Sirenerne tændt i Nordsjælland: Farlig røg fra brand
Der er udbrudt brand ved Stålvalseværket i Frederiksværk.
Nordsjællands Politi har fredag aften taget sirenevarslingsanlægget i brug ved Frederiksværk.
»Der er brand i noget metalskrot, som ligger på et areal i havnen i Frederiksværk,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Dan Houtved til Ekstra Bladet.
Branden har skabt en kraftig røgfane, og det er denne, man advarer mod. Man anmoder derfor folk om at holde sig inden døre.
Region Hovedstadens Akutberedskab er også blevet involveret i indsatsen. Herfra lyder meldingen i et tweet, at der ikke umiddelbart er nogen tilskadekomne i forbindelse med branden.
Frederiksborg Brand og Redning styrer brandslukningen med hjælp udefra.
»Der er tilkaldt assistance fra station Hundested samt det frivillige supplerende beredskab, og fra Beredskab Øst har vi fået støtte i form af en drone, der er på vej med udrykning,« skriver vagthavende herfra på Twitter.
Klokken 20.40 er situationen uændret i området, og der er fortsat et massivt beredskab på stedet til at håndtere situationen.