Annonce
Indland

Kontrolbesøg hos Domino's endte med sur smiley og bøde

Pizzeriaets personaletoilet var så beskidt, at rejseholdet vurderede, at personalet efter brug kan have overført sygdomsfremkaldende bakterier til fødevarer.

Domino’s Pizza er verdens største pizzakæde med 9.100 restauranter på verdensplan. Den har de seneste år haft stor succes i Danmark, hvor Domino’s-restauranter er skudt op flere steder på landkortet. Bemærk, at manden på billedet intet har med den konkrete sag at gøre. Arkivfoto: AP

Pizzaer med gammelt kød, snyd med datomærkninger og bokse med fødevarer, som ingen medarbejdere kendte den præcise holdbarhedsdato på.

Det er nogle af elementerne i den fødevareskandale, som for nylig ramte pizzakæden Domino’s Pizza, efter TV 2-programmet "Operation X" gennem en længere periode havde haft en muldvarp i flere af kædens danske pizzeriaer.

Efter afsløringerne har Fødevarestyrelsens rejsehold været på uanmeldt besøg hos Domino's i Ballerup, da man havde modtaget en såkaldt forbrugerklage. Det resulterede i en sur smiley og bøde til virksomheden. 

Ekspert om Domino's-skandale: »Det svært at forestille sig noget værre«

Under kontrolbesøget, der fandt sted tirsdag, var det særligt pizzeriaets personaletoilet, der vakte opmærksomhed.

Således fremgår det i kontrolrapporten, at toilettet var så beskidt, at der er risiko for, at personalet efter toiletbesøg kan have overført sygdomsfremkaldende bakterier til de fødevarer, de efterfølgende har været i kontakt med.

»Selve toiletkummen fremstår med nedløben, fastgroet gul urin. Langs kanten af kummen er der fastgroet brun-orange aflejringer. På undersiden af toiletbrættet er der gullige ansamlinger og stænk med, hvad Fødevarerejseholdet vurderer til at være indtørret urin,« står der blandt andet i rapporten, der fortsætter:

Vores procedurer er ikke overholdt, og vores inspektør vil tilse butikkerne dagligt, indtil procedurerne er i orden.
Carsten Falk, adm. direktør i Domino's Danmark

»Mellem toiletbræt og cisternen fremstår hængslerne og porcelæn med urin og brunlige ansamlinger, som vurderes til at være fæces. Langs kanten på sisternen og under toiletbrættet ligger der hår, som Fødevarerejseholdet vurderer til at være pubeshår.«

Populær isbutik har fået sur smiley og bøde: »Det er ikke godt nok«

Derudover fandt man »indtørret rød-brun snotklat samt bussemand«, som var spredt ud over væggen. Og ved siden af toiletpapiret stod der en sodavandsflaske.

»Ud fra det oplyste bliver den brugt til personlige hygiejniske foranstaltninger, efter personalet har besøgt toilettet,« står der i rapporten. Med andre ord har personalet altså brugt vand fra flasken til at skylle sig efter de større toiletbesøg.

Og den praksis kræver, at man er særligt grundig med håndhygiejnen efter at have været i kontakt med flasken.

Men et tjek af håndvasken og sæbedispenseren afslørede, at der var plamager af gammelt kalk, skidt og snavs i vasken, mens der ved dispenseren var brunlige og sorte plamager af skidt.

Luksus-pizzakæde satser stort på Danmark: Åbner i flere byer

Ifølge virksomhedens egenkontrol blev toilettet senest rengjort den 6. oktober og skulle efter planen rengøres igen den 13. oktober.

Kontrollanterne vurderede dog, at toilettet ikke var blevet gjort rent for nylig, som det ellers fremgik af egenkontrollen.

Under besøget vejledte rejseholdet pizzeriaets personale i rengøring generelt. Samtidig blev toilettet rengjort under kontrolbesøget, oplyses det.

Carsten Falk, der er adm. direktør i Domino's Danmark, oplyser til Ekstra Bladet, at man tager kritikken, som kontrolbesøget har affødt, »meget seriøst«.

»Det er naturligvis helt uacceptabelt. Vores procedurer er ikke overholdt, og vores inspektør vil tilse butikkerne dagligt, indtil procedurerne er i orden,« siger han til mediet.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her