U19-kamp kammede over: 17-årig trak kniv mod modstander
En ungdomsfodboldkamp i Silkeborg fik torsdag konsekvenser udenfor banen.
En kamp mellem to U19-fodboldhold endte torsdag aften helt skævt i Silkeborg.
Herning Folkeblad skriver, at det var et amatørhold fra den lokale storklub Silkeborg IF, der var på banen mod et hold fra Hammerum.
Kampen inden for kridtstregerne endte 5-3 til hjemmeholdet, men efter gensidige provokationer var sejren tilsyneladende ikke nok for nogle af Silkeborg-spillerne.
De stillede sig derfor op udenfor Hammerum-spillernes omklædningsrum og ventede på, at modstanderne kom ud igen efterfølgende.
Her eskalerede situationen hurtigt, inden det var ved at gå helt galt.
»En 18-årig mand fra Silkeborg slår med knyttet næve en 15-årig dreng fra Hammerum i ansigtet, så han flækker overlæben. Men det er ikke det værste. For en 17-årig mand fra Silkeborg trækker pludselig en kniv og truer Hammerum-drengene,« forklarer Lasse Ivanøe, politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg, til Herning Folkeblad.
Da kniven blev fundet frem, flygtede Hammerum-spillerne fra stedet og tilkaldte politi, som ankom og anholdte og sigtede de to Silkeborg-spillere for henholdsvis vold og trusler.
I Silkeborg IF's amatørafdeling er man chokeret over hændelsen.
»Det er en situation, vi er utroligt kede af. Altså jeg har aldrig prøvet noget lignende i min tid, og nu har jeg trods alt været her i nogen år. Det er uhørt både i klubregi og generelt, så det kan vi selvfølgelig ikke stå model til,« siger Christian Jepsen, formand i amatørafdelingen, til TV 2 Østjylland.