»Jeg får gåsehud ved tanken om, at vi kunne have siddet i den første vogn«

»Jeg får gåsehud ved tanken om, at vi kunne have siddet i den første vogn.«

Den 46-årige Jesper Nielsen Spatzek og hans 10-årige datter, Rebecca, befandt sig i det lyntog, som onsdag morgen blev ramt af dele fra et modkørende godstog og forulykkede på Storebælt.

Ved en tilfældighed sad far og datter ikke forrest i toget, som blev hårdest ramt ved ulykken.

De to var på vej fra Fyn til Kastrup. Han arbejder i lufthavnen for Aviator, hvor han er såkaldt gatekoordinator, og hun havde fået lov til at komme med på arbejde. Da broen over Storebælt var lukket for biler pga. af stormen, valgte far og datter at tage toget.

Kl. 7.25 rullede lyntoget planmæssigt ind på Nyborg Station og stoppede, så den første vogn holdt lige ud for Jesper Nielsen Spatzek og hans datter. Han trykkede på knappen for at åbne døren. Men der skete ingenting, og lidt efter rullede toget yderligere 50 meter frem og holdt stille.

De gik derfor ind i den anden vogn og satte sig tre-fire meter fra døren over for hinanden ved vinduespladserne.

Kl. 7.26 forlod toget perronen, men allerede et par minutter senere lød der et ordentligt brag efterfulgt af en serie af lyde, bl.a. noget, der lød, som om der blev smidt knust glas på deres vindue. Det viste sig, at det var glasset i døren, som var blevet smadret.

Jesper Nielsen Spatzek lagde mærke til, at braget lød, netop da et godstog kørte forbi. Så stoppede toget.

»Det var en ret kraftig opbremsning. Rebecca og jeg kiggede lige på hinanden og så, at vi var okay,« siger han.

Imponeret over beredskabet

Derefter var der stille, og de 15 personer i vognen forholdt sig helt roligt. Togstewardessen meldte sig i højttaleren og sagde, at toget holdt stille, og at hun ikke vidste hvorfor. Lidt efter sagde hun, at toget åbenbart havde kørt på noget.

Fem-minutter efter braget bemærkede Jesper Nielsen Spatzek det første udrykningskøretøj, og ca. to timer senere blev far, datter og de øvrige passagerer bedt om at gå gennem toget, videre ad en sti og over en bro til vejbanen, hvor busser holdt klar til at køre dem ind til evakueringscentret i Nyborg.

Se Jesper Nielsen Spatzeks optagelse af evakueringen:

»Jeg er imponeret over, hvor hurtigt der kan samles så meget beredskab. Der var stillet borde frem med kaffe, juice og boller. Der stod folk i blå kitler klar til at tage imod, og vi talte med en sød og professionel psykolog, som tog sig god tid,« fortæller Jesper Nielsen Spatzek.

TV 2 talte onsdag morgen med Li Peng fra Odense, mens hun befandt sig i toget. Hun fortalte, at hun hørte en usædvanlig lyd, hvorefter tre vinduer blev smadret.

»Jeg var i chok, og jeg kravlede under mit sæde,« sagde Li Peng til TV 2.

»Jeg var meget nervøs, og folk var rystede. Lige nu sidder vi og venter i vognen. Vi ved ikke, hvor lang tid vi skal sidde her. Det er som at være med i en film.«

Den 19-årige Simon Voldsgaard Tøndering befandt sig i en af de totalskadede vogne.

»Pludselig begyndte toget at ryste for fuld skrue. Jeg så ud ad vinduet, hvor gnister sprang op fra siderne af toget. Og så begyndte alle ruder at sprænges, mens glasskårene fløj ind på os, og loftspanelerne slog sig løs. Og så blev alt sort,« fortæller han til Politiken.

Krigszone i den første vogn

Onsdag midt på dagen var Jesper Nielsen Spatzek og hans datter på vej i bil hjem til Nr. Broby. Hun ærgrede sig over, at hun ikke kom med sin far på arbejde denne onsdag. Hendes far forklarede hende, at det kunne være gået meget værre.

Seks (senere opjusteret til otte, red.) døde ved ulykken, hvilke tanker gør du dig?

»Det er fuldstændig sindssygt at tænke på, at tingene kan ændre sig så hurtigt. Man sidder der i sin morgenafslappethed, og så siger det bang, og ens liv kan være ændret. Jeg er forfærdelig ked af, at der er seks døde (senere opjusteret til otte, red.). Nu da jeg genfortæller det, går det op for mig, hvor voldsomt det var. Det var en krigszone i den første vogn, og jeg får gåsehud ved tanken om, at vi kunne have siddet i den vogn, hvis døren var gået op, da jeg trykkede på knappen.«

Tror du, at oplevelsen kommer til at påvirke jer?

»Ja, det gør den nok. Men det bliver ikke sådan, at jeg ikke vil køre med tog igen. Dette var en 1.000 års hændelse, som ikke kommer til at ske for mig igen, men jeg er glad for, at vi nu skal hjem i trygge rammer til nogen, der elsker os og kan passe på os.«