De byggede et hus til Bertram - tør de også blive boende, når masterne kommer?

De videoovervåger deres børn, når de sover.

Jesper Rødgaard Madsen viser den håndholdte skærm frem. De grynede billeder viser den etårige Johan, der har rejst sig op i sin tremmeseng i en lille mands protest mod at blive puttet. Med et tryk på en knap skifter kameravinklen til den otteårige Bertram, der sover trygt i sit børneværelse. Med ved spisebordet sidder den fireårige Luna, endnu i højt humør over at få lov til at blive oppe, selv om det er blevet aften.

Bertram blev født lige så sund og rask, som hans søskende er i dag, men han blev efter et års tid ramt af en ulykke, som lægerne ellers havde udelukket. Det er derfor, at Jesper og Anja Rødgaard Madsen kigger med, når deres børn er lagt i seng. De tør ikke lade være.

Familien bor på Bjalderupvej mellem marker uden for Ølgod i et specialdesignet hus, der er så nyt, at det ikke helt er færdigt. Udenfor stritter en ledning op af jorden, et stykke af gavlen mangler endnu at blive malet, og Jesper Rødgaard Madsen mener, at han mangler at fuge et par steder.

Indenfor er der taget alle tænkelige handicaphensyn. Der findes ingen dørtrin, der er et værelse til en overnattende hjælper, og der er minimum to meters vendeplads i hele huset, så Bertram ubesværet kan komme omkring i sin kørestol. Der er specialvarme i gulvet, stort lysindfald til at hjælpe hans syn og ekstra lydtætte vægge, så Bertram kan sove fuldstændig uforstyrret. Den første tid efter ulykken kunne det godt tage toenhalv time at få ham til at falde i søvn, og fordi han havde fået kappet forbindelsen mellem øjet og hjernen, var han særligt lydfølsom. Et træk i toilettet eller et knirk fra trægulvet var nok til at vække ham, da de boede i deres gamle, smalle toetagers rækkehus i Ølgod. Dengang listede forældrene rundt på post-it-sedler for at undgå at starte forfra med en lang putterutine. De gule noter var sat lige der, hvor plankerne var knirkefri.

Anja og Jesper Rødgaard Madsen kigger på hinanden og griner, da de tænker tilbage på det.

De har bygget det meste selv. Jesper Rødgaard Madsen er udlært elektriker og har brugt to år af sin fritid på projektet. I april 2018 kunne de endelig flytte ind. Her skulle de bo alle deres dage.

Men bare to måneder senere fik de et brev fra Energinet, en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der har ansvaret for rygraden i det danske elnet.

I brevet stod, at en ny højspændingsledning var på vej, og familien Rødgaard Madsen boede i projektzonen. På Energinets hjemmeside kunne de se på et kort, at de lå i et kilometerbredt bælte, der strakte sig ca. 170 km gennem Jylland.

Allerede i dag løber højspændingsledninger forbi familiens hus. Ud ad vinduet i Johans vestvendte børneværelse kan man akkurat ane toppen af en mast over de høje birketræer, der omkranser huset. Den er 33 meter høj, 9 meter bred og fører 150 kilovolt strøm. Fra husets gavl til den nærmeste ledning er afstanden ca. 130 meter. Det er så langt væk, at familien lever fint med det, men alligevel så tæt på, at de kan høre strømmen gnitre, når vejret er vådt.

De nye master kommer med deres 35 meter lige så højt op, som udsigtsplatformen i Rundetårn, og med et vingefang på 37 meter bliver de næsten lige så brede, som en håndboldbane er lang. Her er planen at hænge op mod seks tykke ledninger, der skal kunne transportere en elektrisk spænding, der er næsten tre gange så stærk, 400 kilovolt. Energinet har selv beskrevet det sådan, at hvis ledningerne hænger lavt, og vejret er til det, kan man opleve, at hårene rejser sig på armene.

Brevet fra Energinet rejste en masse spørgsmål i det nybyggede hjem: Hvad betød det for huspriserne? Var det farligt for børnene? Og hvor skulle masterne helt præcist placeres?

Anja og Jesper Rødgaard Madsen kiggede på kortet igen og konstaterede, at deres hjem lå lige midt i projektzonen. Hvis de var heldige, ville ledningen blive anlagt flere hundrede meter til den ene eller anden side af huset.

Det håbede de.

Partier lovede at fjerne ledninger

Egentlig undrer det Jesper Rødgaard Madsen, at højspændingsledningerne overhovedet skal op at hænge på master. Han har en elektrikerkollega, der har været i samme firma i 50 år, og som i begyndelsen var med til at sætte ledninger på de små træmaster, som stadig kan ses rundt omkring i landet. Efterfølgende var han med til at lægge dem i jorden.

Det var også den politiske plan i mange år. I 2009 aftalte et flertal i Folketinget, at alle højspændingsledninger med 150 kilovolt skulle pilles ned eller graves ned, og at nye 400-kilovolt-forbindelser skulle »lægges i jorden«.

»Det er et stort fremskridt for både mennesker og natur, at vi nu tager fat på at fjerne en stor del af de højspændingsmaster, der i dag skæmmer landskabet,« sagde daværende klima- og energiminister, Connie Hedegaard (K).

Partierne bag den såkaldte kabelhandlingsplan jublede over udsigten til et forskønnet dansk landskab. Prisen blev opgjort til 14,5 mia. kr., som elforbrugerne skulle betale. For en almindelig husstand svarede det til en ekstraregning på 75 kr. om året.

Ifølge Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, var den store kabellægning vigtig »af hensyn til naturen og mennesker«:

»Det er ikke rart at være naboer til en højspændingsledning,« sagde han til Weekendavisen i 2009.

For familien Rødgaard Madsen ville kabelplanen have betydet, at den eksisterende højspændingsledning skulle tages ned, og at den planlagte 400-kilovolt-forbindelse skulle i jorden. Alt ville have været væk.

Men i en aftentime i Finansministeriet blev planen ændret uden større opmærksomhed. Det skete med en politisk aftale, der egentlig handlede om noget helt andet.

De trak et nummer til dialogmøde

På Bjalderupvej ventede familien i lang tid på at høre nyt fra Energinet. I begyndelsen tænkte de, at de var sluppet fri. Men efter næsten halvandet år talte de med en glad nabo, som var sluppet. Ledningen ville køre udenom. Hvad med dem, tænkte de. De lå jo midt i projektzonen.

Anja og Jesper Rødgaard Madsen gik ind på Energinets hjemmeside og klikkede på den linjeføring, som blev offentliggjort i september i år. Frem kom et nyt danmarkskort med det første konkrete forslag til, hvor ledningen og masterne præcist skulle placeres. De zoomede helt ind på deres hus.

Forældrene tager overfrakker på og går ud i mørket for at vise, hvad de fandt ud af. Fireårige Luna hopper også i flyverdragten og tænder for sin lommelygte. Den håndholdte videoskærm skal også med.

De går forbi legepladsen i haven. De går rundt om træerne og ind på den sti, hvor der skulle have været vindspil og vandfontæner til at stimulere Bertrams sanser. Jesper Rødgaard Madsen peger sin lommelygte ind i en lysning, hvor han har fældet træer. Der skulle hans værksted have ligget. Han fører lyskeglen opad. Op over trætoppene. Op i aftenhimlen.

Det er der, at højspændingsledningerne kommer til at hænge. 60 meter fra huset. 40 meter fra legepladsen. 30 meter fra sansestien til Bertram.

De var lamslåede. Hvad skulle de gøre nu? Skulle de foreslå Energinet at flytte linjeføringen, velvidende at det ville ramme deres gode naboer i stedet for dem selv? Skulle de banke på døre og spørge, om nogen mon kunne tænke sig at få en højspændingsledning i baghaven? De besluttede sig for at hyre en advokat til at køre sagen for dem. De kunne ikke overskue det hele selv.

Anja og Jesper Rødgaard Madsen vidste så meget, at når deres hus var mindre end 80 meter fra den nye ledning, ville de få et købstilbud fra Energinet. Spørgsmålet var, om det tilbud ville modsvare alle de penge og al den tid, de havde lagt i det nye hus.

Til et dialogmøde i Varde kunne de trække et nummer og stille sig i kø. Energinet vurderer, at omkring 700 husstande påvirkes direkte af forbindelsen – enten fordi de vil få en mast, en ledning eller et kabel på deres grund, eller fordi de vil bo inden for 280 meter og derfor have ret til et købstilbud eller en erstatning.

Efter toenhalv times ventetid i Varde var der endelig en Energinet-konsulent, der var ledig. Parret fortalte deres historie. Konsulenten følte med dem og fortalte, at han selv havde en pige på ni måneder, og at han aldrig ville bo så tæt på en højspændingsledning.

En anden konsulent forklarede dem, at købstilbuddet baseres på en vurdering fra en ejendomsmægler, som Energinet i første omgang stiller med. Er de utilfredse, kan de få en ny vurdering fra en anden mægler, som de selv kan vælge. Derefter venter en forhandling om prisen, der kan ende som et gennemsnit af de to vurderinger. Men tages der slet ikke særligt hensyn til nybyggeri, spurgte parret. Nej, svarede den anden konsulent.

Det væltede dem bagover. Selv vurderer de, at deres nye hus har kostet omkring 3,5 mio. kr. for grunden, materialerne og den tid, som Jesper selv har lagt, og som de alternativt skulle have betalt sig fra. Det er det beløb, de vurderer, at de skal have hjem, hvis de skal bygge samme hus et andet sted væk fra master og ledninger. Men den pris får de aldrig for et hus på landet. Det ved de med sig selv. Et vennepar med et lækkert parcelhus inde i Ølgod by kan højst forvente at få omkring 2,5 mio. kr. Anja og Jesper Rødgaard Madsen føler derfor, at valget står mellem at miste en million eller blive boende tæt på en ledning, som de frygter er sundhedsskadelig for deres børn.

Det er især magnetfelterne, der bekymrer. De opstår alle steder, hvor der er elektronik, og jo stærkere strøm, jo kraftigere magnetfelt. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at magnetfelter fra højspændingskabler er »muligvis kræftfremkaldende«, fordi forskningsresultater har indikeret en mulig sammenhæng med leukæmi hos børn. Evidensen er imidlertid så svag, at sundhedsfaren ikke er endeligt bekræftet. Men den er heller ikke udelukket.

Sundhedsstyrelsen opererer med et forsigtighedsprincip, som tilsiger, at højspændingskabler »ikke opføres tæt på eksisterende boliger«. Styrelsen mener imidlertid ikke, at der er videnskabeligt belæg for at definere præcist, hvor grænsen bør gå.

Anja gik grædende fra dialogmødet, som hun syntes var mere møde end dialog.

Plan blev ændret i aftale om noget andet

At der overhovedet skal etableres nye højspændingsledninger gennem Jylland, hænger sammen med milliardprojektet Viking Link, et over 750 km langt kabel til søs og til lands, som skal forbinde Danmark og Storbritannien.

Energinet ansøgte ministeren om lov til at etablere Vikling Link i 2015. Begrundelsen var, at forbindelsen vil »effektivisere den grønne omstilling«, skabe en samfundsøkonomisk gevinst og »forbedre vilkårene for danske producenter«, fordi strømmen kan sælges til en højere pris i Storbritannien end herhjemme.

Den store strømplan er opdelt i tre projekter, der er »gensidigt afhængige«:

1) Selve forbindelsen til England. Den skal »øge forsyningssikkerheden«, øge »vindkraftens værdi« og hjælpe med at opfylde internationale og nationale mål om vedvarende energi og CO₂-udledning.

2) Vestkystforbindelsen fra Endrup til grænsen. Den skal gøre det muligt at sælge mere strøm til Tyskland og fungere som backup, hvis Viking Link falder ud.

3) Forbindelsen mellem Endrup og Idomlund uden for Holstebro. Den skal sikre »den fulde gevinst« fra Viking Link og transportere grøn strøm fra nye vindmølleparker i Vesterhavet.

Tilsammen vil det blive Energinets hidtil største investering – ca. 11 mia. kr. står det til at koste – men planen kom med en betingelse. Energinet skrev direkte til ministeren, at det var en »forudsætning« for projektet, at forbindelsen gennem Jylland blev etableret som luftledninger. Problemet var, at kabelhandlingsplanen på det tidspunkt fastslog, at den slags ledninger skulle i jorden.

Det blev ordnet en aftenstund i Finansministeriet i november 2016.

Længe havde V-regeringen forhandlet med S, DF, LA, R, SF og K om at afskaffe den såkaldte PSO-afgift, som blev opkrævet på forbrugernes elregning for at støtte udbygningen af vindkraft i Danmark, men som ifølge embedsmænd i EU-Kommissionen var konkurrenceforvridende til fordel for danske virksomheder. Men vindmøllerne skulle stadig have støttekroner, og hvis pengene ikke kom fra PSO-afgiften, skulle de findes andetsteds.

V-regeringen havde sideløbende en klar ambition om at gøre det billigere at være dansker og lettere at drive virksomhed, og her blev den gamle kabelhandlingsplan bragt i spil. I et vækstudspil foreslog V-regeringen at spare 8 mia. kr. frem mod 2040 ved at droppe planerne om at nedgrave alle 150-kilovolt-forbindelser og nye 400-kilovolt-ledninger, sådan som det ellers var aftalt i 2009.

Lars Chr. Lilleholt, som dengang havde fundet det vigtigt at kabellægge af hensyn til natur og mennesker, foreslog nu som minister at droppe det og i stedet hænge ledninger op i luften for at spare en sum penge. Meget energitunge virksomheder ville vinde 1-2 mio. kr. årligt på den konto, og en almindelig LO-familie ville også få lidt ekstra til sig selv om måneden.

De nye principper blev flettet ind i den endelige aftale, som især kom til at handle om, at PSO-afgiften blev afskaffet, og at regningen blev betalt ved at hæve bundskatten en anelse. Ikke mange opdagede afsnittet, der hed »tilpasning af planer for kabellægning«.

Men for Energinet var det en vigtig justering. I årsrapporten for 2016 noterede Energinet, at de nye principper gjorde det muligt »at etablere de luftledninger, som bl.a. har betydning for, om Viking Link bliver en god forretning for Danmark«.

»Den ekstra udgift, der er forbundet med kabellægning, ville fjerne en stor bid af den samfundsøkonomiske gevinst ved Viking Link,« udtalte Henrik Riis, direktør i Energinet.

Han påpegede også, at det ville være »teknisk usikkert« at lægge kablerne i jorden. Det ville f.eks. kræve store stationsanlæg på jordoverfladen for hver 20-30 km kabel, noterede Energinet i årsrapporten. Men de skrev ikke, at det var umuligt at lægge lange kabler.

Først da de lokale protester tog til, begyndte diskussionen at handle mere om teknik end om økonomi.

En møgsag for Venstre

Familien Rødgaard Madsen har selv oplevet, hvordan argumentationen er skiftet. Efter det første borgermøde sad de tilbage med det indtryk, at det handlede om økonomi. At det var for dyrt at lave jordkabler frem for luftledninger. En borger rejste sig op og protesterede. Hvis det var pengene, det handlede om, kunne de danske forbrugere vel nok finde de få hundrede kroner, som det ville koste ekstra på elregningen.

På det næste borgermøde dominerede en anden forklaring. Nu hed det sig, at det slet ikke kunne lade sig gøre teknisk.

Det stemte dårligt overens, syntes Jesper Rødgaard Madsen. Han var skeptisk over for de skiftende forklaringer. Det var mange andre også.

Langs hele linjeføringen gennem Jylland lød stadigt større protester. Sagen var særligt prekær for Venstre, fordi ledningen løb igennem seks kommuner, hvoraf fem var styret af V-borgmestre. Det var durk igennem partiets kerneland, højborge som Herning og Ringkøbing-Skjern og de sydjyske kredse, som Venstre havde brugt det meste af valgperioden på at vinde tilbage efter at have tabt terrænet til Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015.

Inger Støjberg lod forstå på et sommergruppemøde, at hun var imod projektet, og den jyske stemmesluger Søren Gade sagde åbent, at sagen kunne koste Venstre magten ved det folketingsvalg, som rykkede tættere og tættere på.

»Det er os, der får skylden, hvis vi ikke får løst den sag på en tilfredsstillende måde. Til gengæld er der meget hæder at hente, hvis vi kan løse den. Det her bliver en stor sag i den kommende valgkamp, og jeg frygter, den kan blive afgørende,« sagde han i Weekendavisen i oktober 2018.

En stribe jyskvalgte folketingsmedlemmer fra Venstre tilsluttede sig kampen mod det projekt, som deres egen regering havde godkendt.

»Det kan ikke forklares, og det kan ikke forsvares,« sagde Carl Holst (V) til Jydske Vestkysten.

Lars Chr. Lilleholt forsikrede, at kritikken gjorde indtryk, og at han gjorde alt, hvad han kunne for at få så meget som muligt i jorden. På et samråd fortalte han, at det også »var kommet bag på ham«, at det angiveligt skulle være teknisk umuligt. Godt nok havde Energinet informeret ham om, at lange kabler var behæftet med »betydelige tekniske udfordringer, stor usikkerhed og ukendte faktorer«, men for ham var det ikke lig med, at det var umuligt.

»Jeg var også af den opfattelse, at det var under visse besværligheder, men at det ikke var umuligt at nedgrave kablet,« sagde han.

For at udrydde enhver tvivl bad han derfor Energinet undersøge en gang for alle, om der vitterlig ikke var alternativer til luftledninger. Ingen spørgsmål skulle stå ubesvarede hen.

»Jeg har også besluttet, at vi skal have udenlandske eksperter til at se det efter i sømmene, så vi får manet al tvivl i jorden om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan,« sagde Lilleholt.

Energinet måtte arbejde på højtryk for at få redegørelsen færdig. Da den kom, viste det sig, at der godt kunne lægges lidt mere kabel end først planlagt. Oprindeligt var det forudsat, at 10 pct. af strækningen skulle i jorden. Det blev nu hævet til til 15 pct. – eller hvad der svarede til ca. 26 km.

Mere gik ikke an, vurderede Energinet. De anførte bl.a., at lange kabler ville forstærke den elektriske støj i elnettet, og det kunne i værste fald forkorte levetiden på forbrugernes apparater. I 2016 oplevede borgere på Anholt f.eks., at elpærer gik i stykker, da der blev tændt for et nyt søkabel til øen. Et andet problem var ifølge Energinet, at kabler groft sagt fungerer som genopladelige batterier, der kan blive så fyldt af deres egen ladestrøm, at energien fra vindmøllerne ikke kan passere gennem kablet og ud mod stikkontakterne.

Generelt vil længere strækninger med kabel »medføre betydelige risici og potentielt kompromittere Danmarks forsyningssikkerhed«, lød det i den samlede konklusion fra Energinet.

Den 132 sider lange redegørelse skulle nu sendes videre til de internationale eksperter.

En hengemt passage

Energistyrelsen afholdt en udbudsrunde, og opgaven tilfaldt konsulenthuset WSP, der har hovedsæde i Canada. I december 2018 kom deres rapport.

På den første side stod, at WSP og Energistyrelsen var blevet enige om en bestemt definition af, hvad der var »teknisk muligt«. Det skulle forstås som løsninger, hvor »der er stor sandsynlighed for, at tekniske problemer ikke vil opstå«. WSP skulle også holde sig inden for en stram tidsplan og kun sige god for en højspændingslinje, der kunne stå færdig i 2023, hvor der bliver tændt for Vikling Link.

På den baggrund skrev de internationale eksperter i deres resumé, at WSP »var enig« med Energinet, som havde afvist at kabellægge 50 pct. eller 100 pct. af strækningen. WSP var desuden enig med Energinet i, at luftledninger var den »teknisk mest robuste, simple, hurtigste og billigste løsning«. WSP var også enig i, at en anden teknisk løsning – et jævnstrømskabel i jorden – ikke kunne ikke stå klar i 2023.

Det blev budskabet, som WSP selv, Energinet og ministeren formidlede videre til offentligheden: De internationale eksperter var enige i, at det ikke var teknisk muligt at lægge den nye forbindelse i jorden.

»Jeg ville ønske, at vi kunne grave mere ned end de 26 km, der er teknisk muligt,« sagde Energinet-direktør Henrik Riis.

Lars Chr. Lilleholt fastslog, at han gerne havde set, at »vi kunne nedgrave det hele«:

»Det er ikke teknisk muligt,« sagde han på et pressemøde i Esbjerg, hvor han fremlagde vurderingen fra de udenlandske eksperter.

Hvad der ikke blev fortalt var, at mens WSP holdt sig inden for en bestemt definition og stram tidsplan i sit resumé, så gemte der sig en helt anden vurdering på en af de bagerste sider i rapporten.

På side 39 af 51 blev det noteret, at »prisen for at opretholde elnettet i sidste ende bæres af elforbrugerne,« og at »indtil videre lader det ikke til, at der har været en vurdering af, hvad den danske offentlighed er parat til at betale for at undgå luftledningerne«.

Det blev efterfulgt af en vurdering, som nu vækker opsigt blandt dem, der står til at skulle bo tæt på master og ledninger:

»Det er WSP’s opfattelse, at alle de tekniske alternativer er teknisk mulige med de fornødne investeringer. Derfor bør Energistyrelsen og Energinet rådføre sig med offentligheden med henblik på, hvor meget elforbrugerne vil være villige til at lade elregningen stige for at undgå luftledningerne.«

Masterne og ledningerne kan altså undgås ifølge de internationale eksperter, som ministeren bad om en second opinion. Spørgsmålet er, hvor mange penge og hvor meget tid man er villig til at bruge på det.

Jyllands-Posten har forsøgt at få et interview med Anna Ferguson, som er director for power systems i WSP, og som stod for at skrive en stor del af rapporten. I begyndelsen var hun potentielt villig til at tale, men efter to ugers tavshed måtte hun undskyldende afslå.

»Energistyrelsen har bedt om, at jeg ikke stiller op til interview,« skrev hun i en sms til Jyllands-Posten.

Føler sig ført bag lyset

Jesper Rødgaard Madsen spærrer øjnene op, da han hører om den hengemte pointe i WSP-rapporten.

»Er det rigtigt?« udbryder han.

»Vi fik at vide på det første møde, at det handlede om penge. Vi fik at vide på det andet møde, at det teknisk ikke kunne lade sig gøre. Nu finder vi ud af, at det kan lade sig gøre ...«

Han tager sig lidt tid til at tænke det igennem:

»Vi er jo blevet ført bag lyset.«

Da Henrik Riis, direktør i Energinet, får forelagt WSP’s vurdering fra de bagerste sider, medgiver han, at »fuld kabellægning af lange strækninger ikke kan udelukkes som en mulighed, hvis tid og omkostninger ikke spiller nogen rolle«.

»Vi arbejder da også intensivt på forskning og udvikling inden for området. Imidlertid anser vi ikke et anlægskoncept som anvendeligt i driften af det danske eltransmissionssystem, medmindre der findes driftserfaring. Det gælder specielt 400-kilovolt-infrastrukturen, der er kritisk for forsyningssikkerheden i det danske elsystem,« skriver han i en mail til Jyllands-Posten og understreger, at »Energinets redegørelse er udført på et solidt grundlag«.

Han afviser også, at et jævnstrømskabel er en realistisk mulighed. Energinet påpeger, at jævnstrømsforbindelser primært er udviklet til at transportere strøm fra A til B over store afstande. Langs linjen i Jylland er der derimod brug for ”frakørsler”, hvor strøm kan sendes ud mod forbrugerne, og ”tilkørsler”, hvor der kan opsamles strøm fra f.eks. vindmøller. Det vil kræve opførsel af »store omformeranlæg« ved hver til- og frakørsel for at få jævnstrøm til at fungere på den måde.

Det vil »gøre driften af elnettet uhyre kompleks og føre til, at risikoen for fejl i nettet stiger betydeligt«, skriver Energinet.

Energistyrelsen betragter vurderingen i WSP-rapporten som »mere generelle betragtninger« om, at »principielt i en verden, hvor der er tid og penge nok, ville det på meget lang sigt være muligt at grave ledningerne ned«.

»Men disse betragtninger fra WSP om økonomi og borgernes betalingsvillighed rokker ikke ved hovedkonklusionen i rapporten om, at de er enige i Energinets vurdering af, at der er en teknisk grænse på ca. 15 pct. kabellægning,« skriver styrelsen.

Jyllands-Posten har spurgt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, om han mener, at den vestjyske forbindelse bør lægges i jorden, og hvad han vil gøre i lyset af, at de internationale eksperter finder det teknisk muligt. I en mail skriver han:

»Hvor meget der kan graves ned som kabler i jorden er et teknisk spørgsmål. Den tidligere regering igangsatte en undersøgelse af de tekniske muligheder for at kabellægge, og både Energinet og et eksternt rådgivningsfirma (WSP) fandt, at der maksimalt kan kabellægges 15 pct. af den kommende 400-kilovolt-forbindelse – når man vel at mærke skal kunne være sikker på, at elnettet også fungerer.«

Lars Chr. Lilleholt har ikke ønsket at stille op til interview, men i en sms-korrespondance med Jyllands-Posten skriver han, at »hvis der er nogen fagfolk, som mener, at det kan gøres anderledes, og at der findes endnu bedre løsninger, så er det oplagt at tage fat i klimaministeren, og så tager vi også stilling til det«:

»Vi ønsker kun en løsning, som hjælper borgerne i Vestjylland. Det har jeg hele tiden arbejdet efter, og det gør jeg selvfølgelig fortsat.«

Vil det sige, at Venstre vil tage sagen op med ministeren?

»Ja, hvis der kommer nye oplysninger frem fra faglige eksperter.«

Er det nyt for dig, hvad WSP skriver bagerst i sin rapport?

»Jeg har ikke yderligere kommentarer.«

12 afgørende minutter

Anja Rødgaard Madsen kommer ud ad døren fra Bertrams børneværelse.

»Er han klar?« spørger Jesper.

»Jeg lovede, at du lige kommer ind og læser historie,« svarer hun.

Han går ind til sin søn, løfter ham ud af sin kørestol og begynder at læse højt fra en bog.

Det var et nyt liv, der begyndte efter ulykken. Da Bertram var halvandet år gammel, blev han ramt af nogle mystiske feberkramper, der varede længere end normalt. Familien blev indlagt, forældrene frygtede, at det var epilepsi, men lægerne beroligede dem. Det var helt normalt. De kunne trygt tage hjem.

I den forvisning tog familien på ferie i Skagen. Knap var de ankommet, før Bertram fik feber igen. De ringede til den lokale læge. Også han forsikrede dem om, at de kunne tage det roligt, give sønnen noget mad og putte ham. Det gjorde de. 12 minutter senere gik Jesper Rødgaard Madsen ind for at tjekke.

Han fandt sin søn død i sengen.

De fik gang i hjertet igen, men da var skaden sket på hans hjerne. Det skulle vise sig, at han var blevet kvalt under et anfald. Enten i den yoghurt, han havde spist, eller fordi feberkrampen var så kraftig, at hans hjerte gik i stå. Der gik 10 måneder på sygehuse og genoptræningscenter, før de var hjemme igen i det lille, smalle rækkehus i Ølgod.

Det er derfor, at Anja og Jesper Rødgaard Madsen har bygget nyt. Det er derfor, at de videoovervåger deres børn, når de sover. Det er derfor, at de hellere vil miste millionen end at blive boende for tæt på et magnetfelt. De tør ikke løbe risikoen.

»Vi har lagt ham i seng én gang, hvor de sagde, at det ikke var farligt,« siger Anja Rødgaard Madsen.