Kloakudgravning får huse til at revne - kommunalt selskab nægter at stoppe
Kloakarbejde i Vadum får huse til at revne, men forsyningsselskab henviser til loven og fortsætter.
Beboerne på Ellehammersvej i Vadum skal snart til møde. Indkaldelsen er på vej fra Aalborg Forsyning, som i øjeblikket er i gang med at udgrave til kloakker på vejen, og der kommer sandsynligvis til at være rigeligt at tale om på mødet.
For TV 2 Nord skriver, at beboere på vejen er sat i en presset situation af det kommunalt ejede forsyningsselskabs arbejde.
Det mærkbare problem er, at gravearbejdet får det til at slå revner i flere huse.
Pia Tange er en af de berørte beboere. Rundt omkring på hendes hvidpudsede murstenshus ses revnerne tydeligt i både murværk og fundament.
»Da jeg talte 18 revner på én dag, stoppede jeg med at tælle. Der kunne jeg ikke kapere mere. Det er frustrerende. Det er ligesom at se sit hus stå i brand, og selvom du ringer 112, er der ikke nogen, der kommer,« siger Pia Tange til TV 2 Nord.
Som hun hentyder til, har beboerne forsøgt at få arbejdet stoppet med indtil flere henvendelser, siden arbejdet begyndte i august.
Aalborg Forsynings ingeniører har dog først og fremmest vurderet, at der ikke er fare for sammenstyrtning. Dertil henviser forsyningsselskabet til, at det ifølge byggeloven er husejeres eget ansvar, at deres fundament kan holde til gravearbejde såsom kloakudgravningen.
Distributionschef i Aalborg Forsyning Ole Neerup-Jensen passer dog på sit ordvalg om sagen.
»Ordet fair er meget problematisk. Vi må holde fast i, at der er en situation for den enkelte ejendomsejer og en situation for os. Vi skal overholde loven, og det skal de også,« siger Ole Neerup-Jensen til TV 2 Nord.