30-årig rocker efterlyst for drab
Københavns Vestegns Politi ransagede i sidste uge flere adresser, som kan relateres til den 30-årige.
En 30-årig Hells Angels-rocker er efterlyst af politiet for i maj i år at have dræbt en 36-årig mand i Rødovre med skud.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
»I sidste uge oplyste vi, at vi ville offentliggøre navn og billede på den 30-årige, hvis han ikke meldte sig til politiet. Det er ikke sket og derfor efterlyser vi ham nu offentligt,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelse.
Den 30-årig mand, Hasan Okutan, beskrives af politiet som af tyrkisk oprindelse, 180 cm høj, kronraget med kort mørkt fuldskæg og muskuløs af bygning.
Han har tatoveret ”13:3” på venstre bryst og har en tatovering af et håndaftryk på højre bryst. Han er også tatoveret på begge underben.
Politiet formoder, at Hasan Okutan opholder sig i udlandet. Han er lige nu fængslet in absentia - altså uden at være til stede - i drabssagen fra maj og efterlyst internationalt.
Københavns Vestegns Politi ransagede i sidste uge flere adresser, som kan relateres til den 30-årige efterlyste mand. De ting, man fandt under ransagningerne, indgår nu i efterforskningen.
Ofret i drabssagen en var mand, som var tidligere medlem af Hells Angels.