Fortsæt til indhold
Indland

Seks polakker tiltalt for Lego-kup i millionstørrelse

Mænd i alderen 21-26 år begik kæmpe tyveri på en rasteplads ved den dansk-tyske grænse.

To tyverier af Lego i den helt store stil fandt sted tæt ved den dansk-tyske grænse i oktober sidste år, da seks polske mænd benyttede en særlig metode for at få det enorme parti legetøj op under neglene.

De skar ganske enkelt lastbiltrailerens presenning i stykker, hvorefter de kørte afsted med lasten af Lego. Første gang - den 18. otober lykkedes det dog ikke, da de undervejs blev opdaget og derfor valgte at flygte fra stedet.

Otte dage efter var polakkerne ifølge Syd-og Sønderjyllands Politi igen på spil på rasteplads Frøslev Øst på Sønderjyske Motorvej i Padborg. Og denne gang gik det bedre. Det lykkedes for dem at stjæle Lego til en værdi af 1,3 mio. kr., hvorefter de dog blev anholdt. Den 21-årige blev anholdt på fersk gerning, mens de øvrige fem blev anholdt kort efter i Tyskland.

Nu har anklagemyndigheden ved Syd-og Sønderjyllands Politi tiltalt de seks polakker for dels tyveri af særlig grov beskaffenhed dels forsøg på tyveri af særlig grov beskaffenhed. Anklagemyndigheden nedlægger bl.a. påstand om udvisning af alle tiltalte samt et permanent indrejseforbud, når sagen bliver behandlet ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg fra den 17. juni. Der er i alt afsat fire dage til sagen.

Syd-og Sønderjyllands Politi har under efterforskningen bl.a. samarbejdet med tysk politi og toldvæsen i det såkaldte PCCC (Police and Custom Cooperation Center), der gør det muligt at udveksle efterforskningsoplysninger på tværs af landene.