»Jeg kan ikke lade være med at være optimist«

»Vi lever i mærkelige tider. Gaderne er tomme, arrangementer bliver aflyst, børnene kommer ikke i skole, de voksne arbejder hjemmefra, og folk begynder at hamstre varer, som stod vi over for en ny verdenskrig.

Jeg tror, at mange i begyndelsen af udbruddet tænkte: Hvad kommer corona mig ved? Jeg er jo rask. Jeg fejler ingenting. Hvorfor skal jeg ændre min adfærd? Det gjorde jeg selv. Men den tankegang går ikke længere. Nu handler det ikke kun om de behov, vi hver især render rundt med. Nu skal vi vise hensyn til de syge, de svage og de gamle, og så må vi leve med, at vi ikke kommer i biografen med kæresten eller misser skiferien med vennerne.

Eller som statsministeren klogt sagde: Vi skal holde sammen på afstand.

Vi har længe bildt os selv ind, at vi kunne leve vores liv som individualister uden at skele til verden omkring os. Derfor kommer det som et chok, når en epidemi som corona rammer os. Pludselig går det op for os, at vi hænger sammen med de andre. Og ikke kun herhjemme. Vi hænger sammen med resten af verden. Mennesket er ikke en ø, og vi er alle en del af en større sammenhæng. Vi er udleveret til hinanden, og vi har ansvar for hinanden. Som filosoffen K.E. Løgstrup smukt siger, så har vi aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hænder.

Den gode nyhed

Tiden er fuld af dårlige nyheder, men den gode nyhed er måske, at corona bringer os sammen. Ikke fysisk, men åndeligt. Det er godt for os at mærke, at vi kan gøre noget for andre. At der er brug for os. Man bliver først til et menneske, når man føler noget for sine medmennesker. Når man hjælper de andre. Det enkelte liv er jo meningsløst, men i samspil med andre mennesker bliver det meningsfuldt.

Det var også derfor, at Jesus tog sig af de syge. Han lagde hånden på de spedalske, som ingen andre ville røre ved. Han tog skæbnefællesskabet på sig. Han var ikke bange for at blive smittet, selv om han vidste, at han ville dø af det. Den ultimative kærlighed koster livet. Det kostede ham livet, men det var prisen værd. Livet koster livet. Det er ikke uden grund, at næstekærligheden fylder så meget i kristendommen.

Næstekærligheden er en gave. Historien om den barmhjertige samaritaner er en kernefortælling i vores kultur, som vi præster ofte henviser til. Kigger vi nærmere på den, står der, at samaritaneren bliver givet en anledning til at hjælpe. Det er den gave, han får. Han får lejlighed til at være næstekærlig, og coranaepidemien giver os en anledning til at udvise næstekærlighed.

Så det er bare med at komme i gang.

På Facebook ser man, hvordan danskerne laver grupper, der tilbyder at hjælpe med alt fra indkøb til børnepasning. Det er et fantastisk samfundssind. Katastrofen kalder på noget dybt i os. Når pensionerede sygeplejersker og læger melder sig under fanerne og tilbyder deres hjælp, bekræfter det os jo i, at vi ikke bare er styret af den rene rå egoisme. Mennesket er ånd. De fleste af os har en forestilling om, at hvis ikke man hjælper andre, men kun er sig selv nok, så krænker man ikke bare nogle mennesker. Man krænker en dybere orden i tilværelsen.

Klogere på livet

Vi mennesker længes ofte efter ting, vi kan forestille os. Flere feriedage, mere tid til familien, mindre stress på jobbet. Men nogle gange støder vi på noget, vi ikke anede, vi trængte til, før vi stødte på det. Det er muligt, at corona midt i al sit kaos bringer noget godt ind i vores fælles bevidsthed. Det er i hvert fald godt for os at blive mindet om, at vi skal tage hensyn til hinanden.

I vores del af verden er vi vant til først og fremmest at sørge for os selv og vores nære. De fleste af os har så meget vores på det tørre, at vi ikke har brug for andres hjælp. Det har ikke været nødvendigt for os at stikke hovedet ind til naboen og spørge efter mel og sukker. Vi køber de ting, vi har brug for. Derfor er vi ikke vant til at bede om hjælp. Eller modtage hjælp for den sags skyld. Nu skal vi pludselig vende bevidstheden og øve os i at tænke anderledes.

Det er ligesom til jul. Højtiden giver plads til at reflektere over tilværelsen. Vi har en tendens til at glemme, hvad der egentlig betyder noget i livet, når vi står midt i hverdagens stress og jag, hvor vi skal på arbejde, hente børn, handle ind, lave mad og betale regninger. Men nu, hvor hamsterhjulet er sat i stå, mærker vi pludselig vores egen sårbarhed. Vi mærker, hvor skrøbelige vi egentlige er, og hvad det betyder, at vi har hinanden.

Coronaepidemien tvinger os til at leve fra dag til dag, til at leve i nuet, og det er en udfordring for de fleste af os, fordi mange af os er vant til altid at kigge fremad og planlægge langt ud i fremtiden. Vi oplever et tab af kontrol, som er angstprovokerende, men måske også meget sundt for os. Det er godt at blive mindet om, at vi ikke kan styre alt.

Jeg håber, at coronaepidemien viser os, at vi godt kan finde ud af at stå sammen og hjælpe hinanden. Kærligheden til næsten ligger i os som en klangbund, og vi er gode til at finde den frem, når vi bliver presset og udfordret af virkeligheden. Katastrofer har det med at gøre os stærkere. Og klogere. Selvfølgelig er der en risiko for, at vi hurtigt glemmer det, vi lærer om os selv i disse uger. At den nye indsigt forsvinder, lige så snart vi når om på den anden side af denne krise. Men jeg kan ikke lade være med at være optimist. Vi skal blive ved at leve og tro og håbe.«