Forsker: Her kommer der til at leve ulve i fremtiden
Forskere føler sig ret sikre på, hvor de næste ulve vil slå sig ned. De holder sig i Jylland.
Ulvens genkomst i Danmark har skabt debat og frygt for, hvad de kan finde på. Men for de forskere, der følger dyrene, opfører ulvene sig meget forudsigeligt.
Seniorforsker Peter Sunde, Aarhus Universitet, tør på baggrund af en statusrapport for de danske ulve, som blev offentliggjort den 1. juli, derfor godt forudsige, hvor ulvene kommer til at slå sig ned.
Det er imponerende, hvordan ulvene er i stand til at finde hinanden.Peter Sunde, Aarhus Universitet
I dag lever der et ulvepar og deres unger i Stråsø Plantage ved Ulfborg i Vestjylland, der er en enlig hanulv i området syd for Skagen, og der var indtil for nylig holdt en enlig han til på Djursland. Alle de steder havde forskerne på forhånd udpeget, da der her plads, skov og hjortevildt.
»Hanulven fra Stråsø Plantage blev set sammen med hunulven, syv dage efter den var registreret lige syd for grænsen. Det er imponerende, hvordan ulvene er i stand til at finde hinanden,« siger Peter Sunde, som forklarer, at de indvandrede ulve har to strategier for at finde mager.
Enten strejfer de rundt og leder efter en ulv af det andet køn, eller også slår de sig ned i et egnet område, som de patruljerer og spreder duftmærker i, så en omstrejfende ulv kan finde dem.
»Mit bud på hvor ulvene i fremtiden til slå sig ned vil være f.eks. Klosterhede Plantage (mellem Holstebro og Lemvig, red.), i Hanstedresevatet i Thy, i de store plantager i Midtjylland og i det militære øvelsesområde ved Oksbøl. Ulve undgår mennesker, men erfaringen fra Tyskland er, at de ikke er bange for kampvogne og kanoner.«
En ting undrer dog Peter Sunde:
»Vi kan konstaterer, at nogle ulve er forsvundet, men jeg har som biolog ikke nogen god biologisk forklaring på, hvor de er blevet af i så stort omfang.«