Fortsæt til indhold
Indland

Hvad synes du om til dronningens corona-tale?

Har dronning Margrethes tale til befolkningen om alvorligheden af coronavirussen og vores fælles ansvar haft betydning for, hvilke forholdsregler vi tager? Jyllands-Posten har været på gaden for at spørge borgerne.

Tirsdag aften holdt dronning Margrethe tale til den danske befolkning om corona-situationen i Danmark. Her opfordrede hun danskerne til at følge myndighedernes anbefalinger for at mindske smittespredningen af virussen.

Men hvad mener danskerne om dronningens tale? Har den haft indflydelse på, hvordan de agerer, og hvilke forholdsregler de tager for at forhindre smitte? Jyllands-Posten var onsdag på gaden for at spørge borgerne.

Lasse Winther, 29 år, analytiker hos AGF, Aarhus

Lasse Winther. Foto: Mads Frost

»Det var jo lidt specielt. Man ser ikke rigtig dronningen ud over til nytårstalen. Mette Frederiksens tale var vigtigere for mig end dronningens, men det er jo altid vigtigt, når dronningen kræver sendetid. Den har ikke fået mig til at handle anderledes. Det er myndighedernes anvisninger jeg følger, mere end det er dronningens.«

Gurli Hvilsom, 60 år, cafémedarbejder, Svendborg

Gurli Hvilsom. Foto: Mads Frost

»Det var en flot tale. Den gik lige i hjertet. Den har fået mig til at tænke anderledes. Det er en forstærkning af det, der tidligere har været sagt, men i går fik vi alle forståelsen af, at det er alvor. Jeg er sikker på, at det gør noget ved befolkningen. Det kan vi jo også se i dag, der er ingen folk ude. Folk lytter, når hun taler, for hun har ordet i sin magt.«

Camilla Friis, 47 år, sælger medicinsk udstyr, Aarhus

Camilla Friis. Foto: Mads Frost

»Det var vigtigt, at hun holdt tale. Jeg tror, at jeg havde forstået budskabet og rettet ind inden hendes tale, men der har jo været meget tvivl, og ved dronningens tale blev det meget konkret og forståeligt. Så jeg tror, at hun nåede ud til nogen, som man måske ikke har nået tidligere. Hun har autoritet og pondus.«

Hans Schwennesen, 51 år, salgsdirektør, Aarhus

Hans Schwennesen. Foto: Mads Frost

»Det var en god tale. Man opfatter det seriøst, ærligt og troværdigt. Når dronningen holder tale, beskriver det alvoren af situationen. Jeg tror ikke, at det har haft betydning for, hvordan jeg agerer, og hvilke forholdsregler jeg tager. Og så måske alligevel lidt. Jeg var i Føtex efter talen, og der var jeg da lidt mere opmærksom på at holde afstand.«

Benjamin Berger, 19 år, sabbatår, Aarhus

Benjamin Berger. Foto: Mads Frost

»Hun er da god. Hun var lidt hård, men det må hun også gerne være. Jeg forsøger at lade være med at være tæt på mennesker og især ældre mennesker, som jo især er i farezonen. Jeg vasker også mine hænder mere. Jeg tror ikke umiddelbart, at dronningens tale kommer til at ændre noget på det. Jeg føler, jeg gør, hvad jeg kan.«