Overblik: Her er de seneste års livstidsdomme
Fængsel på livstid forekommer sjældent i Danmark. Senest har en 59-årig mand fået en dom på livstid.
Vestre Landsret har tirsdag taget lovens strengeste straf, fængsel på livstid, i brug i en sag, hvor 59-årige Torben Jensen er dømt for drab på en 49-årig mand i Frederikshavn i sommeren 2017.
Den 42-årige Jimmi Clausen blev også dømt for drabet. Han fik fængsel i 13 år.
Her er et overblik over de seneste års domme, som har givet livstid:
- 2019: Vestre Landsret idømmer 59-årige Torben Jensen fængsel på livstid for drabet på en 49-årig mand i Frederikshavn i august 2017. Drabet begik han, mens han var prøveløsladt efter en anden drabsdom.
- 2019: Københavns Byret idømmer to mænd fængsel på livstid for et drab og to drabsforsøg i bandemiljøet. De to mænd har anket dommen til Østre Landsret. Der er fortsat navneforbud i sagen.
- 2018: Østre Landsret idømmer 39-årige Hedaiatullah Mahmoud fængsel på livstid for at have dræbt sin hustru, sine sønner på 13 og 15 år og sin datter på fire år i familiens lejlighed i Husum i København i april 2017.
- 2018: Østre Landsret idømmer ubådsbygger Peter Madsen fængsel på livstid for at have dræbt og mishandlet den svenske journalist Kim Wall.
- 2018: Højesteret idømmer 50-årige Christian Andersen livstid for drab på Hanne Pedersen samt efterfølgende tyveri og ildspåsættelse. Andersen blev i 1997 dømt for et andet drab, og det var hovedårsagen til, at han fik livstid.
- 2018: Østre Landsret idømmer 27-årige Alexander Jensen livstid for at have dræbt sin gravide ekskæreste og hendes nye kæreste med et oversavet jagtgevær.
- 2018: Østre Landsret idømmer Ian Ramm Hansen, en fremtrædende bandidosrocker, livstid for at have skudt tre unge, mens de lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg.
- 2016: Østre Landsret idømmer den 23-årige Asbjørn Haferbier livstid for drab på to mænd i en grusgrav i Sorø.
- 2016: Vestre Landsret idømmer Peter-Thue Rudgaard livstid for under en ferie i Tyskland at sætte ild til bilen med sine to døtre på bagsædet, der begge døde.
- 2016: Højesteret idømmer Jørgen Saugsted livstid for drab på advokat Anders Lindholt og forsøg på at dræbe sin tidligere svigersøn.
- 2012: Østre Landsret idømmer Vincent Smith livstid for at have skudt og dræbt ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen i Tusindårsskoven i Odense.
- 2012: Vestre Landsret idømmer Andreas Linnet og Jonas Melchior Hansen livstid for drab på 68-årige Elke Mamsen og hendes voksne søn Hans i Møgeltønder.
- 2011: Københavns Byret idømmer den såkaldte Amagermand, Marcel Lychau Hansen, livstid for to drab og seks voldtægter.
- 2011: Retten i Lyngby idømmer Morten Skipper-Pedersen livstid for drab på sine tre børn på to, otte og ti år i Birkerød.
- 2011: Østre Landsret idømmer Steen Lassen livstid for drab på sin hustru og parrets to døtre i Greve.
- 2010: Retten i Sønderborg idømmer den tidligere voldtægtsdømte John Knudsen livstid for gennem 30 timer at have sexmishandlet den 52-årige Kirsten Bay Andersen på sin båd, inden han kvalte hende og smed liget i Haderslev Fjord.
Kilder: Kriminalforsorgen og Ritzau.