husker tiden, hvor ”Rav-Aage” stod alene med kritikken af kæmpen Cheminova.

»De fleste sagde, at Aage var tosset. Han var ilde set, og mange var på nakken af ham. Når han gik ned på havnen for at sludre, smuttede de andre fiskere, fordi de ikke gad snakke med ham,« fortæller Viggo Aagaard.

»Men min far ville jo aldrig have Cheminova lukket. Han gik jo bare ud og sagde, at ”I fandeme skal rydde op og lade være med at smide gift ud i mit fiskevand”,« siger Bjarne Hansen.

Men Aage Hansen blev mestendels mødt med hån og isolering og så det ultimative spørgsmål, som den ordblinde fisker havde svært ved at løfte: »Kan du bevise, det er giftens skyld, Aage Hansen?«

»Gu kunne han da ej bevise det. Han havde jo ingen uddannelse, men min far havde fisket hele livet på Vesterhavet og på Nissum Bredning i Limfjorden. Og pludselig døde alt rundt om fabrikken. Man behøver vel ikke være kemiingeniør for at kunne lægge to og to sammen,« siger Bjarne Hansen.

»En dag møder min far en flok Cheminova-medarbejdere, der fortæller ham, at hvis han vil undgå problemer, skal han bare klappe i. Nu. Alle, der råber op mod Cheminova, oplever at få trusler. Sådan er det bare,« konstaterer Bjarne Hansen.

Selv lokal-skjaldene fra det Thyborøn-baserede band Tørfisk har foreviget Aage Hansen på nummeret ”Den Stolte Fisker”.

»Den gamle mand fik alle folk imod sig

Og indimellem følte han sig træt

(…)

I mange år, stod manden helt alene

Man sagde, at han altid gik for vidt«

Men ikke kun Aage Hansen mærkede konsekvenserne.

»Min mor kom ofte grædende hjem, når hun havde været ude og handle. Så var hun igen blevet negligeret eller fået en kold skulder ude i byen, eller man blev ved med at sætte hende bagerst i køen, når hun skulle betale. Det gjorde virkelig ondt på min mor, at vi gik fra at være en respekteret familie til at være udstødte,« fortæller Bjarne Hansen.

Hør Bjarne Hansen fortælle om sin årelange miljøkamp for at fjernet giftdeporterne ved Harboøre Tange. Video: Benny Kjølhede

Et øjebliks skrøbelighed. Så bliver paraderne hævet.

»Det her er sandheden! Vi var alene, vi var udstødte, og det var vi helt op i 1980’erne. Det påvirkede min mor voldsomt. Det var ikke hendes kamp, selv om hun støttede min far,« siger Bjarne Hansen.

Hvad mon Aage Hansen havde valgt, hvis valget skulle stå mellem ægteskabet og kampen mod Cheminovas gift?

»Kampen,« siger Bjarne Hansen uden at tøve.

Et valg, som skæbnen dog traf for ægteparret. I 1983 døde Marie Birgitte Hansen af kræft. Kort inden modtog Aage Hansen sin første pris for arbejdet med at oplyse om forureningerne. Ifølge Bjarne Hansen var moderens reaktion afmålt.

»Mor ligger syg herhjemme i et halvt års tid. Det er lige der, hvor far fik Kaskelotprisen. Han får 5.000 kr. Det er virkelig mange penge. Han kommer hjem med den, og viser den til min mor. Så siger hun, ja, så fik du noget ud af det alligevel,« fortæller Bjarne Hansen.

Kaskelotprisen uddeles af Biologiforbundet, og Aage Hansen var den fjerde modtager af prisen.

Aage Hansen hævede dog aldrig checken, fordi kommunen ville have skat af den. Faderen betragtede det som en hån, da kommunen i hans optik havde været en modspiller. Hvorfor skulle de så have skat af hans hæder og pris?

Derfor hænger checken stadig i huset på Vesterhavsgade. Uindløst.

Besøg af dronning Ingrid

»Folk herude er trætte af at høre om Cheminova-giften og ikke mindst Høfde 42. Rigtigt trætte,« lyder det fra Christian Møller, frivillig på det lokalhistoriske arkiv i Haborøre.

Arkivet, der har til huse i Harboøre Centret sammen med blandt andet en skatebane og Café Blæst, har 12 kasser med Cheminova-sager stående på loftet, men stort set intet af det har fundet vej til den godt 80 kvadratmeter store udstilling. Der er tavst i museumslokalerne, hvis man altså er på jagt efter en forståelse af Cheminova.

Faktisk er der ingenting om de store forureningsager i arkivets udstilling. Ikke en planche om dengang Krone 1 (en af kongehusets biler) rullede nypoleret op ad Vesterhavsgade for at bremse ved nummer 5.

Miljøforkæmperen løb lidt forvildet over til vennen Viggo Aagaard.

»”Hvad skal jeg gøre”, spurgte Aage,« fortæller Viggo Aagaard.

»Du skal gøre, som du plejer. Tag en ren kedeldragt på, og server et lille glas for hende,« lød det simple råd fra en fisker til en anden.

Dronning Ingrid trådte ud af bilen, og derefter faldt Danmarks dronningemoder og en mand i blå kedeldragt i hak og så på tusinder af ravsmykker og -stykker. På en række foto ses dronningen og ”Rav-Aage” opslugt i samtale eller fascination af de millioner af år, som ravklumperne rummer.

På det tidspunkt var dronning Ingrid og Aage Hansen ved at lave en ravudsmykning til Husum Kirke i Sønderjylland. To år senere – i 1995 – kom ridderkorset til Thyborøn med posten. Ridderkorset fik Aage Hansen for sin kamp mod Cheminova-giften.

»Det handler egentlig bare om, at der ikke lige er nogen på arkivet, der har haft tid til at kaste sig over stoffet,« forklarer Christian Møller tilbage på lokalarkivet – om hvorfor lokalarkivet ikke har en udstilling om Cheminova-sagen.

En anden forklaring på det slående fravær af Cheminova-historie i udstillingen kunne være, at lokalarkivet er delvist sponsoreret af kemivirksomheden.

»Det tror jeg ikke, vi tager hensyn til. Det kræver en masse tid at lave sådan noget, og der er ikke nogen, der har interesse i at få lavet sådan noget om Cheminova. Vi kan jo ikke komme med noget nyt,« forklarer han.

Sønnen tog faderens kamp op

I 2007 blev Bjarne Hansen skilt og flyttede ind hos sin kræftsyge far i huset på Vesterhavsgade. Tiden var knap. Det var finalen på det, som Bjarne Hansen i dag kalder »den store overlevering til fremtiden«.

Bjarne Hansen erkender, at han har brugt meget tid på forureningen, og at han nok skylder sine børnebørn nogle timer. Foto: Benny Kjølhede

I mange artikler om Bjarne Hansen fremgår det, at han lovede faren at fortsætte kampen. Men det er ikke rigtigt. Tværtimod.

»Det var ikke min fars vilje, at Hansen-familien skulle fortsætte kampen. Jeg skulle ikke fortsætte,« fortæller Bjarne Hansen.

I stedet støbte de to kuglerne til den bog, der udkom i 2017 med titlen ”Fisk kan ikke tale”, der minutiøst og grundigt redegør for forureningens og samtidens historie på Harboøre Tange.

»Nu har vi gjort nok i Cheminova-sagen, sagde min far til mig. Han sagde, at nu havde vores familie betalt nok til det her. Og det kunne jeg ikke andet end give ham ret i,« siger Bjarne Hansen og tøver.

»På det tidspunkt i hvert fald …« tilføjer han.

»Jeg accepterede stiltiende dengang min fars ønske om, at jeg ikke skulle gå ind i kampen. Det var selvfølgelig også af hensyn til ham. Han lå på sit dødsleje,« siger Bjarne Hansen.

”Rav-Aage” døde den 25. februar 2008.

»Alle forventede, at der ikke skulle graves mere i forureningerne, da Aage Hansen døde,« fortæller Christian Møller på det lokalhistoriske arkiv.

Udvalget bag Lemvig Prisen har for nylig besluttet, at den lokale pris i år skal deles mellem miljøforkæmperen Bjarne Hansen og Klimatorium. Men Bjarne Hansen ønsker ikke at modtage prisen, selv om “han er beæret“. Afvisningen skyldes, at Klimatorium er styret af kommunale embedsmænd og politikere. Det er imod prisens ånd, mener han. Foto: Casper Dalhoff

I så fald blev ”alle” overraskede. For i 2011 genoptog Bjarne Hansen sin fars kamp. Nye forureninger truede, og Høfde 42 var ikke renset nok op. Blandt andet.

En ny Hansen støvede kampuniformen af.

»Han har også haft en ensom kamp. Han har jo ingen støtter. Folk har fået nok af den snak. Får det aldrig en ende, spørger folk. Lad det ligge, så sker der ingenting ved det. Det er holdningen,« siger Christian Møller.

En kvinde kom til byen

I 2015 kommer en fremmed, ung kvinde til Thyborøn. Alene det sker ikke hver dag i en by, man kommer til og kører fra ad den samme vej. Medmindre man vil tage færgen nordpå til Agger. I årene er flere kørt ud af byen; færre kommet dertil. Befolkningstallet i Thyborøn er siden 1990’erne faldet med godt 800, så Thyborøn i dag rummer knap 2.000 beboere.

Kvinden var Caroline Castanie, som var rejst fra Horsens. Hun kunne med egne ord ikke holde ud at bo i byen og »havnede i Thyborøn ved et tilfælde«. Hun fandt ro ved Vesterhavet, lejede et hus og savnede ikke noget. Bortset fra bøgetræer. Efter få dage i byen mødte hun Bjarne Hansen.

»Det var meningen, at vi skulle finde hinanden. Jeg har haft lige så meget brug for ham, som han har for mig. Han var alene. Det var en underlig oplevelse for mig, fordi det var følelsen af at møde en fremmed, som jeg kendte i forvejen. Jeg har jo fået en ekstra far i Bjarne,« siger Caroline Castanie, der selvdeklareret er i lære som ravsliber og miljøforkæmper hos Bjarne Hansen.

Caroline Castanie er “i lære“ hos Bjarne Hansen. Men hun har ikke lyst til at bruge hele sit liv på at fortsætte hans kamp. Dertil har det for store omkostninger, mener hun. Foto: Casper Dalhoff

Siden er hun kommet hos Bjarne Hansen hver dag, måske med enkelte undtagelser. Hun er trådt ind i kampen, hjælper og knokler og har fundet mening med livet i den giftige sag. Af og til hakker de ad hinanden. Så lidt tavshed. Heldigvis hænger der en musling i stuen med beroligende ord:

»Alting ender godt.«

»Jeg ønsker ikke at begrave mig selv så dybt som Bjarne i det her, fordi jeg kan se, hvad det gør ved ham. Jeg kan se, han har svært ved at føre en normal samtale, der ikke handler om Cheminova. Han har ikke plads til så meget andet end det. Og sådan vil jeg ikke leve mit liv,« siger miljøaktivist-lærlingen til fremtidsudsigterne i faget.

Udsigterne til måske at arve åget fra Hansen-familien.

»Jeg skylder mine børnebørn nogle timer … ja, de har lidt i banken hos mig,« erkender Bjarne Hansen.

Stemmen bliver grødet. På væggene hænger portrætter af hans børn og seks børnebørn.

»De skal vide, jeg holder øje med dem«

Planlægningen af oprensningen og udbud af opgaven starter nu. Der er afsat penge på finansloven til oprensningen frem til 2025, hvor arbejdet forventes afsluttet. Samme år, som man har forpligtet sig til at se på mulighederne for at få renset op på Rønland/svovldepoterne også.

Faktisk har Bjarne Hansen lige nu chancen for at afslutte sin kamp mod giften. Han kan smide håndklædet i ringet og trække sig ud som en ægte helt. Han vil få æren for at skaffe over 500 mio. kr. til at rense op efter Cheminova-forureningerne.

»Det kunne jeg have gjort,« siger Bjarne Hansen.

En sætning, der blot agerer præludium for et men. Og ganske rigtigt:

»Men vi har oplevet før, at hvis vi slipper det af syne, så sker der ikke det, der skal.«

Men han stopper ikke:

»Jeg skal holde øje med, hvordan de bruger mine penge,« siger Bjarne Hansen.

Det er ikke en fortalelse. Hans penge?

»Nu har jeg kæmpet for det her i 10 år. Jeg har ikke fået meget hjælp. Og nu kommer gribbene. Bare vent og se. De her penge skal gå til at få gift op af jorden – ikke til fine kontorer eller dyre konsulenter,« siger Bjarne Hansen, banker sin solide næve i bordet og rynker brynene mistænksomt.

»De skal vide, jeg holder øje med dem,« truer Bjarne Hansen.

Dem?

»Jeg er blevet skeptisk og måske lidt hensynsløs og paranoid. Jeg er ikke ude på at såre folk, men jeg kan ikke acceptere, at de ikke fortæller sandheden eller ikke gør det, de lover.«

De?

»Myndighederne og politikerne. Hør her. Det er ikke kuglepenne, vi har brug for – det er en skovl,« siger Bjarne Hansen.

»Jeg tror på skæbnen. Men jeg tror også, vi har et frit valg til selv at træffe nogle beslutninger hen ad vejen,« siger Caroline Castanie.

Spørgsmålet er, om Bjarne Hansen egentlig havde et reelt valg, da Pia Olsen Dyhr ringede med en partoutbillet til et liv uden Cheminova.

Bjarne Hansen. Fisker som sin far. Flyttede ind i sin fars hus. Blev ravsliber ligesom faren. Overtog giftkampen efter sin far. Arvede sågar et lakeret træskilt, der lige nu er i vinterhi og skal lakeres om. Skiltet har hængt over indgangen til Vesterhavsgade 5 igennem to generationer.

På skiltet står:

»Man er aldrig en taber, før man giver op.«

Til foråret hænger Bjarne Hansen skiltet op igen.

Nylakeret.

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.