»Verdensnyhed«: Sårbarhed over for ADHD findes i alles arvemasse

Det er ikke forældrenes skyld, at koncentrationen flakker omkring som vinden blæser, og at fødderne har sin egen utrættelige trang til konstant at trippe. Faktisk er man slet ikke så anderledes end alle omkring en, når man lider af ADHD.

Selvom man er mere impulsiv og har svære ved at koncentrere sig, når man har ADHD, er den genetiske årsag til dette ikke anderledes end den genetik, der påvirker impulsivitet og koncentrationsevne hos mennesker, der ikke har ADHD.

Det afslører et nyt internationalt studie. Vi bærer allesammen i højere eller mindre grad de genetiske varianter, som er årsagen til, at man udvikler ADHD. Gruppen af forskere fra hele verden har indtil videre fundet 12 steder i arvemassen, der er afgørende for sårbarheden til at udvikle ADHD.

»Det er de første håndgribelige områder i arvemassen, hvor vi kan se, at genetiske varianter har betydning for ADHD. Vi kan begynde at forstå de biologiske processer i hjernen, der er afgørende for udvikling af ADHD. Fremadrettet vil det kunne bane vejen for at udvikle medicin, der er mere virksom og skånsom for den enkelte person. Det er dermed en milepæl for forskning indenfor ADHD,« siger Anders Børglum, en af de ledende forskere bag studiet og professor i medicinsk genetik ved Aarhus Universitet samt forskningsleder ved det nationale iPSYCH center for integreret psykiatrisk forskning.

Han anslår, at der er flere end tusind lignende steder i arvemassen, som de skal kortlægge for at kunne samle det fuldstændige genetiske puslespil. Målet er dermed at skabe et så komplet billede som muligt af de processer, som er ude af balance, når man udvikler ADHD.

Det internationale studie har scannet arvemassen hos 55.000 personer. 20.000 af dem havde ADHD, mens 35.000 var kontrolpersoner. På den måde kunne forskerne sammenligne arvemassen hos børn, unge og voksne med ADHD med personer, der ikke har lidelsen. Således kunne de finde de steder i arvemassen, der øger sårbarheden for ADHD.

Forskerne kan se, at den genetiske variation de 12 steder i arvemassen påvirker gener, som har betydning for den måde, hjernen udvikler sig på, og hvordan nervecellerne forbinder og kommunikerer med hinanden på. Genernes betydning for ADHD er fuldstændig ny viden, og kun på grund af det store datamateriale har det ikke været muligt at finde de biologiske processer, forklarer lektor Ditte Demontis fra iPSYCH ved Aarhus Universitet og en af hovedkræfterne bag studiet.

Det er ikke forældrefejl, men genetikken

Studiet fastslår, at det i høj grad er biologien, der er afgørende for sårbarhed over for ADHD og ikke dårlige forældre. Ditte Demontis oplyser i den forbindelse, at genetikken udgør 70 til 80 pct. af årsagerne til at udvikle ADHD. Det nye fund af de bestemte gener og hvordan de dominerer og påvirker vores adfærd, understreger arvemassens betydning for udviklingen af ADHD.

Det er derfor en misforståelse, når personer med ADHD bliver udsat for diverse fordomme.

»Flere har desværre stadig den opfattelse, at ADHD er nogens skyld. De bebrejder forældre, at de ikke gør en stor nok indsats, eller at opførslen skyldes uartige unger, der ikke vil opføre sig ordentligt. Det her studie fastslår, at det er en anden måde man skal møde børn, voksne og familier med ADHD på, og forstå hvad de slås med. Det er ikke noget, de vil,« siger Ditte Demontis.

Efter studiets udgivelse er der allerede kommet tilbagemeldinger fra familier med ADHD tæt på livet. De føler, at en byrde er blevet løftet fra deres skuldre.
 

De genetiske varianter, som studiet har fundet, øger risikoen for udvikling af ADHD, men de har også betydning for ADHD-lignende karaktertræk i befolkningen i almindelighed.

»Det er genetiske varianter, som er til stede hos os alle sammen, der er med til at afgøre, hvor mange ADHD-lignende symptomer, man har. Det vil sige, hvor god eller mindre god ens koncentration er samt hvor hyperaktiv, impulsiv og rastløs, at man er. Jo flere af de genetiske varianter der øger sårbarheden for ADHD, man har i sin arvemasse, desto større tendens har man til at have ADHD-lignende træk. Har man mange af dem, er der større sårbarhed for at udvikle ADHD«, siger Ditte Demontis.

Udover at studiet giver en ny forståelse af de biologiske mekanismer bag ADHD, håber forskerne derfor også, at resultaterne vil føre til en mere solidarisk forståelse af, hvordan vi er skruet sammen som mennesker: Nogle personer har fra fødslen en stor ophobning af genetiske risikovarianter, der påvirker deres adfærd og giver symptomer, der er sværere at tackle.

Forskning er vejen frem

På længere sigt kan et fuldstændigt billede af generne og hvilke processer, som fører til ADHD, kunne bidrage til bedre behandling og en tidligere diagnosticering, som mere præcist kan stille skarpt på graden af ADHD. Men lige nu er de 12 steder i arvemassen ikke tilstrækkeligt, siger Anders Børglum.

»Når flere studier med tiden afdækker flere gener, kan det blive et væsentligt instrument for børnepsykiatere til at stille en diagnose og placere personer i undergrupperinger, der har behov for en særlig indsats. ADHD kommer nemlig forskelligt til udtryk. Nogle slås for eksempel med en særlig tendens til stofmisbrug, mens andre kæmper med temperament og antisocial adfærd,« siger han.

Selvom generne er hovedårsagen bag ADHD, understreger forskerne, at rammerne for personer med ADHD også er afgørende. Den rette vejledning og behandling kan gøre meget, således at langt de fleste kan få et godt liv og bidrage positivt til samfundet, siger de samstemmende.

»Forhåbentligt lægger de her fund op til bredere og mere forstående tilgang til, hvad det handler om, og hvordan man skal håndtere ADHD,« siger Anders Børglum.