Eddie Skoller er uddannet økonom, men ville hellere være showman
75 år tirsdag: Eddie Skoller er uddannet økonom, men udviklede sig til en af landets største entertainere.
Det er næsten som at ha’ været der selv.
Sådan hedder det foredrag, som man - via Arte Booking - kan engagere Eddie Skoller til.
Foredraget tager udgangspunkt i en bog af samme navn, og den er fuld af anekdoter om samarbejdet med Dirch Passer, Tommy Kenter, Elaine Paige, Cliff Richard og ikke mindst Victor Borge, som var det store forbillede.
Eddie Skoller - kendt for sange som ”I Middelhavet sardinen svømmer”, ”En enkel sang om frihed” og ikke mindst ”What Did You Learn In School Today” fra 1975 - har nydt kolossal succes i showbiz, men han begyndte et helt andet sted.
Han er uddannet økonom fra Handelshøjskolen i København 1966, fik job på Danfoss på Als og var senere tre år i Bladkompagniet, men hans drøm var hele vejen igennem at blive entertainer.
I ”Hair” med stort hår
I 1968 underskrev Eddie Skoller således sin første kontrakt og deltog i et show på DR, og året efter debuterede han i Tivolis Vise Vers-Hus med sit eget show. Han debuterede samme år på koncertscenen som opvarmning for Juliette Greco i Stakladen i Aarhus Festuge.
»Jo, hvem er hun?« svarede Dirch Passer angiveligt, da man spurgte, om ikke det var en idé at tage Eiddie Skoller med på turné.
Og sådan blev det.
Tre år senere medvirkede han - meget passende med stort krøllet hår og fuldskæg - i musicalen ”Hair”, og året efter havde han en rolle i den populære musical ”Jesus Christ Superstar”.
Siden blev det til flere roller i film - blandt andet som pianisten Leo Mathisen i filmen ”Take it Easy” (1986).
Den økonomiske sans forblev dog usvækket.
»Jeg var fornuftig i de gode tider, der var fra slutningen af 1970’ erne til slutningen af 1990’ erne, og så har jeg haft held med at gøre nogle gode investeringer i årenes løb. Så jeg er økonomisk uafhængig, og derfor er der mindre gang i den offentlige Eddie,« sagde entertaineren til Jyllands-Posten i 2014.
Født i USA
Han blev født i St. Louis i USA.
Moderen var svensk, mens faderen var russisk født.
Han blev døbt Edward Ralf Skoller, men blev siden da kaldet Eddie.
I 1950 kom familien - med D/S Jutlandia, kort før skibet blev sendt til Korea som hospitalskib - til Danmark, men Eddie Skollers karriere som entertainer har i fire årtier bragt ham ud i den store verden igen med optrædener i bl. a. Fjernøsten, Australien, USA og Europa.
Ikke bare for en karriere her i landet, men også ude i den store verden, hvor sprogkundskaberne fra opvæksten i USA gjorde det nemt at nå et internationalt publikum.
Det helt store gennembrud indtraf i 1979, da Eddie Skoller gav ni udsolgte one man-shows i Falkoner Teatret på Frederiksberg og efterfølgende tog på en succesrig turné rundt i de danske sportshaller.
»Mens Abba samme år stillede med et stort show i Falkoner Teatret, optrådte jeg bare med en guitar og hjælp fra en lydmand. Så skulle det jo blive en god forretning,« har han sagt til Jyllands-Posten.
Eddie Skoller er en habil tennisspiller og var i mange år makker med prins Henrik og komponisten Bent Fabricius-Bjerre. Formen holdes stadig ved lige, og det i en sådan grad, at han for nylig på en tur til Spanien med klubben fik prisen som ”årets fighter”.
»Spørg lige, om jeg i min modne alder var stolt som en pave,« fortalte han senere til Ritzau.
Eddie Skoller var gift med Pia Persson fra 1966 til 1975. De har to døtre sammen. Fra 1983 til 1990 var han gift med Lisbet Lundquist, som han har en datter sammen med. Han har to døtre sammen med den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø, som han var gift med fra 1993 til 2004. I 2016 blev den dengang 72-årige entertainer gift med forfatteren Dorrit Elmquist.
De har for nylig købt hus på Mallorca, hvilket har givet Eddie Skoller chancen for at genopfriske det spanske, han i sin tid lærte på Handelshøjskolen.