Annonce
Indland

S-tog kører med konstant sikkerhedsadvarsel: »Det får hårene til at rejse sig«

Kritikken hagler ned over nyt signalsystem. Efter to år med systemet kører togene stadig med nedsat hastighed, konstant genstartning af computere, bremseproblemer og sikkerhedskritiske fejl.

Strækningen mellem Jægersborg og Hillerød er den første og lige nu eneste strækning, der har taget det nye CBTC-signalsystem i brug. Planen er, at hele Banedanmarks signalsystem skal udskiftes og bruge det nye system, der bliver kritiseret for mange fejl. Foto: Jens Dresling.

Når man som passager sætter sig til rette i togsædet, skal det være uden at bekymre sig om hverken ulykker, forsinkelser eller fejl på turen over skinnerne. Det skulle de nye CBTC-signalsystemer være med til at sikre, men opgaven har ikke været lige til.

Der har været flere problemer med S-banens nye signalsystem på den første strækning mellem Hillerød og Jægersborg. Her begyndte S-tog for få uger siden at falde ud af sikkerhedssystemet, når to tog kører sammenkoblet, skriver Ingeniøren.

Løsningen er ikke at fejlmelde sikkerhedsadvarsler. Den løsning og en række af systemfejl møder skarp kritik.

»Det får hårene til at rejse sig,« siger den tidligere sikkerhedschef for DSB, Thomas Albøg Olsen, til Ingeniøren.

Udmeldingen kommer efter en undersøgelse af den seneste systemfejl på baggrund af dokumenter om episoden, som Ingeniøren har fået fingrene i.

To år efter at systemet blev installeret er det blot et af de seneste problemer med det nye signalsystem, der har kostet mindst 23 milliarder kr.
 

To tog var tæt på at kollidere under testkørsel: »Det er helt utilgiveligt«

Baggrunden for nyt signalsystem

Det er nødvendigt at skifte de gamle signalanlæg. Her er valget faldet på CBTC-signalsystemet.

Fordelene ved omlægningen skulle være:

  • Flere tog til tiden
  • Højere hastighed på nogle strækninger
  • Bedre passagerinformation
  • Ensartet højt sikkerhedsniveau
  • Billigere vedligeholdelse af udstyret i og omkring sporene

Kilde: Banedanmark.

Systemet skulle ellers kunne reducere antallet af signalrelaterede fejl markant og sikre, at tidsplaner bliver overholdt. Ifølge Banedanmark skulle passagererne spare ca. 140.000 forsinkelsestimer på S-banen ved udskiftning af signaler og reducere antallet af signalrelaterede fejl med 50 pct.. I den proces skulle det nye signalsystem være den mindst komplicerede og problematiske del.

Sådan er det ikke gået. Rejsetiden mellem Jægersborg og Hillerød er bl.a. blevet et minut længere i hver retning, end før man indførte CBTC, oplyser DSB til Ingeniøren.

Den seneste systemfejl medførte, at signalsystemet holdt op med at kontrollere togets hastighed, og at beskeder om grønt lys til at køre ikke gik igennem til lokomotivførerne, oplyser Ingeniøren. Derfor måtte man glemme alt om tidsplanen og øjeblikkeligt standse for derefter stille og roligt at trille mod næste station og sætte passagererne af.

Ansvaret for udrulningen af systemet ligger hos Banedanmark. De har endnu ikke kunnet identificere årsagen til problemet, men har fundet en midlertidig løsning: De har slået en sikring i S-togene slået fra. Det betyder, at reservecomputeren er slukket.

Den løsning skaber et nyt problem.

Der vil gå 12 år med byggerod, inden Banedanmark og DSB tør love tog, der kører til tiden

Ifølge dokumenterne betyder det, at lokomotivførerne konstant får fejlmeddelelser, som de ikke skal forsøge at rette eller melde til sikkerhedsvagten. I stedet skal de ignorere alarmklokkerne og fortsætte togdriften. Det er i strid med DSB’s operationelle regler.

Vores tillid til systemet hænger i en tynd tråd.
Thomas Bryan-Lund, fællestillidsmand for lokomotiv­førerne på S-tog
Banedanmark mener dog ikke, at det har nogen sikkerhedsmæssig betydning, så længe at lokomotivføreren observerer advarslen på skærmen og følger sikkerhedsreglerne. Det oplyser Banedanmark til Ingeniøren. Hvis der opstår menneskelige fejl, kan toget dog køre hurtigere end tilladt.

Fra systemets første dage i 2016 har togene med det nye CBTC-system været ramt af grundlæggende systemfejl og problemer med at bremse.
 

»Vores tillid til systemet hænger i en tynd tråd. Siden CBTC startede op, har der været problemer med det,« siger Thomas Bryan-Lund, fællestillidsmand for lokomotiv­førerne på S-tog, til Ingeniøren.

Det har bl.a. været nødvendigt, at have en tekniker fra leverandøren Siemens til at stå ved endestationen i Køge til at genstarte CBTC-computeren i S-togene. Ellers kan togene ikke køre tilbage mod Hillerød.

Det problem skulle være løst med en softwareopdatering i løbet af nogle uger, men teknikeren står i 2018 stadig ved endestationen og genstarter computere.

»Det er jo galimatias, at man efter at have kørt med systemet i over to år stadig roder med sådan nogle grundlæggende systemfejl. Det lover ikke godt på et tidspunkt i processen, hvor man er i gang med at udbygge systemet til resten af S-togsnettet,« udtaler Thomas Albøg Olsen til Ingeniøren.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Biler
Ejerne tjekker bilen bedre før syn
Regler, som betyder, at bilen bliver sendt til omsyn ved selv små fejl, har fået flere bilejere til at tjekke deres køretøj, lyder foreløbige meldinger fra Applus og FDM. Færdselsstyrelsen afventer flere erfaringer. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her