Op på hesten igen: Genforeningen skal stadig fejres

Simon Faber havde set det komme. Han udstødte et dybt suk foran tv’et, men han gik ikke i chok.

Da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts åbnede krigen mod coronavirussen ved at lukke Danmark, trak hun også tæppet væk under 1.100 store og mindre arrangementer i alle hjørner af Danmark, der skulle have markeret 100-året for Genforeningen i Sønderjylland i 1920.

»Vi havde forberedt os på, at det kunne ske. Vi havde lavet en plan B. Den kunne vi nu trække frem,« siger Simon Faber, leder af projektsekretariatet i Genforeningen 2020, der på vegne af syv sønderjyske kommuner og Kulturministeriet koordinerer alle genforeningsfestligheder.

»Dét, jeg skulle svovle, havde jeg svovlet gennem nogle uger, før statsministeren holdt sit pressemøde. Vi var faktisk klar til den beslutning, som hun kom med,« siger Simon Faber.

Han lægger dog ikke skjul på, hvor frustrerende nedlukningen har været. Over hele landet har foreninger og frivillige måttet se deres ofte lange forberedelser blive kørt over. De arrangementer, der nåede at blive afholdt – skudt i gang på 100-årsdagen for Versaillestraktaten den 10. januar – lover dog godt for genoptagelsen, mener Simon Faber.

»Alle fysiske møder har siden pressemødet været lukket ned. Men der har faktisk været en del anden aktivitet med tv, aviser, flotte lyttertal til podcast og diverse digitale arrangementer. Tilbagemeldingerne har været, at der har været stor interesse,« siger han.

Nedlukningen torpederede den oprindelige slagplan:

»Ambitionen var at lave en landsdækkende markering af 100-året og gøre det så kompakt og give det så megen gennemslagskraft, at man ikke kunne sidde noget sted i landet uden at lægge mærke til jubilæet,« siger Simon Faber.

Han er selv et barn af grænselandet og et produkt af den positive udvikling gennem 100 år, som får regionen til i dag nærmest at fremstå som et internationalt forbillede:

Født i Flensborg i en tysk familie kom han på den danske Duborg-Skole og blev dansksindet. Han har været overborgmester i Flensborg, opstillet for det danske parti SSW – et meget håndgribeligt bevis på, at tilstanden i det dansk-tyske grænseland i dag er meget anderledes end tidligere.

Planerne for det videre 1920-forløb er pudset af. Efter coronakrisen bliver festlighederne nu en mere langstrakt affære, der først kulminerer om et års tid.

Forlænget ét år

Der er lagt to ekstra programforløb ind. Det første kører fra nu til november. Her skal så mange af de arrangementer, der blev aflyst, løbes i gang igen. Næste fase løber fra maj næste år til selve genforeningsdagen, den 15. juni, som var den dato i 1920, da Genforeningen statsretligt og juridisk trådte i kraft.

I denne anden periode falder nu hovedparten af de store, udadvendte festligheder og de store kulturpremierer. Her er der Royal Run, cykelløb Berlin-København, DGI-stafet Sønderjylland rundt, premiere på en opera om sønderjydernes førstemand i kulturkampen dengang, H.P. Hanssen, og på forestillingen ”Romeo og Julie”, hvor Julie synger på tysk.

Her falder også indvielsen af diverse anlæg, f.eks. en ny park ved Folkehjem i Aabenraa, hvor H.P. Hanssen holdt sin store tale i 1918, der indvarslede flytningen af den dansk-tyske grænse fra Kongeåen til dagens forløb.

»Der skal nok noget til for at genvække interessen for hele dette tema om Genforeningen, efter at det har været sat lidt på standby. Derfor har vi bevidst valgt at samle programpunkterne meget kompakt. Det afrundes med dronningens stort anlagte besøg i Sønderjylland over tre-fire dage, hvor hun kommer rundt til alle syv sønderjyske kommuner,« fortæller Simon Faber.

Ikke kun Sønderjylland

Det har været en bærende ambition, at fejringen skal løftes til at være en landsdækkende affære og ikke noget, der kun foregår i Sønderjylland. Det er der ikke ændret på.

Genforeningen trækker så dybe spor i hele den danske historie og folkesjæl, at det afspejles på alle niveauer: økonomi, udenrigspolitik, kunst og kultur, litteratur, sangskat, højskoler, arkitektur. Arrangementerne er derefter: spredt ud over hele landet.

Genforeningen 2020 lægger så megen vægt på festlighedernes landsdækkende karakter, at det kan forekomme lidt demonstrativt.

Dækker det over, at Genforeningen med tiden er forsvundet ud af bevidstheden uden for Sønderjylland?

»Den er måske nok i de senere årtier rykket ned på et mere lokalt og regionalt niveau i Syd- og Sønderjylland. Men Genforeningen er og bliver en national arv. 600 genforeningssten blev opstillet. Når man læser kilderne fra dengang, opdager man, hvor stor en sag Genforeningen har været nationalt, og hvor dybe spor den har sat sig i alle dele af samfundet.«

Aktuelle dagsordener

Der er andre ting, man mindes om i dag ved at dykke ned i Genforeningen, mener Simon Faber. Forholdet mellem centrum og periferi f.eks.:

»Man genopdager nogle mønstre mellem et københavnsk parnas og randområderne, her Sønderjylland. Spændingsforholdet har såmænd ikke flyttet sig meget fra tiden op til 1864 og til i dag. Men Istedgade løber jo gennem hjertet af København. Kampen dengang er stadig med os alle.«

Og så rammer jubilæet nogle temaer, der er dybt aktuelle i dag: spørgsmålet om national, kulturel og sproglig identitet. Forholdet mellem naboer og mellem et stort og lille land. Nationalstaten oplever også en renæssance i disse år – og ikke kun i coronakrisens kølvand. Der er en lære at hente fra dengang.

»Mange af disse spørgsmål har været sat på pause. Spørgsmålet om nationalstaten var f.eks. underordnet magtforholdene under Den Kolde Krig. Men de er kommet tilbage, og perspektivet i dem bliver beriget af det jubilæum, som vi nu tager hul på at fejre igen,« siger Simon Faber.