Ældre bliver efterladt i ensomhed: »Jeg kan huske krigens afslutning, men dette …«

Gretha Gad er blevet træt af genudsendelserne i fjernsynet.

Hun elsker ellers mad- og boligprogrammer, men hun har efterhånden set de afsnit, der bliver vist på hendes tv-kanaler. De gode film er der heller ikke så mange af mere, synes hun. Selv håndboldkampene er blevet aflyst.

»Der er ikke så meget at give sig til,« sukker hun.

Gretha Gad er 80 år og taler med tung, vestjysk dialekt. Hun bor i en ældrebolig på 64 kvm i Ribe, og hvis hun træder raskt til, kan hun parkere cyklen ved Aldi på ca. fem minutter.

For seks år siden mistede hun sin mand, men hun kalder sig selv en aktiv dame, der har et godt helbred og er i stand til at klare sig selv. Det er hun også nødt til i disse uger, da hun i kraft af sin alder er i særlig risiko for at blive alvorligt syg, hvis hun bliver smittet med coronavirus.

Derfor spiller hun ikke længere whist med de fem jævnaldrende veninder fra kortklubben.

Derfor mødes hun ikke længere ugentligt med 60-70 andre fra Ældre Sagen til sang fra Højskolesangbogen.

Derfor er hun ikke længere til foredrag i tirsdagsklubben.

Derfor passer hun ikke længere Mission Afrikas genbrugsbutik en gang om ugen nede på Rosen Allé.

Og derfor må hun – værst af alt – ikke længere få besøg af sine børn og børnebørn.

»Jeg føler mig lidt ensom – også mere, end jeg plejer. Det må jeg nok sige. Det er en følelse af rastløshed og lidt uro i kroppen. Selv om jeg godt kan lide at læse, har jeg pludselig svært ved at samle mig om læsningen.«

Ikke vred

Hun er en af ca. 65.000 danskere på minimum 65 år, der ifølge tal fra Danmarks Statistik bor i en pleje- eller ældrebolig. Det har hun gjort i otte år, tæt på både by og grønne områder, og hun er vant til at have mange mennesker i sit liv, men den sociale kontakt er sat på pause på ubestemt tid.

Da nabokonen i mandags var forbi for at låne en gryde, holdt de pæn afstand. De drak en kop kaffe, men de sad i hver sin ende af køkkenbordet. Det hele er noget mærkeligt noget, siger Gretha Gad.

»Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle opleve. Jeg kan huske krigens afslutning, men dette … Jeg er ikke ked af det, vred eller andet, for det er bare sådan, det er, men jeg har det ikke godt med det. Det har jeg virkelig ikke. I begyndelsen tog man ikke sygdommen alvorligt, men det er ret alvorligt nu.«

For at tackle ensomheden bruger Gretha Gad flittigt sin telefon til at komme i kontakt med sine nærmeste. Det er også den rigtige fremgangsmåde, lyder det fra Ældre Sagens ensomhedskonsulent, David Vincent Nielsen, der opfordrer ældre til at opretholde kontakten via såkaldte smittefrie kanaler.

»Den sædvanlige livsstil er blevet indskrænket, og det rammer nogle borgere som f.eks. de svækkede ældre særligt hårdt. Det er altid værst for dem, der i forvejen er udsatte. De kommer i forvejen hverken til bowling eller bridge, og nu er der så endnu færre af deres allerede begrænsede besøg,« siger han.

Farligt på lang bane

I den forgangne uge besluttede Foreningen Danske Seniorer at aflyse alle arrangementer til og med påske. Ældre Sagen har aflyst alle aktiviteter frem til den 1. juni, og selv om organisationens over 5.000 besøgsvenner gør alt, hvad der er muligt, for at øge det digitale samvær, er det ikke det samme, erkender David Vincent Nielsen.

»Der vil være nogle ældre, for hvem de kommende uger er endnu vanskeligere, fordi de har svært ved at betjene en smartphone eller har hørenedsættelse og derfor helst skal kunne se personen, de taler med. Det er yderst beklageligt, men der er desværre ikke meget at gøre ved det,« siger han og understreger, at det ikke er farligt at føle sig ensom i et par uger, selv om det er ubehageligt.

»Ensomhed er derimod farligt og sundhedsskadeligt på den lange bane, men det kræver mere end blot få uger, før man kan tale om en helbredsrisiko.«

Gretha Gad er ikke bange for at blive smittet med coronavirus. Hun klarer sine indkøb i den lokale Aldi tidligt om morgenen, når der ikke er mange mennesker, og hun er altid iført handsker. Nok er hendes blodtryk forhøjet, og hun bøvlede lidt med influenza midt i januar, men det var før coronavirussens hastige frembrud og i øvrigt første gang i mindst 10 år, at hun var sengeliggende.

Med 80 års erfaring i at opleve verden forandre sig tager hun »måske krisen lidt lettere end de unge familier«, og derfor er hendes bekymringer vendt udad i stedet for indad.

»Lyspunktet er, når mine børn og børnebørn ringer og siger, at de tænker på mig. Det gør godt. Det vigtigste for mig er, at de er sunde og raske, og jeg er glad for, at børn og unge mennesker ikke så let kan blive smittet,« siger hun og afviser straks medlidenhed.

»Det er værst for dem, der ikke får deres løn og bliver fyret. Det er slemt.«

Tage større chancer

Ifølge Karen Munk, der har forsket i enlige ældre som lektor ved Aarhus Universitet og forskningsleder på VIA University College, er det afgørende, at Gretha Gad og andre ældre forstår, hvorfor de er ensomme – at det ikke skyldes kassering eller forglemmelse.

»Ensomhed handler ikke kun om, at man er alene. Det handler i høj grad om årsagen til, at man er alene. I den nuværende situation er ensomheden tidsbegrænset og tjener et højere formål – nemlig at pårørende faktisk vil beskytte ældre mod en sygdom, de kan dø af. Det er et vigtigt budskab,« siger hun.

Karen Munk er sikker på, at man vil se lempelser på den totale adskillelse, hvis de ældre fortsat er isoleret fra den øvrige familie om en måned.

»På et tidspunkt må man stille sig selv spørgsmålet, om det er det værd at holde sig i karantæne i månedsvis uden at se sine kære. Det går ikke, at de ældre, svækkede mennesker skal vente for længe med at have social kontakt. Jeg vil gætte på, at man langsomt vil tage større chancer i forhold til at besøge sine ældre familiemedlemmer.«

Gretha Gad er i hvert fald ikke i tvivl. Hvis der ikke sker ændringer, vil hun hellere tage imod besøg af sin nærmeste familie og håbe på, at hun ikke bliver coronasmittet, fremfor at leve i isolation i flere måneder.

»Det vil jeg sige, ja, men jeg håber, og vi er nødt til at håbe, at det er slut om nogle måneder. Vi bliver nødt til at være optimister, men jeg er bange for, at dette ikke er det sidste.«

Hvad mener du med det?

»Måske får vi kontrol over virussen, men hvad kommer så? Det kan jeg godt blive foruroliget over. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der så vil ske. Hvis myndighederne kunne sige, at det var ovre den 1. april eller 1. maj, ville jeg være glad, men ingen ved det, og det er ikke rart, når man er lidt alene.«