Gerhard og Gerard satte den europæiske drøm på skinner

Gerhard fra Tyskland og Gerard fra Frankrig var sikkert nøje udvalgt til at være de store symboler på virkeliggørelsen af en drøm.​

Deres navne lignede hinanden. De lignede hinanden fysisk. De var grænsebetjente på hver sin side af den tysk-franske grænse. Og ikke et hvilket som helst sted: ved overgangen over Rhinen mellem Kehl og Strasbourg i Alsace, der i århundreder havde været kastebold mellem to europæiske stormagter.

Broen mellem de to byer hedder naturligvis Europabrücke. Den dag for over 30 år siden, da Gerhard og Gerard – hvis efternavne er gået i historiens glemmebog – blev vist frem for verdenspressen, mens grænseanlæggene blev revet ned på begge sider af den store europæiske flod, var tungt lastet med bevingede ord og store visioner.

Det har ambitionen om det grænseløse Europa været lige siden.

Fjernelsen af grænsekontrollen og muligheden for at rejse fra Skandinavien til Sicilien uden at skulle vise pas har siden EU’s grundlæggelse været set som et udtryk for vilje til at lære af Anden Verdenskrigs rædsler, af nationalisme og stormagtsrivalisering gennem århundreder.

»Grænser springer som regel ud af militære konflikter, krige. Grænser forudsætter vilje til magtanvendelse. Dermed bliver grænsen noget meget negativt,« siger Europa-kenderen, professor emeritus Uffe Østergård.

Efter krigen skulle det være slut med med den klassiske magtpolitik. Nu skulle man tværtimod komme hinanden i møde, række hånden frem og rive barrierer af alle slags ned for at fremme menneskenes og varernes frie bevægelighed i Europa.

Også af den grund slår det hårdt i den europæiske offentlighed, at Danmark fra kl. 12 lørdag lukkede alle sine grænser, lige som andre lande har gjort, bl.a. Østrig, Polen og Tjekkiet.

Det er ikke noget, man bare lige gør – som at lempe lukkeloven eller bevilge 1.000 ekstra sygeplejersker. Årtiers europæisk historie er med inde over. Den danske regering er med sin beslutning trådt op imod en historisk vision.

De betjente, der lørdag gik i stilling ved de danske grænseovergange, konfronterede derfor ikke kun de rejsende, som fik besked på at vende om igen, hvis de ikke havde et »anerkendelsesværdigt formål«. De skubbede også til en tung historisk bagage og stærke følelser på et helt kontinent.

»Det interessante er, om det bliver en kortvarig periode, eller om lukningen af grænser i Europa vil føre til mere permanente ændringer. Er vi villige til at betale prisen for at træde et skridt tilbage og genindføre en håndhævelse af grænsen?« spørger professor emeritus Hans-Henrik Holm, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Grænsen skiller ikke kun

Han peger på, at hvor en grænse tidligere kunne markere en dybtgående forskel på to lande, så er de enkelte lande i dag blevet meget mere ensartede.

»Håndhævelse af grænsen er i dag nok først og fremmest psykologisk. Hverken når det gælder indvandring eller virus, kan de enkelte stater jo klare opgaven selv. Men her og nu kan det give en følelse af at gøre noget at lukke grænsen,« siger Hans-Henrik Holm.

Ambitionen om det grænseløse Europa er indeholdt i selve EU’s grundlov, Rom-traktaten fra 1957, men det var først den 14. juni 1985, at regeringscheferne fra Vesttyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg konkretiserede den.

Det skete på turistbåden ”Princesse Marie-Astrid” på Mosel ud for den luxembourgske flække Schengen. Her blev Schengen-aftalen underskrevet. Det første skridt var taget. I den følgende tid blev grænseanlæggene mellem disse fem første lande revet ned. Det var her, at Gerhard og Gerard gik i aktion.

»Grænser opfattes som snærende. De begrænser og indskrænker. Efter krigen ville man det modsatte,« siger Uffe Østergård. 

Euforien var stor. Historien fik nu sit. Ingen af disse tidlige Schengen-lande kan i dag flage med deres nationale flag uden også at hejse EU-flaget. I Tyskland var man længe først europæer, siden tysker.

Et historisk håndtryk

Det var en tid med store følelser og store europæere ved magten. Hverken den tyske kansler, Helmut Kohl, eller den franske præsident, Francois Mitterrand, blev træt af at trække de store linjer op: fred, frihed, udsoning og forsoning.

Arvefjenderne Tyskland og Frankrig var i centrum. Men målet var et forenet Europa. Metoden var ikke mindst at fjerne grænserne for at skabe et nyt, fredeligt Europa.

»Jeg kan dårligt beskrive de følelser, der greb mig. Aldrig før havde jeg følt en sådan nærhed til vores franske naboer. Den franske præsidents storslåede gestus overvældede mig. Håndtrykket var et udtryk for forsoning,« skrev Helmut Kohl mange år senere i sine erindringer.

Allerede som 17-årig havde han været med i en vovet aktion, hvor unge tyskere og franskmænd havde lavet hærværk mod en tysk-fransk grænsestation over mottoet: »Grænserne må væk.« Det skulle forblive en livslang drøm for ham.

Tysk-fransk udsoning

Billedet fra Verdun er blevet stående som det ypperste symbol på håbet om et nyt Europa. Den lille, fine præsident og den kæmpestore kansler med sine 135 kilo rakte ud efter hinanden og henover århundreders krig og fjendskab.

Det var i denne atmosfære tilbage i 1980’erne, at Schengen-aftalen blev underskrevet. Siden har alle EU-lande tilsluttet sig, og også et par andre lande, Norge og Schweiz, er med. Danmark gik med i 2001.

Da Tysklands genforening blev gennemført i 1990, spillede Europa igen hovedrollen. Til sloganet »Aldrig mere krig« knyttede sig en berømt formulering fra Helmut Kohl: »Tysklands genforening og Europas enhed er to sider af samme sag«.

Grænserne kom igen i fokus. Men samtidig blev debatten skarpere i de enkelte lande, også i Danmark. Nationalstaten kom til debat, mens globaliseringen tog fart. En stat uden grænser er ingen stat. Og de skal kunne håndhæves. Sådanne formuleringer kan man gå tilbage til det antikke Grækenland og finde. De er blevet pudset af i mange varianter lige siden.

Grænser er forbundet med en følelse af urørlighed og nationalt selvforsvar. Ældre danskere – og ivrige ”Matador”-seere – husker den alvorstunge melding fra kong Christian X og statsminister Thorvald Stauning om morgenen den 9. april 1940: »Tyske tropper har i nat overskredet den danske grænse …«

»Frø af ugræs …«

Det følsomme grænsespørgsmål viste sig også, da Sønderjylland og den tyske delstat Slesvig-Holsten i midten af 1990’erne ville lempe de dengang stadig ret stramme grænseregulativer og etablere en grænseoverskridende administrativ enhed.

Det førte til store protester, menneskekæder langs grænsen og alsang, herunder den også i dag så berømte »Det haver så nyeligen regnet«, inklusive passagen om, at »frø af ugræs er føget over hegnet«.

Det var et vældigt ideologisk opgør, hvor EU-modstanderne, bl.a. Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU, fik lejlighed til at genfremsætte alle advarslerne fra det store slag om folkeafstemningen om Maastricht-traktaten fem år tidligere, i 1992.

I årevis advarede også danske EU-modstandere om, at det ville ende med et Europas Forenede Stater, hvor små lande som Danmark ville komme til kort. En første forudsætning for at opretholde den danske nationalstat var at opretholde den danske grænsekontrol, hed det.

»Danskerne har altid haft det lidt svært med de store ord om krig og fred og de tunge historiske erfaringer. Vi har ligget i periferien af den debat,« siger Uffe Østergård.

Netop i det dansk-tyske grænseland er fokusset på grænsen traditionelt skarpt. En grænse kan skille, men den kan også forene. Det er det efterhånden gnidningsfrie samarbejde i grænselandet et godt udtryk for.

Men på den tyske side af grænsen er emnet stadig følsomt. Flensborgs overborgmester, Simone Lange, var hurtigt ude efter pressemødet fredag aften, da Mette Frederiksen annoncerede lukningen af de danske grænser.

»Jeg er ufatteligt rystet og ked af det. Det her er en stor fejl. Vi bremser smitte med karantæne og ikke med grænselukninger. Schengen-samarbejdet anser jeg dermed for begravet,« sagde hun til Flensborg Avis.

Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther, udtalte sig lørdag tilsvarende bekymret. Han håber nu, at der i det mindste ikke sættes danske soldater ind på grænsen.

Netop i år er alle sejl sat til for at fejre 100-året for Genforeningen i 1920. Mange arrangementer vil blive aflyst i kølvandet på coronavirussen, og lige nu må det betegnes som usikkert, om de store festligheder på Dybbøl Banke til juli kan gennemføres. Grænselukningen kommer helt på tværs.

Omstridt vildsvinehegn

I forvejen har opførelsen af vildsvinehegnet skabt store diskussioner i grænselandet. Det ses ikke mindst i Tyskland også som et attentat på den store Europa-symbolik. Ministerpræsident Daniel Günther har ofte erklæret sig ulykkelig over hegnet og henvist til »dårlige historiske erfaringer«.

Schengen-reglerne indeholder paragraffer, der tillader en midlertidig genindførelse af grænsekontroller. I mange år kunne det ske for at afværge uro ved store sportsbegivenheder, topmøder og endog – for Islands vedkommende – for at lukke af for en tilrejsende rockerklub.

Men med den store flygtningekrise i 2015, hvor migranter kom vandrende på de danske motorveje, blev tonen skarpere. Flere lande har siden indført en grænsekontrol med stikprøver, som den indtil lørdag kl. 12 også har været kendt fra den dansk-tyske grænse.

Grænsekontrollen er blevet voldsomt politiseret i de nationale debatter om ikke mindst udlændingepolitikken, påpeger Hans-Henrik Holm. Holdningen til grænsekontrollen afspejler ofte, hvor man står i indvandrerspørgsmålet.

Orbán: »Jeg gik forrest«

Ungarns præsident, Viktor Orbán, blev oprindelig hårdt kritiseret for at lukke den såkaldte Balkan-rute op gennem Europa. Siden har mange af de kritiske lande selv indført grænsekontrol. Orbán kunne forleden ikke dy sig for at prale med, at Ungarn er gået forrest.

Formelt har EU-landene skullet indhente tilladelse til at forlænge grænsekontrollen i Bruxelles hvert halve år. Hver gang er tilladelsen givet med en løftet pegefinger og strenge formaninger om, at det ikke kan gå i det lange løb. En fast del af begrundelsen har været de dårlige historiske erfaringer med grænser i Europa.

Den danske grænsekontrol fra 2016 vakte betydelig opmærksomhed i Tyskland. I satireprogrammer blev Danmark fremstillet som en opdateret udgave af DDR med dets forkærlighed for grænseanlæg og selvskydende mordmaskiner. Men kort efter indførte Tyskland sine egne kontroller på grænsen til Østrig, og så forstummede kritikken.

Med lukningen af de danske grænser er tiden skruet tilbage til den dag ved Rhinen, da Gerhard og Gerard trådte ind på scenen. I hvert fald midlertidigt.