Fortsæt til indhold
Indland

Borgmester til kamp mod fyrværkeri-kaos: »Hvorfor lader forældrene dem gøre det?«

I et boligkvarter i Holbæk er både brandvæsen og politi blevet beskudt med fyrværkeri. Det får borgmesteren til at true med hårde midler.

Over de seneste dage har boligkvarteret Ladegårdsparken i Holbæk været præget af farlig affyring af fyrværkeri i stil med det, man også har hørt om fra Nørrebro.

De gentagne hændelser har fået Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) til over for TV 2 Øst at påpege, at både politi og SSP-medarbejdere er i gang med at tage kontakt til de involverede unge mennesker - og at konsekvensen kan blive, at de bliver smidt ud af deres boliger.

Henover weekenden blev både politi og brandvæsen beskudt direkte med fyrværkeri i området.

Det startede, da brandvæsenet blev tilkaldt til en mindre brand. Straks indsatslederen nåede frem, begyndte en gruppe at skyde mod hans bil, og han bakkede væk og tilkaldte politiet til at få styr på situationen. Da politiet nåede frem, blev de så beskudt.

Natten mellem lørdag og søndag rykkede politiet ud i Holbæk. Foto: Local Eyes

Borgmesteren siger, at hun er »vred« over hændelserne, og så peger hun også fingeren et bestemt sted hen.

»Hvor er forældrene til de her unge mennesker, som render rundt og skyder fyrværkeri efter brandmænd og politifolk. Hvorfor lader de dem gøre det? Det er ikke for at lægge hele ansvaret hen på familien, men der er også et ansvar der, jeg synes der er ret væsentligt,« siger borgmesteren til TV 2 Øst.

Sager om beskydninger med fyrværkeri mod personer og biler har flere gange været fremme i dagene siden jul.

Fokus har især været på Nørrebro, hvor grupper på op mod 30 mennesker har skabt kaotiske scener, men det er altså også gået galt i andre byer.

Ved Brøndby Strand er en brandmand for eksempel blevet ramt i hovedet af fyrværkeri - dog uden at komme til skade.