»Normalt lukker vi aldrig døren for nogen, men normalt eksisterer ikke længere«

Han står bøjet over et par krøllede plasticposer og forsøger at få et overblik. Nede i poserne ligger en enkelt striktrøje, et halstørklæde, en ekstra jakke, nogle strømper og en håndfuld rene underbukser. Det er hans liv, han er i gang med at pakke sammen. Det gør han hver morgen. Den ældre mand med de viltre, grå krøller vil ikke have sit navn i avisen, men han kan fortælle, at han har været hjemløs »et stykke tid« på grund af en inkassosag, der gik i hårdknude sidste år. Nu holder han varmen om natten med hjælp fra Kirkens Korshær.

»Jeg ville selvfølgelig helst sove i min egen seng, men sådan én har jeg desværre ikke for tiden,« mumler han stille og retter på en bulet forbinding, der strækker sig hen over den bagerste del af hovedet.

Manden var blandt de heldige, der fik én af de 20 sengepladser, som var i udbud, da ”Nattjenesten” i centrum af Aarhus i aftes skulle fylde op for natten. Normalt er der plads til alle. Den aarhusianske afdeling af Kirkens Korshær er kendt for at kunne klare lidt af hvert. Stedet er byens største akut-herberg. I vintermånederne kan personalet skaffe husly til 60-80 mennesker, og da en hidsig nattefrost for nogle år siden fik gaderne til at ryste af kulde, tryllede de ansatte og fik skubbet 110 mænd og kvinder sammen i køjesenge, rundt på sofaer og nede på madrasser langs vægge og inde i det store fællesrum.

Så kom coronavirussen.

»Vi plejer at sige, at vi har plads til alle. Normalt lukker vi aldrig døren for nogen, men normalt eksisterer ikke længere,« siger leder af stedet Niels Bjørnø, mens han vandrer gennem en næsten tom spisesal, hvor natholdet er i gang med at spritte stole og borde af og gøre klar til en ny dag i kampen mod den epidemi, som har sat Danmark i en sær tilstand af chok, afmagt og fremtidsfrygt.

»På det her tidspunkt plejer salen at være fuld af mennesker, der spiser morgenmad og snakker i munden på hinanden. Men nu lukker vi kun 16 personer ind ad gangen, og de skal sidde med afstand til hinanden. Det er sgu et mærkeligt syn,« konstaterer korshærslederen tørt.

Ild i hænderne

Det er ikke kun skoler, museer og restauranter, der lukker ned i disse dage. Det gør verden, som landets hjemløse og andre socialt udsatte kender den, også. Over hele landet melder herberger, døgnvarmestuer og væresteder om et før og efter corona. Alle steder skubber man til hverdagens kutymer og piller de normale rammer fra hinanden for at klare sig gennem den nationale sundhedskrise.

Køkkener nedlægger de fælles madbuffeter og smører i stedet sandwich, som kan uddeles enkeltvis, så folk ikke skal stå og vente tæt i lange køer. De ansatte aflyser fællessang, lukker for brætspil og kaffehygge, stopper samtaler og skruer ned for åbningstider. Håndsprit er obligatorisk, og kram er forbudt. Alt sammen for at hjælpe med til at begrænse smittefaren og passe på nogle af de mennesker, der har allermest brug for omsorg.

Eller som Ivan Christensen, leder af Mændenes Hjem i Istedgade, der er et af Københavns største herberger og væresteder for hjemløse og socialt udsatte, siger:

»Vi skærer alt unødvendig hjælp og støtte fra i denne tid og fokuserer benhårdt på at dække de allermest basale behov hos vores allermest udsatte brugere. Det handler om at tilbyde de hjemløse et sted at sove og de sultne noget at putte i munden. Alt andet må vente til efter corona.«

Samme melding får man, når man ringer til de organisationer og institutioner, både private og offentlige, der sørger for at holde hånden under de hjemløse og socialt udsatte i Aalborg og Odense. Corona er alle vegne – også på gaden hos de mennesker, der lever deres liv på bunden af samfundet.

Men heldigvis er forståelsen for den nye situation stor. Den omstillingsparathed, der gælder ude i det almindelige samfund, gælder også hos de udsatte, når corona hærger landet. Eller som korshærsleder i Aarhus Niels Bjørnø udtrykker det:

»Jeg havde frygtet, at der ville blive en masse bøvl og brok fra vores brugere, men det lader til, at de har en stærk forståelse for, at vi gør alt det her for at passe på fællesskabet – inklusive dem.«

Alle skal tage et ansvar. Sådan har meldingen lydt, siden statsminister Mette Frederiksen holdt sin første coronatale til nationen, og den virkelighed er en af de sovende gæster, en nybarberet veteran fra den danske krigsindsats i Afghanistan, helt med på. Lige nu står den ranglede fyr med de milde øjne hos Kirkens Korshær i Aarhus og drikker sort kaffe:

»I aftes gik der ild i mine hænder, da jeg skulle tænde en smøg med min lighter, så meget har jeg sprittet dem af. Det lyder vanvittigt, men det er sgu rigtigt,« fortæller den tidligere soldat og viser sine forbrændte hænder frem.

Nødt til at tænke kreativt

Men selv om de fleste udsatte retter ind, så er der også ofre for den ny virkelighed på sundhedsfronten. I aftes måtte nattevagten hos Kirkens Korshær i Aarhus afvise alle de funktionelt hjemløse, der troppede op foran den blå hoveddør. Det er mennesker, som allerede har et sted at sove – enten privat eller offentligt – men som af den ene eller anden grund ikke kan overskue at være der. Og den gruppe er der ikke længere plads til.

»Det er hårdt at kigge på en voksen mand, der står i døren med bøjet nakke, og bede ham om at finde et andet sted at sove. Den bløde næstekærlige omsorg er blevet lidt hårdere,« fortæller Niels Bjørnø, mens han viser husets gymnastiksal frem. Det store lokale med de rød-hvide håndboldmål i enderne er for første gang taget i brug som sovesal for at skaffe den nødvendige afstand mellem de sovende gæster.

»Vi har aldrig før ladet folk overnatte herinde, men hvis vi skal sprede risikoen for smitte, er vi nødt til at tænke kreativt,« forklarer korshærslederen.

Bag ham er manden med plasticposerne ved at være klar at til forlade herberget og tage endnu en dag ude på gaden med sine plasticposer i sine afsprittede hænder. I aften er han tilbage på gulvet i gymnastiksalen. Forhåbentlig er det hele snart slut. Eller som han selv siger, inden han forsvinder ud i morgensolen:

»Det er svært nok at være hjemløs, og corona gør det altså ikke lettere. Men om alt går vel, får jeg snart min egen lejlighed, og så slipper jeg for at ligge her og risikere at blive smittet.«