Fortsæt til indhold
Indland

Nyt Uni-login skal øge sikkerheden

Fremover skal elever i 0.-3. klasse logge på deres Uni-login med en kode bestående af fire ikoner. Det er et led i en ny løsning fra Styrelsen for IT og Læring, som skal øge sikkerheden og forhindre misbrug af brugernavne og adgangskoder.

For at forbedre sikkerheden ved brug af Uni-login og sikre, at eleverne kan huske deres adgangskoder, har Styrelsen for IT og Læring lanceret en ny løsning, hvor adgangskoderne er tilrettelagt efter elevernes alder.

Fremover skal elever i 0.-3. klasse derfor logge ind med en kode bestående af fire ikoner, fortæller Klaus Østergård Jensen, kontorchef i Styrelsen for IT og Læring:

»Vi har lavet brugertests, som har vist, at det er nemmere for helt små børn at huske piktogrammer end at huske tal og bogstaver.«

Der har været situationer, hvor børns adgangskoder er blevet kompromitteret, og det skal vi gøre, hvad vi kan, for at undgå.
Klaus Østergård Jensen, kontorchef ved Styrelsen for IT og Læring

Misbrug og trusler

Det nye system kommer efter, at brugernavne og adgangskoder til Uni-login, som bl.a. bruges til at få adgang til digitale undervisningsportaler, har været misbrugt. I efteråret fik flere skoler bombetrusler via deres intranet.

»Der har været situationer, hvor børns adgangskoder er blevet kompromitteret, og det skal vi gøre, hvad vi kan, for at undgå,« siger Klaus Østergård Jensen.

Eleverne i 0.-3. klasse får fremover en adgangskode, som består af fire ikoner. Når de skal logge ind, skal de vælge fire ud af ni piktogrammer. Ifølge Klaus Østergård Jensen, som er kontorchef ved Styrelsen for IT og Læring, viser brugertests, at børn i den alder har nemmere ved at huske kombinationer af billeder end af tal og bogstaver. Foto: Styrelsen for IT og Sikkerhed

Elever i 4.-6. klasse får fremadrettet en adgangskode med otte bogstaver, mens elever i udskolingen skal have koder på 12 tegn bestående af både store og små bogstaver samt tal.

»En adgangskode skal være let at huske og svær at gætte. Og så skal man kun selv kende den,« siger Klaus Østergård Jensen og understreger, at det skal sikres ved hjælp af de nye piktogrammer og skærpede krav.

Indtil nu har det været muligt for lærerne at udskrive en liste med elevernes adgangskoder i tilfælde af glemte koder, men grundet sikkerhed bliver den mulighed fjernet. Til gengæld får de adgang til et system, hvor de kan give eleverne nye adgangskoder. Skolerne får desuden mulighed for at erstatte Uni-login med lokale loginløsninger.

Styrelsen for IT og Læring har brugt cirka 12 mio. kr. på det nye Uni-login.