Corona-ramt familie: »Jeg er normalt ikke rastløs ...«

Familien Ringgaard Poulsens parcelhus i udkanten af Herning virker umiddelbart som et hjem, hvor hvert medlem af familien har fundet sin plads. Det er første rigtige dag med lukkede skoler og hjemmearbejdsdage pga. coronavirus for hele familien Danmark.

Datteren Laura på ni år sidder på en barstol i køkkenet og laver matematikopgaver. Mikkel på 12 år kommer ud fra stuen med en e-bog i hånden, som han er ved at læse på ipad, og Benny Ringgaard Poulsen skænker kaffe til gæsterne. På en måde har de da også fundet en form på dagen.

Der var en plan for børnenes første hjemmeskoledag. De skulle op og spise morgenmad kl. 07.30 og derefter gå i gang med skoleopgaverne. Men sådan blev det alligevel ikke helt. Børnene kom op til tiden, men så tog de en times biologiundervisning via Facebook med Randers Regnskov, og senere på formiddagen blev det til matematikundervisning med et spil Matador.

Og nu hvor klokken er ved at være 13.30, erklærer alle tre børn, at de er ved at være færdige med de aftalte lektier. De begynder alle tre, Mikkel på 12 år og tvillingerne Laura og Malthe på 9 år at tage jakker på for at gå ud for at fange Pokemon’er, mens Benny Ringgaard Poulsen overvejer, om han skal slå græsplænen for første gang i år.

»Det er altså lidt mærkelig det her,« siger Mikkel Ringgaard Poulsen.

Fylder hverdagen ud

På en almindelig mandag ville han og lillebror Malthe cykle direkte fra skole til badmintontræning kl. 15.45. Laura ville tage hjem og lave aftensmad med sin far kl. 16, da mandag er hendes maddag, og omkring kl. 17 ville Lone Ringgaard Poulsen lande i hjemmet, hvorefter de ville spise sammen kl. 18.

Og efter maden ville enten Benny eller Lone Ringgaard Poulsen ofte tage til møde i menighedsrådet eller skolebestyrelsen. Sådan bliver denne dag ikke.

»Jeg er normalt ikke rastløs,« begynder Benny Ringgaard Poulsen.

Han arbejder som misbrugskonsulent i Ikast-Brande Kommune og skal nu arbejde hjemmefra. Men efter en time denne morgen kunne han ikke komme på mere at lave, så han kørte ned for at se på nye fliser til indkørslen.

»Vi er jo nok en familie, der til daglig fylder tiden ret meget ud med fodbold på tre forskellige hold, badminton, menighedsråd og skolebestyrelse. Nu har vi en masse tid sammen, og det er det, som vi tit efterlyser. Men jeg kan også mærke, at jeg måske med tiden kommer til at savne det input fra kolleger og andre mennesker, som vi alle sammen bringer med ind i familien hver dag,« siger Benny Ringgaard Poulsen.

Han savner især det sociale samvær allerede. Samtidig har han også tænkt på, at der måske også kan komme noget godt ud af situationen.

»Nu er alt aflyst, så måske vi kommer til at tænke over, hvilke af de ting, som vi normalt fylder vores liv med, vi virkelig vil bruge tid på. Til daglig løber vi rundt i hamsterhjulet uden at tænke så meget over, hvad vi egentlig bruger tiden på,« siger han.

Helst i skole

Det ringer på døren, og alle ser op. Kommer der gæster i dag? Der er Benny Ringgaard Poulsens fliseprojekt – en mand vil gerne hente de gamle fliser.

Mikkel Ringgaard Poulsen mener ikke, at man kan sammenligne det her med en ferie. Så ville der være færre lektier, mere søvn og mere samvær med vennerne.

»Jeg kan faktisk ikke helt overskue, hvis det her skal vare længere end to uger. Det har jeg ikke lyst til.«

Laura og Malthe nikker. Hvis nogen ringede og sagde, at det hele var afblæst, så de kunne komme i skole igen i morgen, ville de blive glade.

Lone Ringgaard Poulsen, der er it-konsulent, kommer ud fra et af børneværelserne, som hun har indrettet som kontor. Det fungerer fint indtil videre.

Hun siger, at de har forsøgt at være åbne om, hvad coronavirusset egentlig er. Derfor besøger børnene for tiden ikke mormor og morfar, som ellers lige er flyttet i lejlighed tæt på.

»Jeg er ikke bange for, at jeg skal blive syg, men jeg kan godt blive bange for, at nogen, jeg kender, skal blive syge,« siger Malthe.

Benny Ringgaard Poulsen beslutter sig for at slå den græsplæne. Og så tænker han over, hvordan man mon kan variere dagene for børnene. Og han forestiller sig, at reglerne for, hvad de må gøre, bliver strammet endnu mere.

»Hvis vi f.eks. ikke længere må forlade matriklen. Det ville jeg ikke bryde mig om. Nu kan vi da i det mindste tage på udflugter sammen.«