Kongehusekspert om prins Nikolai: Et markant brud med traditionerne
Prins Nikolais farvel til Sergentskolen kommer som en overraskelse for kongehusekspert.
Prins Nikolais farvel til Sergentskolen er uden fortilfælde i kongehuset, og nyheden er kommet som en overraskelse for Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert.
»Det er et markant brud med den tradition, der er i kongehuset, hvor de unge er inde i militæret i et stykke tid,« siger han til TV 2.
Den 19-årige prins Nikolai er prins Joachim og grevinde Alexandras ældste søn, og han indledte i august den toårige uddannelse som reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde.
Men to måneder senere har prinsen valgt at forlade uddannelsen.
Prins Nikolais mor, grevinde Alexandra, har via sin privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgren, oplyst til flere medier, at beslutningen om at stoppe på Sergentskolen intet har med hverken uddannelsen eller stedet at gøre.
»Årsagen til, at han er stoppet, er, at han ikke føler, han er kommet på den rette hylde,« lyder det fra Helle von Wildenrath Løvgren til B.T.
Med militæruddannelsen i Varde så det ellers ud til, at prins Nikolai ville gå i sin fars, prins Joachim, og sin farbrors, kronprins Frederiks, fodspor. Og den unge prins har også tidligere fortalt, at familien gerne så, at han prøvede kræfter med militæret.
»Der var et ønske i familien om, at jeg tog i hvert fald værnepligten derinde. Så tænkte jeg, at det vil jeg bygge videre på med en lidt længere militæruddannelse,« fortalte prins Nikolai i et interview med Euroman, før han startede på Hærens Sergentskole.
Kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen mener dog ikke, at prins Nikolais farvel til forsvaret vil få kongehuset til at ryste i sin grundvold.
»Kongehuset er blevet en mere civil institution, og derfor er det ikke lige så voldsomt at bryde med traditionen, som det var for 20-30 år siden. Militæret fylder ikke så meget som dengang i forhold til danskernes opfattelse af, hvad kongehuset skal stå for,« siger han til TV 2.
Prins Nikolai blev tidligere på året student fra Herlufsholm Skole i Næstved, og sideløbende med sin skolegang på Herlufsholm kastede prinsen sig ud i en karriere som model.
Han har blandt andet været på forsiden af Dust Magazine, og han har gået catwalk for mærker som Dior og Burberry.
Helle von Wildenrath Løvgren oplyser til Ekstra Bladet, at det netop er modelkarrieren, som prinsen skal koncentrere sig om de kommende måneder, inden han næste år skal i gang med en ny uddannelse.