Klimabekymrede unge: Politikerne må vise vejen

De er blevet beskyldt for at være dovne og selvcentrerede. Uden interesse for det samfund, der omgiver dem. Men måske har nutidens unge bare manglet en sag at kæmpe for. I hvert fald har den truende klimakrise fået en bølge af ung aktivisme til at skylle ind over landet. Den grønne omstilling herhjemme står ikke mål med de udfordringer, vi står over for, mener de unge, der har forenet sig i Den Grønne Studenterbevægelse.

»Der er en enorm kløft mellem det, vi gør, og det, vi burde gøre. Og det er den kløft, vi gerne vil have fjernet.«

Sådan siger den 28-årige medicinstuderende Signe Wisbech Vange, der er en af de omkring 150 aktive i Den Grønne Studenterbevægelse. Ifølge bevægelsen, der har lokalafdelinger i København, Roskilde, Odense, Aarhus og en femte på vej i Aalborg, er der for meget fokus på den individuelle klimabevidsthed og for lidt på indretningen af samfundet.

»Selvfølgelig betyder det noget, hvad den enkelte gør. Men man ender hurtigt med at gå rundt med dårlig samvittighed, fordi det er så uigennemskueligt, hvordan man lever klimabevidst. Og uanset hvad er det ikke den enkeltstående gerning, der får os i mål. Det må først og fremmest være politikernes ansvar at vise vejen,« siger Signe Wisbech Vange, da Jyllands-Posten møder hende en råkold tirsdag eftermiddag i København.

Hun sidder sammen med Jeppe Høstgaard, 23, der i foråret 2018 var med til at stifte Den Grønne Studenterbevægelse.

For ham handler bevægelsen om at få vendt de negative tanker om klimaet til noget konstruktivt.

»Jeg var træt af at gå alene rundt med min frustration over, at der ikke sker nok politisk. Derfor havde jeg lyst til at blive en del af et fællesskab, hvor folk oplever den samme apati og afmagt, men samtidig har lyst til at ændre noget,« siger han og uddyber:

»Selv om vi gør en masse for at leve bæredygtigt, er vi ikke fejlfrie mennesker. Vi har også et højt CO₂-aftryk. Og det er et godt argument for, at der skal ske noget på det strukturelle plan.«

Men de individuelle valg kan vel også påvirke strukturerne?

»Ja, men det går for langsomt. Mennesker tænker rationelt. De vælger ofte det, der er billigst og hurtigst. Derfor skal vi have gjort det nemmere at foretage de bæredygtige valg. Hvorfor tage toget, når det ofte er billigere at flyve? Det er også markant dyrere at købe miljørigtigt ind, og så længe det er sådan, er der mange, der siger fra.«

Global bølge

Det er langtfra kun i Danmark, at de unge har engageret sig i klimadebatten. I USA har bevægelsen Sunrise Movement med det nyvalgte kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez i spidsen mobiliseret tusindvis af støtter blandt de unge i kampen om en gennemgribende amerikansk omstillingsaftale. Og fredag strejkede elever og studerende i 50 byer i Tyskland, ligesom de gjorde det flere steder i Danmark. Også elever fra lande som Australien, Brasilien, Canada, Sverige, Belgien og Finland har skolestrejket den senere tid.

Inspirationen kommer fra den 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg, der gennem tre uger i efteråret strejkede foran Riksdagen, og som siden blev verdenskendt for sin tale ved FN’s klimatopmøde i Polen i december.

Klimafølelser

Sammen med blandt andre Bedsteforældrenes Klimaaktion og 350 Klimabevægelsen i Danmark står Den Grønne Studenterbevægelse bag det ugentlige torsdagsarrangement ”Klimapåmindelsen” foran Christiansborg, hvor deltagerne med taler, bannere og sange forsøger at øge fokus på klimaet. På torsdag skal de unge fra studenterbevægelsen overlevere omkring 50 personlige breve til klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). Håbet er, at deres personlige fortællinger kan rykke ved ministerens syn på klimakrisen.

»Målet med mit brev er, at han begynder at mærke og føle klimakrisen, ligesom jeg gør, og ikke bare ser den som tal på et regneark. Jeg er ikke sikker på, at han tager sine følelser med på arbejde, men hvis han gjorde, er jeg sikker på, han ville handle hurtigere,« siger Signe Wisbech Vange, der trods sin skepsis over for det politiske arbejde stadig tror på, at klimakampen kan vindes.

»Ellers sad jeg jo ikke her,« siger hun med et smil, der ikke helt når hendes øjne.

Hvorfor går I ikke ind i politik, så I kunne sidde med ved forhandlingsbordet?

»Vi prøver at få folk til at forstå, at det her ikke må gøres til et spørgsmål om partifarve, hvor nogle går op i klimaet, og andre ikke. Det er menneskets fremtid, der står på spil. Og så er det ligegyldigt, om man er rød eller blå. Alle skal tænke på miljøet, også erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Det er det budskab, vi gerne vil have igennem,« siger hun.

Hvad de aktive i Den Grønne Studenterbevægelse selv gør for at leve miljøbevidst, er de ikke meget for at snakke om.

»Jeg tror ikke, det ændrer det store at vide, at jeg har købt min bluse i en genbrugsbutik. Og det er netop vores pointe: Det er på et større samfundsplan, kampen skal tages. Vi skal ikke pege fingre ad hinanden, men ad politikerne, som er dem, der skal trække læsset,« siger Signe Wisbech Vange.

Tosidet kamp

Klimaminister Lars Chr. Lilleholt ser frem til at få overleveret brevene fra Den Grønne Studenterbevægelse.

»Det viser, at de unge er engageret i klimaet, og det bekræfter mig samtidig i, at der er brug for at få vores klimaudspil implementeret,« siger Lars Chr. Lilleholt, der har tilbudt en plads til bevægelsen i det kommende ungeklimaråd.

I klimakampen skal der både være fokus på den individuelle og den samfundsmæssige omstilling, mener han.

»Det er nødvendigt at gøre en indsats på begge områder. Regeringen har et mål om at gøre Danmark CO₂-neutralt senest i 2050, og derfor har vi fremlagt et ambitiøst klimaudspil. Men vi må ikke glemme, at vi også hver især kan gøre en masse. Og det skal vi blive ved med,« siger han.

Hvordan gør regeringens klimaudspil det nemmere at leve klimabevidst?

»Vi har f.eks. taget hul på en mærkningsordning, der vil gøre det muligt at se klimabelastningen på et halvt kg oksekød. Et andet eksempel er transportområdet, hvor vi de næste to år har fjernet afgiften på elbiler som koster op til 400.000 kr.«

Tidsfaktoren er afgørende, siger forskerne. Er det så ikke problematisk, at udspillet skal forhandles område for område over en årrække?

»Nej, det mener jeg ikke. For det første har vi med finansloven allerede fået gennemført en stor del af tiltagene. I forhold til EU’s klimamål for 2020 ligger vi forud, og så har vi med vores udspil fremlagt en omfattende plan for, hvordan vi når målene for 2030.«

Udspillet indeholder en række usikkerhedsmomenter, bl.a. i forhold til kulstofoptag i naturen, der gør, at vi reelt ikke ved, om vi kan leve op til kravene i Paris-aftalen. Kan du forstå, at det skaber bekymring?

»Det kan jeg sagtens. Men det er min klare ambition, at vi skal nå i mål, og også, at vi skal øge ambitionsniveauet frem mod 2030 – ikke mindst i EU-regi,« siger Lars Chr. Lilleholt, der stadig ser Danmark som et foregangsland på klimaområdet.

»I de fleste internationale undersøgelser ligger vi helt i top. Vi er mestre i grøn omstilling – f.eks. i forhold til grøn energi og energibesparelser.«

Men Danmark har sagt ja til fortsat at hente olie og gas op af Nordsøen?

»Det er rigtigt, men vi er blandt de lande, der har den laveste energibelastning i forbindelse med udvinding af olie og gas. Og så må man ikke glemme, at det også giver en indtjening, der gør det muligt at finansiere den grønne omstilling.«

Vi hører om unge, der er klimaangste – kan du også selv blive ramt af det?

»Jeg kan godt tænke over, om vi er oppe i det rette gear. Men når jeg så kigger på den danske indsats, er jeg tilfreds. Jeg kan derimod godt blive bekymret, når jeg kigger ud i den store verden, for der er mange lande, der halter efter.«

For meget caffe latte

Ifølge Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og direktør for Nansen Centret i Bergen, skal Danmark lave mere omfattende grønne tiltag, hvis vi for alvor vil rykke på klimakrisen.

»Vi kan gøre meget med det gode hjerte, men det er ikke det, der får os i mål. Det har taget 150 år at bygge et samfund op med fossile brændstoffer som de primære energikilder, og det tager selvfølgelig tid at ændre. Netop derfor er det så vigtigt, at politikerne får sat hurtigt skub i omlægningen af energi, landbrug og transport og desuden sætter flere penge af til forskning,« siger Sebastian Mernild, der kalder det »opløftende« at se Den Grønne Studenterbevægelses engagement i klimakampen.

Jens Hesselbjerg, professor i klimafysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, mener, at »der er gået for meget caffe latte i klimakampen«.

»Klimakampen er blevet et storbyfænomen, hvor en snæver kreds med samme alder og observans sidder og snakker om, hvad de kan gøre. Det er også fint, men hvis vi for alvor skal tage kampen op, skal det komme ovenfra. Jeg ved godt, at økonomien skal hænge sammen. Men faktum er, at vi har brug for en revolution i kampen mod klimaforandringerne. Og det opnår man næppe med små justeringer.«