Ét valg, fire vælgertyper

Hun har stemt troligt siden 1981 – nu er Pia Pedersen blevet sofavælger

Når stemmeurnerne onsdag aften bliver tømt, er der ikke nogen stemmeseddel fra den 55-årige Pia Pedersen iblandt. For første gang, siden hun i 1981 fik stemmeret, har hun valgt ikke at stemme.

»Jeg vil vise politikerne, at jeg er træt. Træt af deres handlinger og måde at være på. Deres pensionsudmeldinger, tillæg og løn. Jeg er træt af det,« fortæller hun og tilføjer:

»At politikerne ikke kan se, hvad der sker ude i samfundet, forstår jeg ikke. Det er lige meget, om det er blå eller rød blok.«

Pia Pedersen har ellers altid set det som en demokratisk pligt at stemme til folketingsvalget, og hendes tvillingebørn er flasket op med sætningen, at hvis de ikke stemmer, har de ingen ret til at brokke sig over tilværelsen.

Men ifølge hende har politikerne mistet følingen med virkeligheden, og nu har hun fået nok. Hendes stemme, der er gået til Enhedslisten, lige siden partiet i 1989 kom til, gik ikke til nogen i år. Ikke engang en blank stemmeseddel, har hun afleveret.

Ifølge hende er det ikke den rigtige løsning, men den eneste mulige.

Hvorfor ikke stemme blankt, hvis du går ind for demokratiet og vil råbe politikerne op?

»Jeg ønsker ikke at tælle med som deltager i valget og på den måde holde stemmeprocenten ”falsk” oppe. At stemme blankt er det samme som en ugyldig stemme, og som menneske er jeg ikke ugyldig. Jeg er bare ikke tilfreds med måden, politikerne forvalter demokratiet på.«

Hvad vil være et bedre alternativ?

»Jeg synes, at alle beslutninger skal lægges ud til folkeafstemninger. Det er så nemt i dag, hvor man har e-boks.«

Kan man godt forlange, at borgere skal gå i e-boks og stemme hele tiden, når der er nogle, som synes, at en gang hvert fjerde år er rigeligt?

»Det behøver ikke være hele tiden. Man kunne samle det op som en tipskupon med 10 punkter, hvor man går ind og krydser af. Så kan alle få indflydelse på, hvad der skal bestemmes i eget land.«

Er der ikke grænser for, hvad alle danskere skal involveres i?

»Nej, det synes jeg ikke.«

Ifølge Pia Pedersen skal alle være med til at stemme om alt, selvom man måske hverken har en holdning eller er speciel kompetent på området. Man bør have tillid til, at folk sætter sig ind i de emner, der skal stemmes om.

Hun har det fint med at blive kaldt sofavælger, men mener, at ordet er blevet stigmatiseret, så mange ser en doven og politisk uinteresseret person for sig. Hun er politisk interesseret – meget endda – og har taget et aktivt valgt om ikke stemme.

Er der andre i din omgangskreds, du deler holdning med?

»Nej, lige nu er jeg den eneste i min nære omgangskreds.«

Hun er dog medlem af Facebook-gruppen ”Sofavælgerne”, som forud for valget havde 146 medlemmer, og hvor alle af forskellige årsager havde det tilfælles, at de ikke agter at stemme til folketingsvalget 2019.

Den nye statsborger: Efter fem års kamp er første kryds sat

For 20 år siden krydsede den kun femårige iraner Mehrshad Adili Irans landegrænse og flyttede med sine forældre til sit nye hjem i Vamdrup. Umiddelbart før folketingsvalget afleverede den nu 25-årige dansker sit speciale på Syddansk Universitet til sin kandidat som civilingeniør i kemi og bioteknologi.

I år kan han for første gang trække sit rødebedefarvede pas frem og som ny dansk statsborger sætte sit kryds i stemmeboksen. Mehrshad Adili fik nemlig sammen med sin bror i år dansk statsborgerskab og dermed en adgangsbillet til folketingsvalget.

»Det er rigtig rart at få medindflydelse og ikke at skulle stå på sidelinjen og brokke sig, når tingene ikke bliver gjort ordentligt. Nu har jeg rent faktisk betydning for, hvad der sker,« forklarer Mehrshad Adili.

Uanset udfaldet af valget har han allerede vundet en personlig sejr. Det har nemlig været udfordrende at komme igennem formaliteter, ansøgninger, krav og test. De fem år og ca. 3.000 kr., som det har kostet ham, har dog været det hele værd for at sætte sit kryds og have tørre beviser på det, som han føler sig som: Dansker.

»Det har været en lille kamp at komme så langt. Det kræver en stor indsats, så nu er jeg meget glad for at være nået hertil.«

Følelsen af at være dansk har ikke noget med farven på passet at gøre. Alligevel føler Mehrshad Adili, at han har været fanget som en type i en mudret valgkamp.

»Det ene ekstreme parti efter det andet dukker op og har udelukkende fokus på udlændingepolitik og ingen holdninger til klima, økonomi, investeringer og forskning,« siger Mehrshad Adili og fortsætter.

»Jeg er skuffet over, at nogle af de partier står til at komme ind. Går de ind og får indflydelse, ser det ikke godt ud.«

Han ønsker ikke at kaste mudder tilbage. Han vil bruge sin stemme til at råbe politikerne op og sætte sit kryds for at få klima på dagsordenen frem for en ensidig debat, der dømmer ham og andre, der ikke er født med et dansk stempel i panden.

»Selvom jeg har gjort en indsats og taget en uddannelse, har et job, mine forældre er i arbejde, og jeg føler mig dansk, kan jeg ikke lade være med at føle mig ramt i valgkampen. Alle bliver sat i samme boks, og man skærer alle over en kam,« fortæller han og uddyber.

»Det er kun mig, som kan bestemme, hvordan jeg føler, og hvem jeg er.«

Han er selv konfirmeret, kristen på papiret og føler sig dansk. Ligesom de fleste andre danskere. Men i virkeligheden burde bibler, Buddha og tørklæder være ligemeget, siger han.

»Hvis man reelt føler sig dansk, er man det, uanset om man tror på det ene eller det andet. Man ville jo ikke se skævt på en jøde, så hvorfor på muslimer? Religionsfrihed er en del af at være dansk og kan ikke være begrænset. Det er ikke enten eller.«

Førstegangsvælgeren: »Det gør mig stolt at stemme«

Da Mathilde Lauth onsdag satte blyanten mod stemmesedlen og lod blyet danne et kryds ud for hendes foretrukne parti, var det ikke uden personlig betydning for den 21-årige københavnske førstegangsvælger.

»Jeg synes faktisk, det er en ret stor ting at stemme. Et eller andet sted går man jo bare ned og sætter et kryds, men der er stadig noget ved at smide sedlen i stemmeboksen. Det gør mig glad. Man deltager og føler, at man har en stemme og kan blive hørt. Jeg er glad for, at vi har et system, der fungerer sådan,« siger hun og uddyber med et lille grin i stemmen:

»Det gør mig stolt at stemme. Det giver lidt en slags nationalfølelse.«

Ligesom at onsdagens kryds markerede hendes første officielle deltagelse i et folketingsvalg, er det også første gang, hun har skullet orientere sig og forme en mening i en valgkamp, der har budt på 13 opstillingsberettigede partier og 13 partiformænd, som alle ville til orde.

Hun mener dog ikke, at det har været problematisk at holde tungen lige i munden som ung vælger.

»Jeg har læst meget op på de forskellige partier, jeg læser Politiken hver morgen, og så er jeg generelt ret politisk engageret.«

Da Mathilde Lauth skulle beslutte, hvem der skulle løbe med hendes stemme, var der to emner, som var vigtige for hende.

»Klimaet, fordi det er den største trussel, vi står overfor. Derfor skulle min stemme gå til nogen med ambitiøse klimamål og ambitiøse handlingsplaner, som minimum skal leve op til Paris-aftalen. Og så er EU og international politik vigtigt for mig, fordi globale problemer kræver globale løsninger.«

Det betød, at hun brugte udelukkelsesmetoden, da hun skulle sætte sit kryds.

»Jeg ville helst have undgået at bruge den metode, men fordi der er så få partier, der har så ambitiøse klimamål, som jeg mener, man bør have, var der ikke så mange tilbage at vælge imellem for mig.«

Hun ser tilbage på den månedlange valgkamp med en blandet følelse, hvor især tonen stikker ud.

»Der må være nogen, der ikke føler sig velkommen her i Danmark efter at have fulgt med i valgkampen, for tonen har været hård. Det er simpelthen så ærgerligt. Det er vigtigt at holde en saglig tone, når man debatterer. Jo mere uenige, man er, jo pænere skal man tale til hinanden.«

Adspurgt, hvad hun vil huske folketingsvalget 2019 for, svarer Mathilde Lauth:

»Hvis jeg skulle fortælle om valgkampen til mine venner fra andre lande, ville jeg være pinligt berørt over at fortælle om de partier, der er blevet opstillingsberettiget. Men samtidig vil jeg også fortælle, hvor rart det har været at se, at klimaet og børn er kommet på dagsordenen.«

Den rutinerede vælger: Onsdag satte han sit kryds for 22. gang

21 gange tidligere har den 78-årige Svend Ove Grønning trukket gardinet for i stemmeboksen og sat sit kryds ved et folketingsvalg, siden han som 21-årig, som valgretsalderen dengang lød, i 1962 blev stemmeberettiget. Første kryds blev sat i 1964, og ifølge tal fra Danmarks Statistik er han i dag en af 483.435 danske statsborgere over 75 år, som kunne bruge deres stemme ved onsdagens folketingsvalg.

»Jeg har altid stemt, når der har været valg. Om det så har været kommunalvalg, amtsvalg, Europa-valg eller folketingsvalg,« fortæller han fra hjemmet i Silkeborg.

Efter et langt arbejdsliv, der tæller en læreplads på et autoværksted og 40 år som assurandør i et forsikringsselskab, har han aldrig været i tvivl om, hvilken blok han er tilhænger af.

»Til folketingsvalg holder jeg mig ikke til samme parti, men altid til samme blok – blå blok. Partiet kan variere, for det kommer an på de personer, der stiller op. Jeg stemmer nemlig altid personligt.«

Han havde da også længe inden valgdagen truffet beslutning om, hvem der skulle have hans stemme.

»Jeg bestemte mig for nogen tid siden. Der er mange af partierne, hvor jeg slet ikke har været i tvivl om, at de ikke skulle have min stemme,« fortæller han om de overvejelser, han havde gjort sig om valget.

Når han tænker tilbage på de valgkampe, han hidtil har overværet, er der ikke en, der står frem – det er hukommelsen, ifølge ham selv, lidt for vakkelvoren til, at han vil udtale sig om – men han peger på, at typen af folkevalgte politikere har ændret sig – og det ikke i en positiv retning.

»Der er mange af politikerne i dag, der ikke har været ude og opleve livet. De kommer direkte fra universitetet og stryger ind i Folketinget. Det synes jeg ikke om. De skal da ud og mærke livet, ud på en arbejdsplads. Uanset om det er fysisk arbejde eller på et kontor. De har en ringe fornemmelse af erhvervslivet,« konstaterer han og påpeger, at erhvervserfaring ikke var en mangelvare tidligere:

»Det havde Jens Otto Kragh og Anker Jørgensen. Dem havde jeg stor respekt for, selvom jeg ikke stemte på dem. De havde da mærket det på egen krop. Det savner jeg absolut.«

Tonen er det, der står klarest tilbage, når Svend Ove Grønning kaster et tilbageblik på de 30 forgangne dages valgkamp i 2019-udgaven af folketingsvalget.

»Tonen er blevet mere kynisk, og politikerne er blevet mere personlige over for hinanden. Sådan har det ikke altid været. Det er blevet værre, og det bryder jeg mig ikke om. Vi er jo danskere alle sammen, og vi skal have det til at fungere bedst muligt sammen. Derfor er det vigtigt for mig, at politikerne opfører sig ordentlig, og det er der mange – specielt på yderfløjene – der ikke har gjort,« fortæller pensionisten, der efter onsdagens valg nu kan sætte hak ved sit 22. folketingsvalg.