Besparelse på madlavning i afdeling for kræftsyge børn vækker harme
Grundet besparelser får Rigshospitalets afdeling for kræftramte børn nu leveret mad fra centralkøkken. Det vækker ikke begejstring.
Førhen var der eget køkkenpersonale, som lavede kager, smoothies og hjemmelavet mad, men fra 2. september blev virkeligheden en anden på Rigshospitalets afdeling for kræftramte børn.
Det skriver TV 2 Lorry.
For som led i en besparelse har afdelingen mistet personalet i et særligt børnekøkken, og nu leveres maden i stedet fra hospitalets centralkøkken, der hører under "Enhed for Mad og Drikke".
Der er fortsat personale til at tilberede og klargøre maden fra det fælles køkken, men skiftet møder alligevel kritik fra flere forældre til nogle af de indlagte og berørte børn.
»Når man ser maden, så har man ikke lyst til at spise den. Det har resulteret i, at børnene ikke spiser. Jeg har dagligt set børn gå ind i køkkenet uden at komme ud med noget, de ville spise,« siger en af de berørte børns mor, Kamilla Krainer, til TV 2 Lorry.
Hun gengiver blandt andet et eksempel med en kyllingeret, hvor kyllingen knap kunne tygges, og servering af en kage med mokkasmag - »hvilke børn kan lide kage med mokkasmag?« spørger hun retorisk.
Som reaktion på kritikken siger afdelingens oversygeplejerske Marianne Madsen, at "Enhed for Mad og Drikke" nu vil se på kritikken og arbejde med at forbedre tilbuddet.
Der er dog ikke lagt op til at rulle forandringerne tilbage.
Det er der ganske enkelt ikke råd til i det nuværende budget, siger oversygeplejersken.
»Vi har prioriteret, at der ikke skulle fyres læger og sygeplejersker, og så måtte vi se os om i forhold til, hvad der kunne gøres. Det er det valg, vi har stået med,« siger Marianne Madsen til TV 2 Lorry uden at komme ind på hvor stort et beløb, der er blevet sparet.